Ragna Braase på SMK: Når ældre kunst bliver ny igen

Udstillingen Grafik, tekstil, sandal på Statens Museum for Kunst rehabiliterer Ragna Braase som en vægtig, vigtig – og hyperaktuel – kunstner. Ved første øjekast ligner det en præsentation af en international samtidskunstner.
Der foregår p.t. en tiltrængt gentænkning af, hvilke kunstnere, der – ikke bare i det 20. århundrede, men i kunsthistorien som sådan – har bidraget positivt til udviklingen af kunsten, ud over dem vi allerede kender. I disse år er det specifikt kvinderne, der er i fokus. Man forstår ikke helt, hvordan det er lykkedes at undgå dem (kvinderne forstås) så eftertrykkeligt.

Men nu sker der altså endelig noget. Aase Gernes var blandt de første. Nu er det Ragna Braase (1929-2013), der retteligt bliver bragt frem i forreste række. På Statens Museum for Kunst udstilles i øjeblikket en række værker, som sønnen Martin Braase skænkede museet i 2019. Det er der kommet en velfortjent, nødvendig og ikke mindst seværdig udstilling ud af.

En international samtidskunstner?

Ved første øjekast opleves udstillingen mest af alt som en præsentation af en international samtidskunster. Den rene, minimalistiske udstillingsæstetik indrammer Braases værk i en nutidig kontekst, og det giver værkerne umiddelbar aktualitet og nærvær.

Der er en aura over Braases værker, som man til dels må tilskrive det faktum, at mange af dem er skabt i perioden 1970erne – 90erne. De er med andre ord af ældre dato, og tidens patina ses og mærkes. På den gode måde.

Men genstandenes prægnante, sanselige tilstedeværelse skyldes i høj grad også, at kurator Birgitte Anderberg på smuk vis har givet god plads til alle hver især, og dermed skabt rum for, at de arkitektoniske skulpturer ulmer af stoflighed og fysikalitet.

Tanken ledes hen på sider af samtidskunsten, der i crossovers arbejder med både tekstil, stofcollage og rumlige iscenesættelser. Det er således en markant trend i kunsten i dag, at traditionelle medier som maleri og skulptur trækker på materialer og udtryk, vi kender fra eksempelvis kunsthåndværk og design.

Toneangivende kunstnere inden for denne genre tæller bl.a Torgny Wilcke (der også har faciliteret donations-processen til SMK), Majken Bent, Ellen Hyllemose og Mette Winckelmann, der alle med særlig interesse for stof og andre utraditionelle skulpturmaterialer krydser grænser mellem genrer, og med denne praksis skaber nye kunstneriske rum baseret på felter, der ikke typisk har haft deres anvendelse i mere etablerede udtryk.

Pioner i skulptur i et udvidet felt

Ragna Braase var pioner inden for denne kobling af medier, materialer og metoder. For mere end 50 år siden undersøgte og eksperimenterede hun med netop disse kunstneriske udtryk.

Braase viste vejen med sin fascination af stoffer, garn, mønstre og strukturer, som hun brugte i sanselige konstellationer, og dermed opgraderede hun tekstil og andre hverdagslige materialer til tilladelige formgivende elementer i et ellers tungt kunstnerisk hierarki, med fokus på genstanden og det kunstneriske objekt som et afgrænset felt, men samtidig også som en del af egentlige, rumlige arkitektoniske installationer. I nutidens termer vel en slags ‘skulptur i et udvidet felt’, så at sige. Aktuelt er det.

Kropsligt nærværende grafik

Kunstnerens grafiske værk får også god plads på udstillingen. Bl.a præsenteres Braases små og intense akvatinter på klassisk vis i montre, men det er særligt i de installerede væg-værker, som det totem-lignende triptykon Colonne I-III (1978), eller Uden titel (1978), at Braases grafiske udtryk kommer til sin ret.

De fungerer mageløst flot i stort format, fordi man her virkelig kan fornemme farvernes changering i kontrast til den stramme, geometriske form. En velfungerende måde at få et værk til at virke monumentalt overbevisende og kropsligt nærværende.

Afrikas hus og oriental inspiration

Også arkitektur spiller en stor rolle for kunstneren. Firkantede telte som hovedværket Africanas Hus (1981) eller søjle-værket Søjlerne fra Uruk (1979-80), viser Braases inspiration fra den arkitektoniske verden.

Begge værker er skabt af stof i grove og stærkt farvede mønstre, og det giver en særlig kropslig oplevelse, at man kan bevæge sig ind i de firkantede telte og se vævningen fra bagsiden.

Referencer til mellemøstlig æstetik og kultur ligger lige for. Også i tekstil-collagen Uden titel (1998) – hvor en udslidt sandal dukker op som et fysisk indslag blandt telte, kameler, et ørkenlandskab og beduin-kvinder i løse gevandter – spores begejstringen for det orientalske.

Cool eller hippie?

Udstillingens stramme og cool udtryk er kemisk renset for associationer til den spraglede og farverige æstetik fra 1960ernes og 70ernes hippie-stil, som Braase også er rundet af. Eller i hvert fald vækker mindelser om.

Men museet er gået en anden vej og godt for det. Braases værk kunne hurtigt virke altmodisch, hvis kurateringen understøttede den stilmæssige epoke, som kunstneren er groet ud af. Men ved at rense rummet omkring det enkelte objekt, ved at selektere, så mængden af værker forbliver overskuelig, og ikke mindst ved at skabe dét, der mest af alt fremstår som en totalinstallation, fremhæves værkernes tidløse og evigt fascinerende kunstneriske kvaliteter. Braase lever i sin egen ret, uafhængig af sin egen tid. Og det klæder hende godt.

For pænt?

Men det bliver måske også lidt (for) pænt? Hvis Braases værk har virket vildt grænsesøgende og eksperimenterende, da det blev skabt, går dette i nogen grad tabt i udstillingens nutidige white-cube fortolkning af kunstneren.

Kuratoren har valgt at fokusere på den stramt strukturerede, næsten konceptuelle del af Braases værk, men kunstneren var meget mere end det: Fræk, humoristisk, skæv og nyskabende. Det fremstår tydeligst, når man fokuserer på det enkelte værk, frem for at læse det ind i helhedsindtrykket.

Alligevel fremstår værkerne vedkommende og aktuelle. Vi kan se vores egen tid gennem hendes værk og spejle vores egen samtidskunst i det. Det er ret meget, og vigtigt for forståelsen af hendes vægtige værks betydning i dag.