Shh… kunstobjektet taler

Uden Titel er den velvalgte titel, når Kunsthal Nord præsenterer unge kunstnere, der insisterer på, at objekterne taler deres eget sprog. Som samlet udstilling er der dog tale om metervare.

Nanna Abell står for de eneste ‘malerier’ på den aktuelle udstilling [Uden Titel 16] på Kunsthal Nord. Men ‘malerier’ må sættes i anførselstegn, for det er ikke rigtige malerier. Ikke alene er der tale om bemalede collager, skabt af blandt andet reklameplakater for duftserier, hvor kunstneren – i god overensstemmelse mellem form og indhold – har malet sine Subtle Bodies med utraditionel maling såsom læbestift, øjenskygge, lavendel og æteriske olier.

Malerierne hænger heller ikke nødvendigvis på væggen, men gerne frit i rummet, og hvis de er væghængte, er de krøllede og flapper ud i rummet. Fremfor at være billeduniverser, øjet kan bevæge sig ind i, er det materielle objekter, der peger ud i rummet og vil tale til kroppen og sansningen – heriblandt lugtesansen.

Kunstnerisk tænkning i stoffet
Objekt-karakteren og det materielle afsæt er en klar tendens på den unge danske kunstscene, og det fremgår også på denne udstilling, der har samlet otte kunstnere, som inden for de seneste år har taget afgang fra et dansk (eller nordisk) kunstakademi.

Kunstnerne er – foruden Nanna Abell – Rasmus Albertsen, Matilde Duus, Ditte Ejlerskov, Christian Bang Jensen, Andreas Rasmussen, Julie Stavad og Fredrik Tydén, og med dem er vi et pænt stykke fra såvel digital benovelse som dematerialiseret konceptkunst. Tværtimod er der en insisteren på, at den kunstneriske tænkning folder sig ud i stoffet – ikke i tung monumentalitet, men oftere i blafrende midlertidige organiseringer.

Jurassic Park med mere
Tag eksempelvis Christian Bang Jensens installation med en række skulpturelle værkdele. Her er ‘en reol’ med en keramikpotte med plante og et dinosaurhoved i jesmonit. På gulvet ligger – som var den trillet af reolen – en lignende Jurassic Park-klo. Op ad væggen står fem forskellige håndlavede pile. Et andet sted er en stump orangefarvet bambus klemt ind bag et vandrør, mens et skulpturelt gadekryds bestående af en betonsokkel, noget isoleringsskum, en bugtende jernstang og en papegøjefjer fuldender installationen.

Ok så, skab selv fortællingen i det! Eller acceptér, at det her netop ikke er en litterær fortælling.

Måske skal man i stedet lade installationen tale nomadisk med sin ‘etnografiske’ mystik, sine sprækker, sammenstød, fejl og mellemrum – og forstå den fænomenologisk med dens nærværende fysik og skrøbelige æstetik. Den tvivl, installationen medfører, er måske den produktive kvalitet, vi skal gribe. En chance for at miste kontrollen og fodfæstet for et øjeblik. Hvem kan ikke have brug for det?

Bikinistol og kæmpenål
Denne feeling løber gennem megen ung kunst i dag, som gerne kobler/kollapser på mange niveauer på en gang. Abells andet værk på udstillingen Bikini Atoll er eksempelvis dynamisk i sin balanceakt og i sin kontrast mellem stålet og bikinistoffet, mellem den skulpturelle ‘tegning’ og de negative rum. Og yderligere mellem de spring i associationskæder, som forbinder bikini-øerne – hjemstedet for atomprøvesprængninger – med navnet på en todelt badedragt.

Man kunne også nævne Julie Stavad, som arbejder i et felt mellem genkendelighed og ‘ren’ formdannelse, hvor hendes forstørrede synål og bloklys har en bogstavelighed, som netop ikke er entydig.

Det er i høj grad kunst, som kræver en investeringsparat beskuer, men er man det, giver det afkast.

Først og fremmest solister
Som sammenhængende kunstudstilling er Uden Titel mere lunken. Symptomatisk er det mest velfungerende, når en enkelt kunstner har indtaget et separat mindre rum, som det er tilfældet for Ditte Ejlerskov og Christian Bang Jensen.

Ellers gør udstillerne, som de plejer, og optræder først og fremmest som solister. Man mangler, at udstillingen i alt fremstår med skarpere samlende greb og valg, og at der for alvor spilles op til stedets rammer. Utallige gruppeudstillinger fremstår med en ikke særlig befordrende spredthed – og Uden Titel er desværre metervare i det felt.

For alvor at få sammenhængskraft på en gruppeudstilling er krævende, javist, men i dette tilfælde er der valgt kunstnere, som arbejder med objektkunst, der netop medtænker omgivelserne. Her kunne det være en oplagt udfordring for både kunstnere og kunsthal i højere grad at tænke Uden Titel-udstillingerne (de er konciperet som årlige gentagelser) med en større kollektiv prægnans – ikke mindst i lyset af, at Kunsthal Nord netop hævder dialogen mellem kunstnerne som et væsentligt formål med udstillingen. Den slags automat-retorik kunne godt forpligte mere.

Stedspecifik tydelighed
Hermed kunne man sikkert også opnå en større stedspecifik tydelighed, end det er tilfældet på Uden Titel, hvor man savner, at kunstnerne viser større lydhørhed i forhold til de krævende rammer i Kunsthal Nord, der netop ikke er White-Cube-neutrale. Andreas Rasmussen gør det behjertede forsøg med sin store asfaltmark (Vi pløjer dine enge med kølens ranke plov), men i relation til stedets rustikke højloftethed virker flere værker, eksempelvis Frederik Tydéns gulvobjekt Minus eller samme Andreas Rasmussens Import-Export henne i hjørnet, fejlplacerede og for små og ubetydelige.