Såret – kunst som terapi

Siden slutningen af 90erne har Danmark været en krigsførende nation og danske tropper har i fredens navn udført operationer af forskellig karakter i Nordafrika, på Balkan og i Afghanistan. Med den danske krigsdeltagelse følger også tab af danske liv, at danske soldater såres og at veteraner efterfølgende må kæmpe med både fysiske og psykiske mén.

Krigene og deres ofte langtrukne og asymmetriske fortællinger er blevet en del af vores hverdag og de har også sat sig spor i kulturen og i samtidskunsten. Aktuelt på udstillingen Krig, kunst og Danmark på Holstebro Museum, som jeg har anmeldt andetsteds på KUNSTEN.NU.

Læs anmeldelse af Krig, kunst og Danmark her

Nærværende artikel supplerer med en diskussion af Martin Nores Projekt For Skadede Veteraner,  der – som et appendiks til udstillingen – rejser nogle relevante spørgsmål om kunst som selvterapeutisk – og politisk redskab.

Mentor – en hjælpende hånd
Martin Nore har været soldat i stort set alle de krige, som Danmark har deltaget i. Nu – hjemsendt for sidste gang, lider han af Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD), og derfor er hans rehabilitering en smertefuld proces. På et ophold på Holbæk Kunsthøjskole mødte Nore billedkunstneren Simone Aaberg Kærn, og hun blev hans mentor.

Forankring af konceptet
Projekt For Skadede Veteraner består af tre store eksplosions-malerier, som tre veteraner har lavet. Projektet tager fat på smerten, fysisk som psykisk, som de skadede veteraner kæmper med. Deres tabserfaringer og deres oplevelser af isolation og svigt er helt centrale for Nores idé, som forfølger den tanke, at den kunstneriske proces i forening med hensigten at skabe noget ’smukt’ ved hjælp af – i dette tilfælde – sprængladninger og maling kan hjælpe de skadede veteraner igennem en vanskelig helingsproces.

Inspireret af tre kunstneriske forbilleder har han samlet sit koncept, så det rummer den spontane action-painting fra Pollock, sammenhængen mellem metier og kunstnerisk handling fra Karel Appel og det socialt inddragende og selvopbyggende aspekt fra Kærn.

Et stærkt personligt dokument
Sprængnings-malerierne fandt sted inden for militære rammer, men på Holstebro Museum vises desuden den film, som Nore lavede som akkompagnement til malerierne.

Filmen er et stærkt personligt dokument, der dels kontekstualiserer veteranernes arbejde og tilstedeværelse i krigszonerne, og dels åbner den verden op, som de hjemvendte og skadede forsøger at håndtere. Brinth, MF og Weldum står frem med deres individuelle historier, og de benytter deres nick-names fra fronten, måske fordi de også er mere synonyme med, hvem, de i virkeligheden er efter krigsindsatsen? I alle tilfælde symboliserer kælenavnene en midterposition i den smertefulde pendlen mellem den militære og den civile identitet, som veteranerne ufrivilligt befinder sig i.

Fra kaos til skønhed
Filmen beskriver – gennem en fint administreret krydsklipteknik og en tilpas subjektiv lydside – et indre og et ydre kaos, som det kommer til udtryk gennem små private videostumper fra krigszonen, der indeholder alle krigens modstridende realiteter: drab, omsorg, kedsomhed, forvirring, angst og rastløshed.

Den indeholder også interviewbidder, hvor de tre hovedpersoner minutiøst og detaljeret beskriver omstændighederne, omfanget og konsekvenserne af deres sår. De viser før- og efter-amputationsbilleder, alt imens deres ansigter afslører det psykiske pres, som erindringen og deres nuværende udsatte situation skaber. Der er ingen tvivl om, at disse mænd har posttraumatisk stress, og der hersker heller ingen tvivl om hvorfor.

Filmen forløser på en måde sin intention, for den skaber sympati, og den bidrager med et kompliceret indblik i de forhold og strukturer, som påvirker soldaternes liv. Men mest af alt åbner den for et kig ind i de dybe sår på sjælen, som krigen skaber. Sår, som burde hele, når veteranen atter var hjemme, men som tilsyneladende vedbliver at stå åbne, fordi der hverken inde for militæret eller i civilsamfundet eksisterer den fornødne viden og de ressourcer, det kræver at støtte den enkelte skadede veteran i at overkomme krigsoplevelserne og genvinde livet.

Transformation
Veteranerne forsøger i filmen at adressere såret åbenlyst med ønsket om dermed at hele det. Gennem arbejdet med sprængnings-maleriet forsøges brutaliteten og volden kanaliseret og transformeret. Malerierne fremstår herefter som portrætter af de tre veteranernes følelser og sindstilstande på det tidspunkt, hvor maleriet blev til.

De tre malerier er smukke på afstand. Tæt på er de i højere grad ildevarslende for splattereffekten og taktiliteten er veltalende, og på baggrund af filmen er symbolværdien stærk. Alene vil de næppe blive opfattet som andet end et spray-paint-ekko fra Pollock. Som konceptmaleri har de derimod en berettigelse, men ikke løsrevet fra deres kontekst.

Nore har formodentligt ret, når han peger på, at tabuerne skal overskrides, så smerten kan udtrykkes, før såret på sjælen kan heles. Om deltagelsen i maleprojektet havde den effekt for Brinth, MF og Weldon, kan jeg af gode grunde ikke vide. Omvendt føler jeg mig overbevist om, at handlingen fungerer som en del af løsningen, og det er godt set af Nore og Kærn.

Psykosen sat på formel
Når man har set filmen, står det klart, at hvis ikke samtalen med civilsamfundet lykkes for den skadende veteran, så er der kun to farbare veje: tilbagetoget til frontens kaos eller, hvis det ikke længere er muligt, så tilbagetrækningen fra samfundet og ind i det altomsluttende indre kaos som en sidste nødløsning. Det kan ende med et liv i ensomhed og måske som hjemløs med en hule i skoven.

Krig er psykosen sat på formel – alene uden krigens apparat, er den skadede veteran prisgivet og truet af sammenbrud, hvis han ikke rummes og hjælpes tilbage til det civile liv. Nore viser os, at helbredelse af de skadede veteraner er afhængig af, om de møder menneskeligheden og genfinder den i sig selv.

En påtrængende subjektivitet – en udvidelse
Spørgsmålet er så, om kunstscenen er det rette sted at tale fra?

Faktum er, at krigens mørke realitet er et tabu, og at militæret derfor fungerer som en dysfunktionel familie, der på trods af alt, hvad der er selvindlysende, forsøger at skjule det, som ikke må ses eller siges højt.

Kunstens rum er traditionelt åbent for det, som ikke endnu kan italesættes åbenlyst andre steder, og personligt synes jeg, at Nores værker gør udstillingen ekstra vedkommende. Hans på samme tid påtrængende og nøgterne subjektivitet er absolut relevant i sammenhængen. Dens nerve fungerer som en udvidelse, som perspektiverer de øvrige værker.

Andre vil måske finde hans eksplicittet stødende, endda skamløs? Det er et spørgsmål om overbevisninger og et resultat af de fælles konventioner, vi efterlever i vores omgang med krigen og dens ofre. Nore – og udstillingen generelt – forsøger at udvide feltet for, hvordan vi taler om krigen. Det synes jeg godt om.

Omvendt vil jeg ikke råde Nore til at nære for høje forventninger til kunstverden som sådan, for den er også en krigszone, og det er umuligt at være en del af den, hvis man lader sig slå ud af kritik og afvisninger.

Tak
Men det bliver spændende at se, hvordan Nore udvikler sig på den lange bane. Om han er i stand til at løfte sin kritiske røst til andre niveauer, og om det kan forenes med en mere udviklet kunstnerisk praksis? Det må fremtiden vise.

Tak skal han i alle tilfælde have for at vise os, hvor kompleks, ambivalent og udfordrende en situation det er at være skadet krigsveteran. Tak også til de kunstnere, der flankerer Martin Nore på udstillingen, og på den facon bidrager til at forbinde ham  – ikke kun med samtidskunstscenen, men også gennem de udstillede historiske malerier – med en relevant del af kunsthistorien.