Political Art Got Me Laid

Den tilfældigt kuraterede udstilling Siggimund består af Boeskovs indsamlede og omformede fragmenter fra vor tids kunst- og medievirkelighed.

Boeskovs kunstneriske alterego, Siggimund, fremstår som en syntetisk antihelt, der i modsætning til Boeskovs borgerlige identitet ikke er afhængig af konventionelle grænser. “Kunst er alt det, du ikke engang kan sige til dine venner”, siger Boeskov på et af syv videoklip, som kan findes på Statens Museum for Kunsts hjemmeside.

Virkelighed og fiktion
Postmodernistisk er det centrale kodeord, som konstant optræder i værkernes form og indhold.

Begrebet slog igennem i begyndelsen af 1980’erne og blev hurtigt et så flagrende begreb, at det siden er blevet brugt som paraply for alle mulige og ikke mulige sammenhænge. Begrebet knyttes i denne sammenhæng især til ideen om mediernes opløsning af skellet mellem det iscenesatte og det virkelige: Siggimund og Boeskov.

Kunstneridentiteten
Denne tematik penetrerer hele udstillingen – og i særdeleshed værket The Party, hvor to flirtende teenagere har masker på bag maskerne. Her findes der ikke en egentlig virkelighed bag iscenesættelsen. Derfor er det altså også meningsløst at forsøge at tænke kunstneren Boeskovs intentioner uafhængigt af den iscenesatte Siggimund.

Udstillingen er en bevægelse gennem en bunke fragmenter fra Boeskovs verden, der blandt andet er inspireret af hiphop-kulturens selvrefererende tekstunivers. Boeskovs kunstneridentitet er således nærværende i stort set alle udstillingens værker.

En kopi af en kopi…
Som en postmodernistisk antihelt omfavner Siggimund reproduktionens tidsalder, hvor han ikke forsøger at være original, fordi alt alligevel er sagt før et sted i kunsthistorien. Derfor beskæftiger han sig ironisk og distanceret med at gengive kunst- og mediehistoriens ikoner.

Når man som besøgende på bedste ‘Trivial Pursuit-vis’ genkender disse kultur-referencer rammes man af selvfed lykkefølelse af at være kulturelt indviet.

Siggimund repræsenterer en ironisk og kynisk kunstneridentitet, der kaster sig frådende ud på kunstens kommercielle marked.

“Political art got me laid – and it felt good!”, står der således skrevet i svulstig humor på et af værkerne.

Kritik af velfærdsstaten
Udstillingen rummer også æstetisk dragende tegneserie-lignende værker, der kritiserer velfærdsstaten med stor inspiration fra især beat-generationens kultforfatter William Burroughs, hvis navn gentagende gange springer frem i værkerne. Ligesom Burroughs tematiserer udstillingen velfærdsstaten som et dystopisk kontrolsamfund, der bag facaderne producerer en sadistisk
forbrugskultur.

I den trivielle videoinstallation War Wizard udmunder en anti-terroraktion i en musikvideo-voldtægt og således fortættes kontrol, krig, magt, politik og sex i et vulgært underholdnings-monster.

Vågn op, postmoderne zombier
På et af værkerne står der skrevet: “Postmodern Zombies – Wake Up!”

Dette råb om opvågning uddybes med en reference til den slovenske filosof Slavoy Žižek i titlen på værket An Ideology of Non-Ideologi.
Žižek ser postmodernismen som en position, der under dække af alvidenhed om samfundets kynisme forholder sig ironisk og passivt til verden.

Man får fornemmelsen af, at Boeskov forsøger at formidle en opfordring til konstruktivt engagement i kulturen. Dette engagement skal gå i stedet for postmodernismens budskab: “Vi tror ikke på noget længere”, siger Boeskov i et andet af de føromtalte videoklip.

Siggimunds saft
Udstillingens centrale tyngde er i dets uendelige referencer til postmodernistiske refleksionsniveauer.

Men hvis man ikke lige har interesse for den slags, mangler man måske et nødvendigt fundament for at kunne presse saften ud af Siggimund.

Udstillingen er overvejende en ironisk og postmodernistisk reproduktion, som peger kritisk tilbage på sit eget projekt. Dette relativt banale niveau af dobbeltironi gør ikke udstillingen til mere end en ‘one-trick pony’, der opfører slidte fiduser fra kunsthistoriens nyere periode.

Nej, udstillingens værdi er i dens humor og i de få æstetisk dragende værker, som i tegneserielignende formsprog skaber dystopiske fortællinger, der synes at gribe udover det statiske billede.