Skizofreni ved havets bred

Selvfølgelig jubler borgmesteren og andre med interesse i at brande Aarhus i disse dage, når et gågademylder indfinder sig på stranden mellem Tangkrogen og Ballehage.

Det er tredje udgave af Sculpture by the Sea, og meget kan man sige om begivenheden – og den har fået drøje kunstfaglige hug – men formatet kan noget: Denne cocktail af sol, strand, prinse-effekt og – sådan opleves det givet af mange – uprætentiøs kunstpræsentation har en uhørt – og for undertegnede stadig overraskende – gennemslagskraft. Kunsten ud til folket. Skulle man så stå i et fornærmet kunstfagligt hjørne? Ja og nej.

Skizofren splejsning
Kunstnerisk set er udstillingen selvfølgelig åbentlyst slingrende. Det ligger ligesom i kortene. Sculpture by the Sea er et importeret koncept fra Bondi Beach i Australien, og med det følger en række (primært australske) kunstnere, som ellers aldrig ville være fundet gode nok til at udstille på en seriøs dansk kunstudstilling. De kommer hånd i hånd med et kunstsyn, der slæber sig tungt tilbage til 1950´ernes modernistiske traditioner.

Hertil splejses så kunstnere (primært danske) blandt andet udvalgt fra et open call udfra et mere opdateret perspektiv på, hvad skulptur kan være for en størrelse. Denne øvelse løfter projektet, men skizofrent er det nu alligevel.

Sømløs præsentation
Sculpture by the Sea er ikke nogen stramt kurateret udstilling, og det er da også tåkrummende, at gode, udfordrende værker placeres sømløst ved siden af håbløse, svage postulater.

Hvis den form for useriøsitet ikke luftes ud, får man i hvert fald ikke den internationale toppen af poppen til at komme til Aarhus, så Sculpture by the Sea kan udfordre Venedig Biennalen, som Aros direktør Jens Erik Sørensen foreslog ved pressevisningen. Det var selvfølgelig en joke.

Heller ikke i modernistisk forstand er det god kunst
De mange kaloriefattige værker, der svækker helhedsindtrykket, er ikke alene udtryk for et bedaget kunstsyn. Heller ikke i modernistisk forstand er det kvalitet: Værker skabt af eksempelvis Orest Keywan, Susanne Specht eller Paul Selwood er uden æstetisk prægnans – her er ingen form, der synger. Kontekstuelt kunne de ligeså godt stå i en rundkørsel i vestjylland som på stranden i Aarhus.

Og nok er det et problem, at menneskeheden i forbrugerbegær sviner jorden til, men god kunst er det ikke, når Gary Deimendjian fylder affald i et hul i jorden eller når Kerrie Argent syr flaskekapsler sammen til et sneglespor. Begge værker er indspundet i forudsigelige og gumpetunge symbol-klicheer, ligesom arbejder af Brandon Vickerd, Hannah Streefkerk og andre udspringer af meget tynde ideer.
Dette er desværre bare et par eksempler på et bundniveau, der rammer alt for lavt.

Positivt set
Når det er sagt, er der tid til at tænke positivt: Man kan faktisk på Sculpture by the Sea støde ind i værker som både æstetisk, kontekstuelt og konceptuelt vil og kan noget. Endda ret mange. Og når nu over en halv million mennesker ser på skulpturer, er det jo glædeligt, at der er nogle af dem, der virkelig giver noget fra sig.

Janet Cardiff og George Bures Millers historisk refererende lydværk Forest (for a thousand years) er udstillingens bedste, selvom det ikke er skabt specifikt til stedet. Værket er placeret helt ude i udstillings-periferien, men faktisk er denne installering mere konsekvent end præsentationen på Documenta13 sidste år.
Søg langt ind i skoven, sæt dig på en træstub og slå ørene ud: Rundt omkring dig fra et væld af retningsbestemte højtalere foldes du ind i en voldsom, associationsfremkaldende lydkollage med støvletramp, bombefly, folk der flygter gennem skoven, grene der knækker, knitrende radiobidder flettet sammen med passager, hvor grænsen mellem værk og skov er porrøs som lyd. Et stærkt værk.

Angst i skoven
Andre værker markerer sig: Henrik Plenge Jakobsens ballonlamper med påskriften “Angst” hænger ligeledes subtilt i trækronerne over en lille bro i skoven og skaber en utryg atmosfære sådan cirka midt mellem Skriget og tivoli.
Nanna Lysholt baserer sit værk Dear Mary på research om Mary Willumsen, der fotograferede halv-afklædte kvinder på badeanstalterne i 1910-20`erne, og inviterer indenfor i sit badehus omdannet til nåleøjekamera. Det er et værk, der kræver noget af os. Det er er godt og stimulerende.

Venlig kunst
Så er der værker, som er venlige og publikumsindragende – på den fede måde vel at mærke. Jesper Dalgaards flydende modul-badebro udfordrer balance- og samarbejdsevnen, men bedst er nu Anja Frankes Tea with a View.

På en stor træramme, der i kraft af sin spejlbeklædte sokkel flot ser ud til at svæve, kan man sætte sig, lave sig en kop mynte-the og nyde udsigten – samtidig med at man selv bliver en del af den.

For nok er der dømt afvæbnende poesi, men det stramme arrangement er ikke mere naturromatisk, end at det begavet peger på det forhold, at naturen netop altid er rammesat, betragtet udefra, og at vi på den måde allerede er distanceret fra den.

Sådanne værker forstår at arbejde med og mod de omgivelser, de indgår i, og viser et skulpturbegreb, der ikke lukker sig om sine egne interne formproblematikker med medtænker omgivelser og kontekst. Det  samme kunne siges om gode og godt installerede værker af Anders Bonnesen, Alejandro Propato og Bjorn Godwin og Jette Gejl.

Half and half
Ovenstående eksemplificerer, at kunst med seriøs intention giver noget at arbejde med. Ærgerligt at helheden i dag fremstår så som så – half and half.

Udstillingen er jo publikumsmæssigt helt uden for kategori, og alene af den grund rummer den store potentialer. Årets udgave af Sculptures by the Sea er den hidtil bedste og viser, at der er en udvikling i gang. Men der er indbyrdes modsatrettede kræfter i hele udstillingens grundstruktur, og hvordan man løser den australske knude og kurerer skizofrenien må tiden vise.