Praksisbaserede kunstforskere VIII: Katrine Dirckinck-Holmfeld

Katrine Dirckinck-Holmfeld blev i 2020 den mest omtalte danske kunstner på baggrund af sin rolle i sagen, hvor en gruppe kunstnere sænkede en gipsbuste af Frederik den femte i havnen.
Her skal det dog ikke handle om buste-sagen, men om Dirckinck-Holmfelds kunstneriske praksis, der er funderet i omfattende researcharbejde. Hendes Ph.d. projekt Time in the Making: Rehearsing Reparative Critical Practices introducerer bud på, hvordan kunst på en gang kan blotlægge ar og samtidig forsøge at hele dem. En tilgang som videreføres i hendes nuværende forskningsprojekt, Entangled Archives, hvor hun undersøger Danmarks koloniale arkiver fra Ghana, Virgin Islands og Indien – blandt andet med afsæt i Charlottenborgs koloniale historie.
At give en overordnet karakteristik af Katrine Dirckinck-Holmfelds kunstneriske praksis er ikke det nemmeste, fordi den i sandhed befinder sig i et mangefacetteret felt. Den folder sig måske mest åbenlyst ud i hendes gennemarbejdede og komplekse videoinstallationer, men kan også manifestere sig som et foredrag på et universitet, i opbygningen af internationale netværk eller i arbejdet med at etablere et fællesskab omkring en café på Nørrebro.

Hun er en kunstner, hvis arbejde altid er funderet i et omfattende research-arbejde, hvor historiske fragmenter kondenseres til værkassemblager, der fletter forskellige tidsligheder sammen.

Og så handler det ikke mindst om en kritisk tilgang til tingene og om at behandle problematikker, som er underbelyst i tiden og samfundet, hvilket allerede blev synligt, da hun var førsteårsstuderende på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Som et modtræk til fejringen af akademiets 250-års jubilæum i 2004 arrangerede hun sammen med Honey Biba Beckerlee et kvindejubilæum og udgav de kvindelige kunstneres 96-års jubilæumsskrift om feministisk kunst. Kvinder fik nemlig først adgang til akademiet i 1908.

I et senere projekt, med videoinstallationen Zamakan – og sideløbende med arbejdet med at etablere caféen Sorte Firkant – handlede det om at skabe en platform for kunst og kultur – et mødested for folk med mange forskellige baggrunde, som der ellers ikke er megen plads til i det kulturelle landskab i Danmark.
Og i Dirckinck-Holmfelds igangværende forskningsprojekt kredser hun om de koloniale arkiver og søger at skabe forbindelser mellem kunstnere og forskere fra de tidligere kolonier og fremkalde andre perspektiver på kolonihistorien.

Læs også: Ugens kunstner: Katrine Dirckinck-Holmfeld

Reparerende og kritisk

“Min praksis har netop ofte en kollektiv karakter og foregår i samarbejde med forskellige fællesskaber eller andre kunstnere”, fortæller Katrine Dirckinck-Holmfeld. “Det handler som regel om nogle problematikker, som ikke har været italesat i de samtaler, vi omgiver os med. Og så har min kunstneriske og forskningsmæssige praksis de sidste 10-15 år kredset omkring at udvikle et begreb og en praksis for det jeg kalder for ‘reparative critical practices’.

Og vi kan lige så godt fra en start prøve at få lidt greb om det. For hvad handler det om, når Katrine Dirckinck-Holmfeld taler om det vi med en fordanskning kunne kalde for ‘en reparerende kritisk praksis’? Det er et nemlig et kernebegreb, og noget der gennemsyrer hele hendes virke som kunstner og forsker.

‘Reparative Critical Practises’ bygger på tanker af den amerikanske litterat og queer-feminist Eve Kosofsky Sedgwick (1950 – 2009), der udviklede begrebet reparative reading med baggrund i sin egen diagnose med brystkræft og i forbindelse med AIDS-krisen i USA i 1980-90’erne.

“Sedgwick skriver sig op imod det, hun kalder for en paranoid læsning indenfor kritisk teori, hvor man bruger en masse energi på at afsløre undertrykkelsesmekanismer i samfundet”, forklarer Katrine Dirckinck-Holmfeld. “I forlængelse af den praksis mener hun, at der er behov for at udvikle andre former for læsninger, hvad hun kalder en reparerende praksis, hvorved man samler de fragmenter, vi er efterladt med, til nye kritiske fabulationer”.

Forskellige tidsrum kan eksistere på samme tid

For Katrine Dirckinck-Holmfeld har det handlet om at udvide begrebet til en kunstnerisk metode for video-installation, billedproduktion og kunstneriske fællesskaber, og hun insisterer på at bruge begrebet ‘reparerende’ som et begreb, der udtrykker en fortløbende proces. En proces der altid er igang, og som aldrig slutter.

“Min interesse i begrebet opstår særligt i relation til tid. Jeg er interesseret i at undersøge, hvad man kan kalde ‘en reparerende temporalitet’. En temporalitet, der ikke følger en lineær, progressiv tidsopfattelse, men derimod en sensibilitet for at forskellige tidsrum kan eksistere på samme tid. Mens vi skaber reparerende, kritiske processer, så bliver vi hele tiden såret på ny. Det handler om, hvordan vi kan skabe former eller figurer, som kan indeholde alle de her ar, mens vi forsøger at hele dem”.

Føromtalte videoinstallation Zamakan (TimeSpace), lavet i samarbejde med Amr Hatem i 2016 er et eksempel på en sådan undersøgelse. Værket tager udgangspunkt i samtaler med en række filmskabere, forfattere, kunstnere og andre, der er kommet til Danmark som migranter fra den arabiske verden de sidste 20-30 år, og som i filmen reflekterer over deres minder fra de steder, de opholdt sig, før de kom til Danmark, og fra deres tid i Danmark. Erindringerne danner sammenfletninger på tværs af livshistorier og nationale grænser. Patinerede ’behind the scenes’-fotografier fra filmoptagelserne til den ikke færdiggjorte og bortkomne film The Everyday Life of a Fighter af Mohammad Tawfik fra 1982 om palæstinensiske frihedskæmperne i Libanon smelter sammen med andre af deltagernes egne erindringer fra samme tid.

Videoinstallationen blev præsenteret “stedspecifikt” på Sorte Firkant, der er en blanding mellem en café og en kulturvenue på Nørrebro, som Katrine Dirckinck-Holmfeld var med til at starte. Stedet er et uformelt fællesskab, hvor kunstnere og andre kan komme ind fra gaden og afprøve deres projekter, og både etableringen af Sorte Firkant og videoinstallationen indgik i Katrine Dirckinck-Holmfelds praksisbaserede postdoc-projekt Affect’s Time.

Læs også: Et Kultur og modstandsarkiv

Var det så et helende projekt?
“Det er svært at sige. Du må spørge dem, der var involveret i projektet. Det er nogle skrøbelige processer, der igangsættes, og heling er ikke en afsluttet process. På den måde er det eksperimentelt, og der er ikke noget facit. Men måske har det været transformativt. For mig gav Zamakan mulighed for at åbne for nogle samtaler, sensibiliteter og erfaringer, som får meget lidt taletid i den offentlige debat.”

Sammenflettede arkiver

Det nuværende forskningsprojekt har titlen Entangled Archives og kredser omkring de arkiver, som den danske stat fjernede fra det tidligere Dansk Vestindien i 1919, to år efter at Danmark solgte øerne (i dag Virgin Islands) til USA, og som blev digitaliseret op til ‘Transferday’ (markeringen af 100-året for salget af De Vestindiske Øer).

Disse koloniale arkiver sammenfletter den koloniale historie mellem Virgin Islands, Ghana, Grønland, Indien og Danmark, og i sit projekt arbejder Katrine Dirckinck-Holmfeld på at undersøge, hvordan man kan skabe ‘reparerende kunstneriske praksisser’ ved at opbygge kollektive researchgrupper mellem kunstnere og forskere fra Virgin Islands, Ghana, Danmark, Grønland, Europa og USA, der bidrager med forskellige stemmer, erfaringer og kunstneriske interventioner.

I 2018 arrangerede hun sammen med Daniela Agostinho og Nanna Bonde Thylstrup workshop-symposiet Archives that Matters, som inviterede kunstnere og forskere til at lave nye undersøgelser i arkiverne, og som førte til tilblivelsen af tidsskriftet af samme titel. Når Corona-tilstanden tillader det, er det tanken, at det arbejde skal opfølges med arrangementer i Ghana og Virgin Islands.

“Det handler om at skabe trans-oceaniske netværk, hvor vi kan begynde at tale om, hvad det er for historier, der er i arkiverne og få dem belyst fra nye vinkler. Historien opleves selvfølgelig fundamentalt forskelligt, alt efter hvor i verden du er positioneret”

Virgin Islands Studies Collective, der består af La Vaughn Belle, Tami Navarro, Hadiya Sewer, og Tiphanie Yanique, reflekterede eksempelvis over fængselsoptegnelser fra arkivet over de fire kvindelige oprørsledere, de såkaldte ‘Fireburn Queens’, der ledte arbejder-oprøret på St. Croix i 1878 (The Fireburn). På baggrund af de yderst sparsomme informationer om kvinderne, der er overleveret i arkiverne, som for eksempel at de medbragte øreringe, fremkalder Virgin Island Studies Collective fortællinger og kontekstualiseringer, som ikke findes i de koloniale arkiver, fordi de kun fortæller plantageejerne og den koloniale administrations version af historien.

Og Katrine Dirckinck-Holmfeld har i arkiverne fundet et dokument med stofprøver, som udpeger den handelsmæssige infrastruktur, hvor stoffer produceret i den danske handelskoloni Tranquebar blev skibet til Ghana og byttet for mineraler og slavegjorte, som herefter blev sejlet til Dansk Vestindien, hvor stoffet nu indgår som en del af den nationale traditionelle beklædning.

“Jeg benytter stofprøverne som et billede på, hvordan de koloniale arkiver og historierne fra Indien, Ghana, Virgin Island og Danmark er flettet ind i hinanden, samtidig med at det også viser, hvordan det koloniale system afskar befolkningerne fra hinanden og deres egen historie”, forklarer Katrine Dirckinck-Holmfeld. “Noget af det, der var virkelig interessant, var, at under vores møder fandt kunstnerne fra Ghana og Virgin Island ud af, at der var mange traditioner og metoder, som var overleveret på tværs af oceaner gennem fortællinger og kunstneriske praksisser, men som de ikke – eller kun i begrænset omfang – har haft adgang til”.

Et kunstakademi med rod i kolonihistorien

“Derudover går min egen del af projektet også ud på at undersøge kunstakademiet i Københavns fundering i det koloniale projekt. Det er nemlig interessant, at kunstakademiet, der jo har til huse i Charlottenborg ved Kongens Nytorv, bliver skabt i 1754 på et tidspunkt, hvor det dansk-norske koloniale projekt var i fuld udvikling.”

“Min tese er, at den rigdom, der blev bragt tilbage til Danmark, skabte et behov for at uddanne kunstnere og arkitekter i Danmark. Hidtil var kunstnerne importeret fra Frankrig, Tyskland og Holland. Så samtidig med, at Danmark fratog andre folk deres kreative skaberkraft og slavegjorde dem, så skabte det mulighedsbetingelserne for at uddanne kunstnere og arkitekter, der skulle være med til at opføre de nye palæer i Frederiksstaden og male portrætter af den nye sukker-overklasse”.

Katrine Dirckinck-Holmfeld beretter, at der hverken, da hun var studerende, eller da hun senere blev underviser på akademiet, blev undervist i eller berettet om Charlottenborgs koloniale historie.
Charlottenborg blev opført af Ulrik Frederik Gyldenløve – uofficiel søn af Frederik den tredje og statsholder i Norge, og Dirckinck-Holmfeld har fundet frem til et maleri af ham fra det norske museum Eidswoll 1814, hvor han er portrætteret sammen med sin slavegjorte tjener Christian Hansen Ernst.

“Overklassen blev ofte portrætteret sammen med sine slavegjorte tjenere, eller pager, som ofte var børn”, fortæller hun. “Men det vidner også om, at der har været folk af afrikansk herkomst på Charlottenborg siden begyndelsen. Efter sigende, var en af Ernest opgaver at opvarte de kvinder, Gyldenløve kurtiserede. Og i dag er mødelokalet “Sengekammeret” på kunstakademiet, stadig opkaldt efter Gyldenløves sengekammer”.

Katrine Dirckink Holmfeld har gravet videre i historien om Ernst, der endte med at blive myrdet i Norge. “Det vidner jo også om, at lynching ikke er nogen amerikansk opfindelse”, konstaterer Katrine Dirckinck-Holmfeld.

Et andet maleri – nu fra 1857 – har også fanget kunstnerens interesse. Det drejer sig om Wilhelm Marstrands portræt af Justina Antoine. Justina Antoine var barnepige for kunstnerens bror Otto Marstrands to døtre.

Wilhelm Marstrand var direktør på kunstakademiet, da han malede billedet, og selvom det forestiller at være malet i Frederiksberg have, så peger opstillingen og belysningen på, at der er tale om et atelier-arbejde. Justinas hovedbeklædning er gjort af det samme Madras-stof som stofprøverne i arkivet, og hendes ørering kunne være lignende dem, de fire Fireburn-ledere havde med sig, da de blev sendt i fængsel i Danmark.
Det er sådanne krydsrefererende fortællinger kunstneren sporer i sin research, som på en gang er stringent og samtidig fabulerende og spekulativ.

Hun er nu igang med, at samle de brudstykker til et kommende værk, som kredser om Kunstakademiets historie:

“Hvis man skal tale om en metode for mit arbejde, er det, at det starter med en undersøgelse. Der er nogle billeder eller et materiale, der sparker noget i gang, som jeg så arbejder videre med – og på et eller andet tidspunkt når det en form for kondensering. På den måde er det ikke anderledes end mange skulptørers eller maleres arbejdsformer. På et tidspunkt når man frem til en form, men processen dertil er ofte ukontrollerbar. Den er åben overfor tilfældigheder og nødvendigheder”.

Hvor synes du selv din praksis hovedsageligt befinder sig. I kunstens verden eller i den akademiske verden?

“For mig har det aldrig været interessant, om det er det ene eller det andet.
Jeg har altid haft det bedst med at være ‘in between’. Praksisbaseret kunstnerisk forskning er en uregerlig praksis. Den har haft en virkelig hård fødsel i Danmark, fordi der på den ene side altid har været en angst for ‘akademisering’ af kunsten – uden egentlig at søge en forståelse for og diskutere, hvad vi forstår ved begrebet akademisering. For hvis det handler om en form for dressering, er det for mig at se slet ikke interessant”.

“På den anden side har jeg jo også mødt modstand og skepsis overfor den kunstneriske forsknings utraditionelle metoder fra den konventionelle akademiske verden i Danmark, der med en positivistisk tilgang har spurgt, om jeg har evidens for mine ‘reparerende praksisser’”.

“Mit argument har hele tiden været, at det jo lige præcis er her, den kunstneriske viden opstår. Det handler om en praksis, der opstår i sprækkerne mellem de vidensparadigmer, der er mulige i et givent samfund og i en given tid. En praksis som samtidig forholder sig kritisk til, at disse vidensparadigmer er med til at bestemme, hvilke praksisser vi kan udføre – og ligeledes hvem der er inkluderet som individer i samfundet, og hvem der har muligheder og agens”.

“Den kunstneriske praksis er en særlig erkendelses- og handlemåde, som er i dialog med andre vidensfelter. Når den kobles sammen med forskning, så betyder det jo, at vi reflekterer og teoretiserer over, hvad det er vi gør, når vi gør, og hvad denne praksis bidrager med. Men det betyder ikke, at vi skal have evidens for kunsten. Her ligner den praksisbaserede kunstneriske forskning andre kvalitative former forskning. Derfor er det også vigtigt, at vi begynder en åben diskussion om kriterierne for kunstnerisk forskning på kunstens præmisser, i stedet for at hænge fast i forældede dikotomier mellem ‘akademisering’ og ‘fri kunst’ etc”.

Er det også en måde at omgå de begrænsninger, der ligger i kunstfeltet?

“Det har det været for mig, fordi der ikke altid har været plads der. Det er vigtigt at pointere at kunsten – historisk set – har udgjort et ekstremt snævert rum, der primært har været til for et meget begrænset publikum – men også et meget snævert subjekt, nemlig et hvidt mandligt kunstnersubjekt.
Grunden til, at mange af os har fundet andre veje, er jo dels, at vi ikke har fundet det interessant at indgå i den kontekst. Jeg har været meget mere interesseret i, hvor projekterne og undersøgelserne bar mig hen.”

“Det er også derfor min praksis’ outputs har været så forskellige. Det kan være et performativt konferencepaper, en artikel, en videoinstallation eller deltagelsen i skabelsen af et community omkring en café. For mig at se handler det om at udvikle sin praksis, så den kan indgå i mange forskellige samtaler og mange forskellige rum. Men også at den i alle de forskellige rum, den går ind i, forholder sig kritisk til dem. Hvis det er et foredrag på et universitet, så er det også et foredrag, som gør op med de forestillinger og rammer, der eksisterer på et universitet”.

“Det vigtige for en kunstner er, at metode, materiale og indhold altid er forbundet, men for mig handler kunsten på samme tid om udvide vores måder at være på i samfundet og skabe rum for nye samtaler”, slutter Katrine Dirckinck-Holmfeld.