POPSMART

Den svenskfødte og fremadstormende billedkunstner Andreas Emenius er aktuel lige nu med sin første soloudstilling i det midtjyske. På Viborg Kunsthal vises Sticky Minds, Fluid Moves, og udstillingen snubler måske i sin egen målsætning om at lade pop og kunst ’forene sig uden besvær’?

Viborg Kunsthal har i samarbejde med Kulturhovedstad Aarhus 2017 etableret et residency-program, The Sleepover, som i en periode afstedkommer en række udstillinger, som forsøger “at gentænke kunstinstitutioner og deres ressourcer.” Kunsthallens målsætning er gennem tre udstillingsperioder at gentænke husets ramme, udstillinger og netværksdannelser, og mit gæt er, at Sticky Minds, Fluid Moves henhører under den nytænkte udstilling.

Andreas Emenius er født i 1973 og uddannet i London på Central Saint Martins School of Art and Design. I dag bor og arbejder han i København, og han udfolder sig tilsyneladende ad tre hovedspor som billedkunstner, designer og musikvideoinstruktør, hvor især hans involvering som co-instruktør på flere musikvideoer til nogle af Trentemøllers mørkere hits har afstedkommet særlig opmærksomhed.

Udstillingen i Viborg er sammensat af en række forskelligartede elementer: Minimalistisk metalskulptur, bemalet abstrakt og ekspressiv gipsskulptur, tegning, stilartefakter, brugte og ubrugte t-shirts, abstrakt og semiabstrakt maleri, poppede ready-mades og video. Hele herligheden er installeret i hav af neonlys i kunsthallens østfløj, hvor rummet deles i to af en balkon, som løber hele rummet rundt.

På gulvet står en skulpturel opstilling af metalkuber a la Montana, semibemalet og som en gridagtig mur, i den ene ende af det rektangulære rum. Heroverfor ses en gul, minimalistisk rørskulptur, der ligner et evighedstegn, der har stivkrampe. Endvidere findes en række mindre og abstrakte skulpturer, alle voksende op af hver deres flade sokkel og udført af diverse materialer indsmurt i gips og bemalet med nonchalant hånd.

Karakteristisk for disse er en fladhed i selve skulpturkroppen og mangel på anden konsekvens end den, at de – sikkert helt kalkuleret – er der mere på trods end pga. et egentligt rummeligt anliggende? Den slab stick-agtige fremtoning og den løse omgang med materialerne er selvfølgelig i umiddelbar overensstemmelse med den hurtigt tørrende gips, men som skulptur betragtet er disse opretstående dimser næppe mere end netop det! En enkelt eller to nærmer sig måske en form for ubevidst antiskulptur – en anorektisk og provisorisk konstruktion, der faldbyder sig selv med sjaskede strint fra neonpink og grønt, og som på en god dag trods alt vækker en form for medfølelse hos beskueren.

På væggene hænger store malerier alle udført i en luftig overmalingsteknik, som efterlader store, åbne, hvide partier og giver det indtryk, at motivet er i en proces med enten at komme til syne eller forsvinde. Motivbidderne er fragmentariske og farverne klare og påskeagtige: Citrongul, cadmiumgul, pink, orange, oliven- og vårgrøn. Billedernes yderste grænser er ofte bemalede med gule og orange penselsstrøg, og dette greb er forsøgsvist anvendt i rummet for at understrege den installatoriske hensigt. Flere af malerierne forestiller liggende eller siddende, nøgne kvinder i en semifigurativ iscenesættelse mellem flade, farve, tegning og grund.

Generelt fremstår malerierne med en stilistisk konsekvens, der er lige på grænsen til at virke automatisk, idet såvel paletten som motivet – eller manglen på samme – ser ud til at være en agenda, som kunstneren længe har været optaget af. Sidst set af denne signatur på en gruppeudstilling i 2015 hos Jacob Bjørn Galleri i Aarhus.

Udstillingens højdepunkt findes i et lille mørklagt sidegemak, hvor en videofilm i loop viser kunstneren i færd med at håndtere en basketball. En fint afstemt og konsekvent leveret sekvens, hvori der opstår en særegen melankolsk poesi, som desværre ikke rigtigt er i samklang med resten af udstillingen.

I formidlingsteksten, der ledsager udstillingen, står der, at kunstneren “inviterer beskueren indenfor i en verden, hvor samarbejder med utraditionelle aktører er en selvfølge, og hvor kunst og popkultur kan forenes uden besvær. På udstillingen optræder morgenmadspakker og T-shirts på lige fod med oliemalerier, videoværker og skulpturer. Her nedbrydes hierarkier, højkultur møder lavkultur og det polerede møder det rå.”

I min øjne er der i dag ingen ambition forbundet med netop dette gnidningsløse møde – for vi har for længst vænnet os til interdisciplinariteten og dermed flerstemmigheden, og derfor må vi også forvente, at en kunstner er i stand til at præcisere sine greb og deres nødvendighed i en udstilling som denne. Personligt oplever jeg ikke, at de henslængte, tomme morgenmadsæsker eller de ophængte tøjstykker tilfører udstillingen nogen form for ekstra betydningslag – eller blot oplevelse for den sags skyld. Deres tilstedeværelse virker mere som et produkt af kunstnerens forsøgsvise crossover mellem det billedkunstneriske område og den design- og modeverden, som han også opererer i.

Helhedsindtrykket er en udstilling, som i højere grad er blevet til via genbrug og velkendte stilmiks end gennem en nyorientering skabt på baggrund af residensopholdet i Viborg. På den baggrund er det ironisk, at titlen ufrivilligt peger på det problem, at en fedtet bevidsthed kan have svært ved at orientere sig rent og skarpt i verden, og at de flydende ’moves’ derfor let mister retning og konsekvens. Andreas Emenius snubler altså med andre ord i sin egen intention, og det skyldes – tænker jeg – en forhåbentlig kun momentan mangel på sensitivitet overfor både sproget og billedkunsten.

Se flere billeder fra udstillingen Sticky Minds, Fluid Moves her