Seværdig afgangsudstilling af stor kvalitet

Afgangsudstillingen fra Det Kgl. Danske Kunstakademi blev forsinket pga Coronasituationen. Heldigvis har kunstnerne udnyttet den ekstra sommertid til at skærpe præsentationen i en mangfoldig og spraglet udstilling, hvor flere af kunstnerne arbejder i et produktivt felt mellem spekulation og fakta.

Netop som de kommende afgangselever fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i foråret skulle sætte slutspurten ind for at realisere deres præsentationer til deres afgangsudstilling, lukkede landet ned. Bum. Eleverne havde for en stund ikke adgang til deres atelierer, og arbejdet var derfor henlagt til andre steder. Og åbningsdagen udskudt til efteråret.

Det kan udfordre selv den mest erfarne, rutinerede kunstner. For hvad gør man så? Det eneste rigtige: Fortsætter ufortrødent og i håbet om en god løsning. Mens Det Fynske Kunstakademi manøvrerede på samme manér, og udskød åbningsdatoen, valgte Det Jyske Kunstakademi en ganske kreativ vej. Nemlig ved at lade eleverne gentænke udstillingsformatet og skabe værker, der kunne opleves digitalt, i vinduespartierne, og på ydermuren fra gårdspladsen i Kunsthal Aarhus.

Læs anmeldelse af Det Fynske Kunstakademis afgangsudstilling

Som udefrakommende gæst på Det Kgl. Danske Kunstakademis afgang på Charlottenborg fornemmer man ikke, hvordan de enkelte kunstnere har været påvirket af udfordringerne. Det er en god, seværdig afgangsudstilling af stor kvalitet. Langt de fleste kunstnere har til fulde udnyttet den ekstra sommertid, som de har fået.

Der er mange eksempler: Bodil Krogh Andersens (foto)objekter på reoler, Sara Annsofidottes fysiske kontorlandskab, og Anne-Mai Sønderborg Keldsens natfotos, der opleves i et rumligt forløb, er meget overbevisende og gennemførte. Men mange andre værker fremstår også som helstøbte præsentationer, hvor koncept og installatorisk udførsel harmonerer godt.

Tilpas mærkelige praksis-sammenstød

Kurator Helga Christoffersen har formået at skabe visuelt appellerende rum med fængende dialoger, som i det smalle rum hvor Amr Hatem og Martin Christoffer Lund udstiller. Eller med så tilpas mærkelige praksis-sammenstød, at man bliver nysgerrig på, hvad den enkelte kunstners værk handler om. Hvor man kan forføres af ‘larmen’ fra de mangeartede udtryk.

Man kan ikke sige, at Erik Hällmans malerier på pap ‘klæder’ Carl Plums antropologiske studie udi den københavnske natur. Eller at Anton Linds performative maleri og video blender naturligt ind i udstillingsrummets samlede koreografi.

Alle værker er ret så komplekse i deres fortælling, og selvom det ville være muligt at italesætte samlende begreber for rummet som fx ‘undersøgelser’, ‘fortolkning af fysiske registreringer’ eller ‘kunstneren som aktivt, agerende medie’, er rummets kvalitet primært den, at her får udstillingsgæsten Afgang 2020 fra sin mere spraglede og mangfoldige side.

Hvis man nu skal tale om tendenser…

Der er flere tematikker, som synes at være særligt fremherskende på denne afgangsudstilling. Hvor værkerne centrerer sig i begrebspar, der bestemt ikke er hinandens simple modsætninger, men snarere relaterede spændinger, der giver udtrykkene kant.

Flere kunstnere interesserer sig for det imaginære og forestillede sat over for dokumenterbare fakta, eller for mødet mellem det naturlige og det syntetiske, det velkendte versus det fremmede, forholdet mellem det synlige og usynlige, mellem dét kunstneren visualiserer, og det vi kun kan forestille os.

Det er et tydeligt omdrejningspunkt for eksempelvis Jonas Handskemager. Han har skabt en spekulativ fortælling om (en faktisk eksisterende person) J.B Dadas. Med brug af både fotografi og 16 mm animationsfilm, skaber kunstneren et fiktivt portræt. Installationen ‘mapper’ ikke Dadas liv og levned 1:1. Kunstnerens egen fantasi og personlige referencer blander sig ind i biografien. Det stærkt konceptuelle værk er stofligt og poetisk præsenteret, og kan opleves alene på de sanselige præmisser.

Læs interview med en afgangsstuderende fra Det Jyske Kunstakademi

Også Amr Hatem udfordrer det narrative med udgangspunkt i det spekulative. Han arbejder tilsvarende med ‘dokumentargenren’ ved at interviewe forskellige mennesker om en person, hvis portrætfoto tilsyneladende er det eneste bevis for, at personen rent faktisk har eksisteret. Tvivlen skaber suspense og refleksion over, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion. Der er noget grundlæggende fascinerende ved at gå med på legen, og på basis af de tråde, kunstneren lægger ud, selv danne sig forestillinger om det univers af skæbner, fortællinger, der mere eller mindre direkte foldes ud i kunstneriske registreringer.

Hullerne i hækleriet skaber mønstre

Uanset hvor tæt op ad virkeligheden kunstneren læner sig, er værket allerede en repræsentation. Heri ligger også diskussionen om brugen af allerede eksisterende materiale – readymades – og det håndlavede, kunstnerisk bearbejdede.

Tina Wulffs papirværker fremstår således abstrakte i deres udtryk med et bagvedliggende mønster, der synes skabt af en præfabrikeret form. Men sådan er det ikke.

Værkerne er resultatet af en lang proces, der minder lidt om at kopiere fra et foto-negativ til fotopapir. Kunstneren hækler først et stykke stof i et abstrakt mønster, der er forudbestemt og næsten mekanisk udført. Stoffet tilføres akvarelmaling, og kopieres dernæst over på papiret. Det er hullerne i hækleriet, der skaber mønsteret sammen med malingens bevægelser over stoffet.

Wulffs virkelighed er materialet, men det er i tilblivelsesprocessen, at den kunstneriske ide visualiseres.

Det er godt som udstillingsgæst at blive udfordret og afkrævet en nysgerrighed på det omkringliggende materiale og af den kunstneriske intention. Det er for så vidt en præmis for mange af udstillingens værker og for den gode kunst helt generelt.

Afgang 2020 er fyldt med den slags kunst, og er man orienteret mod og interesseret i samtidskunstens unge kunstnere, kommer man ikke uden om denne udstilling.

Det ligger uomtvisteligt i kunstens væsen at være en fortolkning, en vinkel på verden baseret på en kunstnerisk vision eller idé. Super banalt, men stærkt aktualiseret på en udstilling, hvor mange af værkerne kredser om netop forholdet mellem konkrete registreringer og kunstnerisk bearbejdning af dem. Som udstillingsgæst har man værkerne at forholde sig til.

Det er i denne sammenhæng slet ikke så lidt.