Ren girl power

Billedkunstner Mikkel Carl kender den unge kunstmesse Code Art Fair indefra som kurator sidste år og over to artikler sætter han årets messe i perspektiv. Første gang er lykkens gang, hvor det bl.a. handler om “glasloftet” i den hvide kube.

Forleden dag så jeg mig foranlediget til at forklare min kone, hvad ’glasloft’ er. Hun troede, jeg sagde ’glasnost’ – deraf misforståelsen. Måske fordi hun var ung og politisk bevidst i atomfirserne og havde russisk i gymnasiet. Eller måske fordi det ikke er noget, hun nogensinde har ligget under for.

Hun er nemlig forfatter og en af halvfemsergenerationens fornemmeste repræsentanter – en gruppering i dansk litteratur, der i den grad er domineret af kvinder. Det er faktisk så ‘slemt’, at især Politiken finder det nødvendigt med jævne mellemrum at revse de utroligt succesfulde damer omkring de 50. Så sikkert som amen i kirken ledsages uddelinger fra Statens Kunstfond af lister og opgørelser over hvem, der har fået hvad og hvor meget. Er det mon udtryk for misogyni, slet skjult misundelse eller selvpåført bodsgang?

Kønsfordelingen i kunsten
Indenfor billedkunsten er kønsfordelingen – her med omvendt fortegn – også emne for mere eller mindre veldokumenterede, konspiratoriske teorier vedrørende museale indkøb og fordeling af offentlige støttemidler.

Ikke så få taler for positiv særbehandling, som det kendes fra Sverige: Den ikke længere særlig ‘humanistiske stormagt’, hvor glasset ikke er halvt fyldt, men halvt tomt. Her insisterer man benhårdt på 50/50. En slags kommunistisk moralisme, hvor det hverken handler om hin enkelte eller om lige muligheder for alle, men om god samvittighed i form af absolut lighed på bundlinjen.

Personligt har jeg svært ved at forestille mig det gavnlige ved, at en række af Danmark største, ‘kvindelige’ forfattere, som de til stadighed kaldes, havde fået stækket vingerne op gennem halvfemserne og nullerne for at gøre plads til deres åbenbart lidt svagere – om end ikke af den grund mindre talentfulde – mandlige kolleger. Men måske gælder reglen slet ikke den vej rundt?

Spørgsmålet er ikke, om det er problematisk, at mænd er klart overrepræsenteret i forhold til bl.a. museumsudstillinger og gallerier (ækvivalenten til erhvervslivets topstillinger og bestyrelsesposter), for det er det.

Men hvordan afhjælpe problemet på en måde, der ikke ofrer kunstens frie forskning i skønhed og erkendelse, blot for at lindre moralske tømmermænd? I fordelingen mellem ”det gode, det sande og det skønne” vil jeg mene, at ”det gode” bør være det mindste onde. Det gælder også, eller måske især, i forhold til såkaldt politisk kunst.

Imidlertid er der godt nyt for alle erklærede feminister – såvel som for alle os andre. I hvert fald i forhold til kunstmessen CODE, der igen i år finder sted i Bella Center ultimo august. Efter sidste år at have haft en kuratorgruppe, der, inklusiv undertegnede, fortrinsvis bestod af mænd, er der i år gjort rent bord (rengøringsmetaforen er måske ikke verdens bedste i den her sammenhæng) med et helt nyt hold, der udelukkende består af kvinder. Ren ’girl power’, som det hed i halvfemserne med en betegnelse, der ikke længere synes fin i kanten. Nu hedder det: “The Future is Female”.

Fire kvinder i færd med at spille Code op i næste division
Igen i år er direktør for messen Julie Leopold Alf, der står for at træffe de overordnede beslutninger såvel for salg af stande, budget og meget, meget mere. Hvis det ikke var, fordi det netop i den her kontekst lød lettere nedladende, ville jeg kalde hende en energizer bunny, der med godt humør og indædt professionalisme overkommer næsten enhver hindring på sin vej. Holdet, hun har sat, består derudover af Caroline Bøge, Irene Campolmi og Saskia Draxler. Den tager vi lige igen: ”Fire kvinder, heriblandt to udlændinge, laver international kunstmesse i København”. Det burde i sig selv være en historie for diverse kultur-, weekend- & wellness-tillæg.

Caroline Bøge startede for godt et års tid siden som selvstændig kunstrådgiver. Inden da var hun manager hos Nils Stærk, der er et af Danmarks få virkelig internationale gallerier. Det afspejles tydeligt i den liste af gallerier, som indtil videre har meldt deres deltagelse på messen, heriblandt Galerie Perrotin, der har filialer i Paris, New York, Hong Kong, Seoul og Tokyo. Man mærker alligevel et vist vingesus.

Sidste år var messens talkprogram lidt det tynde øl, men i år får man virkelig noget for sit turpas. Ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet samt kuratorassistent og researcher på Lousiana Irene Campolmi står nemlig for de events, der skal få den politisk bevidste forbruger til at tage det sure med det søde – det der på musealsk hedder ”kolde udstillinger”.

Og hvilken fest. Og tematisk kohærens, apropos førnævnte platoniske treenighed. Under titlen Art reACT sættes der fokus på kunstens i bred forstand politiske potentiale, hvilket der, som det for tiden hedder i pressemeddelelser fra New York og omegn, er brug for ”now more than ever”. Det flotte er i den forbindelse bredden. At få Tone Olaf Nielsen fra Trampolin Huset til at give en talk på en kunstmesse (ved et atelierbesøg for snart 15 år siden udbrød hun forarget: Sig mig engang, laver du stadig objekter?) er en slags kunstens ’singularity’.

Irene Campolmis program ligger således fint i forlængelse af den ambitiøse udstilling, Caroline Bøge tidligere på året kuraterede sammen med Nikolaj Stobbe, der også er at finde i weekendens program. Som en art opvarmningsturnering eller venskabskamp fandt udstillingen In Every Step There Is a Movement sted for en enkelt aften i Bella Center. Den bestod af værker af kunstnere flygtet til Danmark, samt af internationale kunstnere som Danh Vo, Runo Lagomarsimo og Superflex, der alle tematiserer immigrationens for- og måske især bagsider.

High five hele vejen rundt – for ikke alene trådte et par balletdansere lige ud af Carolines fortid, men også den ikke just Trump-fähige, og derfor nyligt aftrådte, amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford (min datter har i flere år fulgt ham på Instagram!), troppede op sammen med sin mand. Og han talte dunder, så selv mit pænt afmålte protestantiske sind blev sat i emotionelle svingninger, mens snemasserne hobede sig op udenfor glasdørene, som prøvede det ligeledes tempererede danske klima også at give sit besyv med.

Som noget OK enestående i en dansk sammenhæng er Saskia Draxler fra galleriet Nagel/Draxler i Köln og Berlin fjerde hjul på vognen. Og sagt med al tænkelig respekt for Susanne Ottesens fortræffeligheder som gallerist (personligt er jeg en stor fan), så repræsenterer Saskia Draxler rent kommercielt next level: Art Basel og hvad dertil hører.

Tilsammen er de fire kvinder – ret beset skal det nævnes, at Max Bossier fra Larrys List på falderebet blev VIP Relations Manager, og at eksekutiv direktør for CODE såvel som for modemessen CIFF er Kristian W. Andersen – i færd med at spille Code op i næste division.

Trickle down-effekt?
Messen kom rimelig godt fra start sidste år, men led stadig af nogle børnesygdomme (ikke ét ord om ”barnets første sygedag”), så vi afventer i spænding kampens resultatet. Bl.a. har jeg som medlem af Statens Kunstfonds Indkøbs- og Legatudvalg for Billedkunst, som det så elegant hedder, været i bekneb for værker af især yngre, kvindelige kunstnere på både Art Herning, Code og Chart.

Men måske kan sammensætningen af kuratorteamet have en vis ’trickle down’-effekt, så de inviterede gallerier vægter de kunstnere, de har i stald, med den omhu og respekt, vi alle sammen fortjener. Set ud fra et rent økonomisk perspektiv er det måske en lidt omvendt måde at anskue tingene på, men alligevel ikke i det lange løb, tror jeg. For det handler om at skabe lige muligheder for kunstnerne, og det at vise sine værker på en messe er jo netop dette: En mulighed – uden statsgaranti.