Peter Callesen på Ribe Kunstmuseum: Havet giver, havet tager

Peter Callesen tryller atter med det prunkløse papir, af hvilket han skaber mageløse papirklip og store skulpturelle tableauer. På udstillingen På dybt vand på Ribe Kunstmuseum handler det om havet, når det viser tænder og tager.

Fladt, hvidt papir bliver i Peter Callesens (f. 1967) suveræne håndtering af en skalpel og hans visuelle fantasi transformeret til kridhvide værker, som rejser sig i rummet i tre dimensioner. Det hele handler om papir som et prunkløst materiale. Det papir, som vi kender fra hverdagens uendelige papirbunker og fra de hvide papirstakke, der ligger klar i printeren.

Kunstnerens aktuelle udstilling På dybt vand forholder sig specifikt til Ribes beliggenhed tæt på Vadehavet og Ribe Å, hvor der under stormfloder er risiko for oversvømmelser.
Og om føje tid, når klimakrisen viser yderligere tænder, skal der bygges endnu flere og højere diger i alle lavtliggende landområder på kloden – så kommer vi alle ud på dybt vand, apropos udstillingstitlen.

Et ocean af papir

Det er med andre ord en uhyggelig aktuel problematik, som Callesen her giver et billedkunstnerisk svar på med titler som Et ocean af papir, Oversvømmelse, Stor bølge bevæger sig mod et lille sandslot, Som ringe i vand og Alle i samme båd?.

I sidstnævnte installation ses silhuetter af alle de mennesker, som en gang blev transporteret i robåden, eller som måske mistede livet under en af de farlige migranttransporter til søs.

De er nu samplet til en båd – deres eget transportmiddel. Det er mennesker, der desperat forsøger at starte en ny tilværelse i et rigere og mere trygt land efter at være blevet hjemløse enten som følge af tørke, elementær fattigdom eller pga. oversvømmelser.

Ironisk nok er Peter Callesens værker flygtige og skrøbelige og ville på ingen måde tåle vand, selv om de forestiller bølger, robåde, tømmerflåder og det altfortærende hav, som under en stormflod kun har efterladt kirken og en mennesketom robåd i dens frådende bølger.

Callesens kunst er udspændt mellem væren og intet – eller mere prosaisk: mellem positive og negative silhuetter. Når han skærer motivet ud af papiret og rejser den udskårne silhuet op, bliver det flade papir for det første tilført et skulpturelt objekt, og for det andet fremstår det udskårne hul som en slagskygge, en dobbeltgænger eller en fantomskikkelse, som er ‘født’ af figuren.

En snemand af papir

Når Callesen arbejder i den lille skala, opstår disse forunderlige, diminutive dramaer, hvor papiret faciliterer en eventyrlig scenografi. Han leger gerne med motiverne – en snemand træder frem på det hvide papir og  hokus, pokus filiokus: Den står midt i et øde ”snelandskab”, hvorfra han kunstfærdigt er konstrueret ud af udskårne slanger af ”sne”.

Udstillingen udfolder sig på førstesalen med ovenlys. Væggene er til lejligheden malet enten lyseblå eller ultramarin for at give allusion til havet. Der sænker sig en nærmest sakral stemning på rundgangen, affødt af lyset, som vælder ned fra oven, og det skrøbelige, jomfrueligt hvide papir, der gør, at man bevæger sig rundt med lige dele årvågenhed og forsigtighed.