Samtidskunst med små skridt
Kunstnerisk udvikling kan sagtens forenes med det ar drive forretning, siger gallerist Charlotte Fogh.
Kunstnerisk udvikling kan sagtens forenes med det ar drive forretning, siger gallerist Charlotte Fogh.
Lene: Charlotte Fogh, hvordan går det at vente på de små fornyende ryk fra kunstneren og samtidig drive forretning op i en højere enhed?
Charlotte: Jeg er ikke produktudvikler. Det er ikke min interesse at pumpe kunstnerne for maleri. I vores dialog kan jeg følge deres udvikling og se, hvor de er på vej hen. De forklarer mig, hvad de er inde og udforske lige nu.
Når de har forsket nok, eller har fundet en løsning eller nye spørgsmål, de så forfølger. For dem er det et megaskred, som for andre kan forekomme at være små marginaler. Kunstnere stagnerer aldrig. Den kunstneriske integritet er umiskendelig. At begynde at arbejde med blå i stedet for gul kan være et mentalt skred, fordi det påvirker os.
Lene: Hvor frit stillet er dine kunstnere i processen?
Charlotte: Som udgangspunkt må en kunstner, der skal udstille her, lave det, han vil. Indholdsmæssigt bør man have så megen tillid til de kunstnere, man samarbejder med, at man ved, at de ikke fraviger deres kunstneriske intention.
Ens grundlæggende kunstneriske intention rykker sig ikke på grund af mediet, det får bare et andet udtryk.
Men når jeg driver forretning, og for eksempel vil sælge malerier, så blander jeg mig. Det er typisk, hvad mediet angår, at jeg kan være selektiv og præge kunstnerne kuratorisk.Selvom det kunne være interessant med en installation, skal der være noget, der sælger. Det er også i kunstnerens interesse.
Lene: De unge malere stormer frem, og der er tilsyneladende penge i det. Bagsiden kan så være, at de bliver hurtigt udbrændte, er selvcensurerende, går over til andre medier og bliver presset fra gallerierne og kritikerne. Hvordan forholder du dig til det?
Charlotte: Nogle af kunstnerne har ret tidligt fundet deres udtryk. Flere af akademieleverne har allerede arbejdet med deres kunst i mange år og ved godt, hvad de vil.
Men der er helt sikkert den fare, når de bliver hentet tidligt fra akademierne, at de ret hurtigt bider sig fast i en stil. Det er et problem, hvis de ikke kan komme videre. Hvis de ellers har et behov for at udvikle sig som kunstnere, må de tage en snak med galleriet om, hvordan de kan gøre det. Galleristerne er dygtige nok til at opdage modenheden og at se igennem det, der udelukkende er nyt og kortvarigt. Galleristen bør ikke vejlede, men se potentialet.
Lene: Bortset fra de varige træk hos en kunstner kan det så være problematisk for et forretningsdrevent galleri, når han eller hun kommer med noget nyt?
Charlotte: Nej. Jeg begynder først og fremmest at samarbejde med en kunstner, fordi jeg kan lide hans ting. Jeg vil også gerne se, at han udvikler sig. Dernæst fordi jeg mener, det har et potentiale i forhold til kundekredsen og galleriets profil. Det er kun problematisk, hvis arbejdet ændrer sig radikalt, så man ikke kan kende kunstneren i det. Hvis en kunstner arbejder med for eksempel humor eller skulptur, pludselig ændrer ståsted og laver noget helt andet, er det nok en anden kunstner, man skal samarbejde med – en, der bedre kan orientere sig eller formidle sin kunst i det pågældende medie.
Lene: Hvori består det nye og det sete hos for eksempel Eske Kath, som du lige har vist i galleriet?
Charlotte: Fra at have været erklæret maler beskæftiger Eske Kath sig nu også med installationer og fotografi. Hans installationer plejer at have et scenografisk forløb, for eksempel i loftet eller gulvet. På denne udstilling har han arbejdet skulpturelt med sin installation Pile. Installationen et skulpturelt værk i sig selv, som interfererer med rummet og går i dialog med malerier og fotografier. Det bliver spændende at følge den drejning hos ham. Drivkraften er stadig at bearbejde et modsætnings-tema: Hvordan vi kan være tiltrukket og frastødt at den samme ting i naturen, og hvilken indflydelse katastrofer har på vores liv. Eske Kaths billeder har taget en mere psykologisk drejning væk fra det konkrete. De deciderede vulkanudbrud har fået et mere symbolsk udtryk. Billederne er blevet mere abstrakte, og der er kommet nye figurer ind. Natsværmerne er et fremmedelement, der skaber en ny fortælling i billederne og ændrer virkelighedsgengivelsen hen imod noget mere abstrakt.
Lene: Er konklusionen, at fornyelse og genkendelighed ikke nødvendigvis udelukker hinanden?
Charlotte: Nogle står og laver den samme blå streg hele livet, og nogle laver noget nyt hver eneste gang. De fleste har dog en drivkraft og en selvcensur, der gør, at de har lyst til at lave noget nyt.
Tit oplever jeg et pres fra kunstkritikerne og anmelderne om, at ’det er det samme, og vi vil se noget nyt’ – hvad det så end er. Kunstnere udvikler sig på forskellige måder, men ingen har lyst til at stå og gentage sig selv.