Samtidskunst på toppen af Danmark

Udstillingsstedet SKAL Contemporary holder til i Skagen. Anne Møller Christensen og Sara Løvschall Grøntved står bag platformen, der har eksisteret siden 2021, og de fortæller her om arbejdet med at stable et udstillingsrum på benene langt fra kunstscenerne i de store byer.

De blygrå skyer hænger tungt over landskabet, da jeg en novembermørk eftermiddag tager turen over Hulsig Hede på vej til Skagen. Selv for en indfødt nordjyde som jeg selv synes den sidste strækning gennem det golde, måneagtige hedelandskab lang og det sitrende sommerlys, Skagensmalerne så berømmeligt forevigede i deres malerier, uendeligt fjernt.

Det vindblæste klitlandskab rummer en egenartet, barsk skønhed, og er man forvænt med storbyernes kunstscener, hvor museer og udstillingsrum er bekvemt beliggende lige om hjørnet – og hvor publikum er på konstant jagt efter det seneste trendy sted at se og blive set – står det hurtigt klart, at det kræver et helt særligt drive og engagement at tage udfordringen op og starte et udstillingssted for samtidskunst her.

SKAL Contemporary har til huse på Sct. Laurentii Vej i hjertet af Skagen, ikke langt fra havnen. I døren modtages jeg af Anne Møller Christensen og lyden af Vesterhavets buldrende blæst fra Hanne Nielsen og Birgit Johnsens videoinstallation Lunch // Blowers, der netop nu kan opleves i det mørklagte udstillingslokale.

En mobil platform for stedsspecifikke værker

Anne Møller Christensen og Sara Løvschall Grøntved mødte hinanden i studietiden på Æstetik og Kultur på AU og blev snart involveret i en række kulturprojekter centreret omkring Aarhus’ Sydhavnskvarter. Covid-nedlukningen i 2020 satte dog en brat stopper for projekterne, men for de to nyuddannede kulturentreprenører blev nedlukningen også en mulighed for at gå i tænkeboks, researche og formulere et nyt udstillingskoncept, der året efter manifesterede sig som SKAL Contemporary, og som i første omgang har fungeret som en mobil udstillingsplatform for stedsspecifikke udstillingskoncepter med udgangspunkt i den nordjyske natur.

Læs også: Ny udstillingsplatform for samtidskunst i Nordjylland

“Fra begyndelsen lå det i maven på os, at det ikke nødvendigvis var i de store byer, vi skulle lave noget. Og fordi vi begge har en tilknytning til Nordjylland, var det meget naturligt, at det var dén vej, vi kiggede”, forklarer Anne Møller Christensen.

En vigtig drivende motivation var desuden, at samtidskunsten var forholdsvis svagt repræsenteret på egnen.

“Vi undrede os også over, at der ikke var andre initiativer i Skagen, når der nu er en kunsthistorie, som vi ikke kan lukke øjnene for”, supplerer Grøntved. “En historie som vi iøvrigt også læner os op ad i vores arbejde”.

Forholdet mellem kultur og natur og ikke mindst historien om området omkring Skagens Odde blev et centralt afsæt for SKAL. “Derfor gav det ikke mening at sidde i Aarhus. Så vi startede som en mobil platform: Vi skulle ud, hvor folk var, og nå så mange som muligt.”

At opdyrke et publikum

For Grøntved og Christensen ligger det centralt i projektets DNA at adressere en væsentlig udfordring i områder med begrænset adgang til samtidskunst, nemlig at mange ikke føler, at de har en plads i sådan et kunstrum og ofte føler sig fremmedgjort, inden de overhovedet er trådt ind ad døren.

“Vi vidste godt, at der ikke stod et samtidskunstpublikum klar. Det var og er til stadighed noget, vi skal ud og skabe”, forklarer Christensen. “Så vi har en ret stor opgave og forpligtelse ifht lokalbefolkningen, hvor vores antagelse fra begyndelsen har været, at vi ikke kan mobilisere folk til at sætte sig i et tog eller en bil for at køre langt efter det: Vi er nødt til at lande lige der, hvor de i forvejen er og forhåbentlig skabe kontakt ad den vej.”

I Hirtshals installerede SKAL en udstilling i en gammel maskinhal på havnen med kunstnerne Rikke Ehlers Nilsson og Ragnar Persson. Et værk, der blandt de lokale ofte blev mødt med forundring – men også nysgerrighed.

“Vi kan mærke, at man nogle gange skal ses lidt an, men nysgerrigheden vinder heldigvis ofte”, fortæller Anne Møller Christensen. “Folk kører måske forbi de første fem gange, men så kan det være, at man den sjette gang alligevel er nødt til at stoppe op høre: ‘Hvad er det her?’ Og så har man jo et udgangspunkt. Vores vigtigste opgave er så at få grebet denne nysgerrighed.”

“Vi prøvede i begyndelsen at være opsøgende, men det handler om at hvile lidt i det og lade folk opsøge det selv. Så møder man eksempelvis folk ved det gamle Solcenter, der spørger: ‘Er det jer, der…’. Så får man en mere organisk og tillidsvækkende kontakt, end hvis man bare opsøger folk på gaden – det skal man ikke!”, tilføjer Anne Møller Christensen med et grin.

Involvering af lokale kræfter

Oskar Kolianders Broom Buzzems (2021) tog udgangspunkt i lynglandskabet omkring Skagen. “Genkendelsen af et landskab er noget af det, vi arbejder med”, fortæller Grøntved. “Det er ikke noget, vi stiller som absolut krav til kunstnerne, men vi prøver at skabe et konceptuelt afsæt, som er afkodeligt og giver en indgangsvinkel eller et perspektiv, som lokale, der måske ikke er så vant til at gå på kunstmuseum eller se samtidskunst, kan spejle sig i. Det handler om at tage de levede erfaringer alvorligt hos det publikum, der kommer.”

En anden strategi handlede om at involvere lokale kræfter direkte i værkproduktionen. Eksempelvis blev en del af værkets lydside indsunget af et lokalt mandskor.

“De kom allesammen med deres familier til ferniseringen, så denne måde at samarbejde og inddrage de lokale på, er også en måde at etablere publikumskontakt på”, siger Grøntved.

Strategien har dels været med til at give stedet en lokal forankring, give de lokale en følelse af medejerskab og i det hele taget afmystificere et kunstrum som SKAL. Blandt succeshistorierne nævner Christensen en ældre herre, tidligere havnearbejder og senere naturformidler, som var involveret i projektet og som nu dukker op til mange af arrangementerne – også de tungere kunstfaglige talks, hvor målgruppen ellers er de særligt kunstinteresserede.

Man skal bare gøre det!

Den lokale forankring skaber også unikke muligheder, man ikke finder på samme måde i storbyerne: “Når man arbejder i et lokalsamfund, er der flere døre, der står åbne. Man ved godt, at ‘det er Tove, man skal have fat på’, hvis vi har brug for et kor. I det konkrete projekt arbejdede vi også med Naturstyrelsen Vendsyssel, hvor vi fik tilladelse til at høste lyng, som en del af deres naturplejeplaner. Det er en af de skønne ting ved at arbejde i et mindre samfund: Der er lidt kortere vej til at få tingene gjort, fordi man også møder hinanden i Brugsen eller i tennisklubben.”

Selvom det har været en proces med en stejl læringskurve, er anbefalingen fra Anne Møller Christensen og Sara Løvschall Grøntved dog klar, hvis man selv går med tanker om at starte et lignende projekt op: “Man skal bare gøre det. Hvis ikke man prøver, så sker det ikke. Men samtidig har vi været bevidste om ikke at skulle starte med at have en perfekt institution, men med noget, der var muligt. Vi har hele tiden været bevidste om at lade tingene udvikle sig organisk, efterhånden som vi også blev dygtigere, økonomien mere solid, og netværksstrukturerne og den lokale opbakning stærkere.”

“I opstarten brugte vi meget tid på at tale med folk, før vi lagde os fast på, hvad det skulle være for en platform. At få kontakt til det miljø, der allerede er lokalt. At få skabt et netværk og bruge de kræfter, der er i byen. Og at arbejde med den politiske opbakning lokalt og få en fast støtte fra kommunen.”

Fra omrejsende platform til fast adresse

En erfaring, makkerparret hurtigt gjorde sig, var, at det var vigtigt med forankring på en fysisk adresse. At være i Nordjylland og have et lokal målgruppe, som skal se en an, kræver, at man er synlige i bybilledet. “Det kunne skabe ret meget forvirring at være et nyt sted hver anden måned”, fortæller Grøntved.

“Noget at det, vi sidenhen har forsøgt at arbejde med, er at sige, at vi er en del af et lokalsamfund. Så vi vil gerne løse flere opgaver end “bare” at lave de udstillinger, som er vores kerneopgave”, fortæller Anne Møller Christensen. “Man kan også se SKAL som en kulturel platform; et mødested, hvor man kan drikke en kop kaffe, mødes til en fredagsbar, hvor der er en introduktion til en udstilling eller en koncert med noget musik, der ellers ikke er tilgængeligt her. Det er også med til at skabe tilknytning og afmystificere stedet: Har man været med til noget, der var rart, så har man også mere lyst til at komme igen.”

Samarbejder på tværs af geografi

Lige nu samarbejder SKAL blandt andet med det lokale kulturhus, det regionale spillested Huset i Aalborg, og kuraterer desuden et kunstprogram på Alive Festival i Thisted.

“Vi prøver at bruge de kræfter, der er, både lokalt og i regionen”, forklarer Anne Møller Christiensen. “Ser man på Nordjylland som helhed, så er det jo et enormt stort geografisk område, men vi har hele tiden arbejdet med det, som om at det er én kunstscene. Vores kollegaer i Thy er stadig nogle af vores nærmeste fagfæller, selvom det tager 2,5 time at køre derned. Der er lange distancer, men der er også et miljø.”

“Det er positivt, at vi får flere kollegaer fordelt rundt omkring i landet. Man kan også se det hos Statens Kunstfond: De kan godt lide at lave et kort, hvor man sætter prikker rundt i hele landet, så vi sidder jo bare og hepper på, at flere kan få det til at lykkes – også i mere end et år eller to, for det kan være udfordrende. Men det er noget, som er så utroligt vigtigt ift. social mobilitet og et demokratisk sammenhængende samfund, at de spørgsmål, som samtidskunsten behandler, også er tilgængelige, hvis man f.eks. er vokset op i Frederikshavn eller Haderslev eller Struer.”