Preben, Albert og Ruth

Preben Hornung var en af dansk modernismes kæmper. Men han var også en mester i at benytte sig af alterego’er – de mest kendte var ”Albert” og ”Ruth Rasmussen”, som han opfandt til hvert sit præcise formål. Her følger beretningen om et tidligt eksempel på en kunstner med en ‘performativ strategi’.

På Sorø Kunstmuseum kan man netop nu opleve udstillingen Hornung – Ind i stoffet, der sætter fokus på de 15 år fra 1970-1985, som kunstneren Preben Hornung (1919–1989) tilbragte i en gammel præstegård i Alsted nær Sorø.

Preben Hornung var blandt den danske efterkrigstids betydeligste kunstnere. Efter sin debut fra Kunstakademiet i 1946 arbejdede han særligt med storbyens motivverden og stemninger. Fra 1949 til 1951 var Hornung medlem af den nonfigurative, konkrete avantgardegruppe Linien II. Her producerede han sine første signifikante serier: Fabriksbilleder, som var inspireret af Stålvalseværket i Frederiksværk. Rykket til Alsted i 1970 blev dog startskuddet til et markant brud med de storbytemaer, der havde præget hans malerier indtil da.

Udover Hornungs store synlighed i bybilledet med sin karakteristiske hat gjorde han sig også bemærket i de lokale og nationale aviser. Lokalt skrev han nemlig indimellem under pseudonym, og et af disse gav han navnet ”Ruth Rasmussen”.

Kæpheste

En af Hornungs kæpheste var, at der – i det ellers historisk set kulturelle brændpunkt Sorø – herskede en større politisk interesse for industri og landbrug end i at investere nogle af midlerne fra 1960’ernes økonomiske opblomstring i kultur og kunst. I 1975 bragte Sjællands Tidende følgende historie:

”Kunstneren Preben Hornung, Alsted gamle præstegård, er noget for sig. Af og til finder han på ting for at provokere borgerskabet – for at skabe debat. Hans sidste ide er, at han i førstkommende nummer af Sorø Avis på forsiden har indrykket en annonce, der lyder således med samme begyndelsesord, som tyskerne brugte, da de besatte Danmark i 1940: ”Oprob. Der er en ting I ikke forstår – kunst er ikke luksus – kunst er en nødvendighed – I svigter her i Sorø – det er dumt, hvis vi altså tror på en fremtid.”” (Sjællands Tidende, bh., 3. januar 1975).

Med tiden indså han dog, at denne direkte og provokerende insisteren på en kulturdebat, næppe ville føre noget med sig.

Ruth Rasmussen

Derfor besluttede han i 1982 at skifte strategi og opfandt alteregoet Ruth Rasmussen, der ivrigt skrev læserbreve i lokalbladet. Ruth Rasmussen var en karikatur på en nævenyttig provinsfrue, der hadede moderne kunst og i særdeleshed den lokale maler Preben Hornung, selvfølgelig. Hun var glødende rindalist – udsprunget af den folkelige opstand i 60’erne, der var imod offentlig støtte til især moderne kunst.

Med Ruth som modstander kunne Hornung nu skabe en levende kulturkamp i byen, som han ønskede sig, for nu var det helt naturligt, at han måtte komme med et svar på hendes skarpe kritik. Ruth Rasmussen blev således et stærkt pædagogisk og retorisk redskab, der fik kulturen på dagsordenen i Sorø.

Fritids-Albert og Eksistens-Preben

Ruths diametrale modstykke var ”Albert”, et navn Preben tilkøbte i 1982. På hans dåbsattest kom der derfor til både at stå Preben og Albert Hornung (men som to navne hver for sig). Hvor Ruth var rettet mod det provinsielle i Sorø, var Albert rettet mod kunstverdenen, som Hornung i stadig højere grad følte sig fremmedgjort i forhold til.

Samtidig fungerede Albert som Hornungs ventil for det store forventningspres, som den meget anerkendte kunstner følte, han var underlagt. Albert måtte nemlig male det, han havde lyst til i modsætning til Preben, der skulle leve op til sit eget renommé.

Derfor kaldte Hornung Albert for ”Fritids Albert” og sit mere officielle selv for ”Eksistens Preben”.  Hvor Eksistens Preben følte, at han arbejdede i forlængelse af den klassiske maletradition i kunsten med de gamle mestre som strenge sparringspartnere, tegnede Albert derimod damer i flatterende stillinger, som han fandt i modemagasinet Vogue.

”Jeg tegner damer – den ene efter den anden – det er sjovt – for det er noget helt forbudt”, skriver han i sin dagbog, 1983

Talentnedbrydende uddannelse

Som søn af en kunstner, dyrehavemaleren Carlo Christoffer Hornung-Jensen, fik Hornung allerede kunsten ind på livet i en ung alder. I 1941 søgte han ind på Kunstakademiet og gennemførte uddannelsen i 1946. Tiden på akademiet beskriver han som absolut “talentnedbrydende”. I et interview udtalte han:

”Da jeg kom på Akademiet, gik det ned ad bakke. Jeg kom ind som en god maler, men rejste ud som en dårlig. Jeg var alt for naiv, lyttede alt for meget til de såkaldte lærde.” (u.d. avisudklip, Preben Hornung Arkivet, Sorø lokalhistoriske arkiv)

En af disse lærde var maleren Aksel Jørgensen, der havde en streng formalistisk tilgang til maleriet, som han i bedste mening tvang ned over hovedet på sine elever. Dette affødte, hos Hornung, en generel afstandtagen til kunstnere, der teoretiserede over deres kunst. Når Hornung blev spurgt om, hvor gammel han var, kunne han derfor finde på at trække seks år fra, da han jo ikke havde levet ‘rigtigt’ i de år, han gik på Kunstakademiet.

Eksistens Preben lukkede i årene i Alsted op for et nyt kunstnerisk kapitel, denne gang med afsæt i naturen. Og natur var der nok af i Sorø, hvor den første vinters sneklædte landskab blev afsættet til Hornungs interesse for særligt dybden i den hvide farve og de mørke grenes kontrastrige aftegninger mod den hvide baggrund – hvad der skulle blive til serien Grentema. Haderslev-variation. Et motiv der også blev komponeret ind som et element i hans offentlige udsmykning, der stod færdig i 1971 på Haderslev Katedralskole.

Ikke at naturen aldrig før havde interesseret romantikeren Hornung, men derude på landet kunne han bevidne naturens stille fænomener, og finde nye kilder til inspiration. Hornung ville måske i virkeligheden med sit alterego Albert tilbage til det figurative efter i en menneskealder at have koncentreret sig om at være ”på sporet af naturen” og forholde sig til sansningen.

Da Hornung i 1985 flyttede tilbage til København, gik ’Albert’ i gang med en række tegninger af groteske klovne, skeletter, soldater og skøger. De kan ses som en parodi på kunstverdenen, som Hornung betragtede som et cirkus, hvor de forskellige kunstnere skiftedes til at lave tricks for hinanden.

Både Albert og Ruth kan siges at være et produkt af Hornungs drøm om en ideel virkelighed, hvori hans gamle spøgelse Aksel Jørgensen og egne tårnhøje ambitioner kunne lægges til side.