Skråsikker vaklen

Fredag den 7. Januar kl. 17.00 var der fernisering på Førsteårsudstillingen – Kunstakademiets nyeste kulds allerførste udstilling i institutionsregi. Udstillingen går under navnet 28:1 – 28 kunstnere, 1 udstilling.

Omkring 600 mennesker var tilmeldt via facebook, og hele aftenen var der stuvende fuldt på det lille sted.

En vigtig del af kunsthvervet ligger i at skabe opmærksomhed om sine værker, og det ser ud til, akademisterne mestrer den del af faget til fulde.

Mere famlende er udstillingen, hvilket ikke er ment som en kritik:

”Her finder du den nyeste, mest vaklende, uafrettede og skråsikre kunst”, lyder invitationen netop.

Skråsikker strategi
Man kan ikke komme udenom, at det er 28 vidt forskellige bud på, hvad en kunster er. Og nogle af dem er vitterligt skråsikre, mens andre er mere vaklende og søgende.

I den mest uafrettede og skråsikre ende er Mateusz M. Nowaks værk, der næppe undgår nogens opmærksomhed. Det består nemlig af et bassin med kul og vand, der er strategisk placeret ved indgangen:

Man kan ikke undgå at træde i det for efterfølgende at sætte sorte fodspor på de bonede gulve.

I indgangsrummet dominerer desuden Amalie Smiths fine videoinstallation, der kan ses fra begge sider. 

Levende mangfoldighed
Næste rum prydes blandt andet af slides, skulpturer samt Diana Tørsløvs og Dina Friemuths interessante samling af klip fra aviser, bøger, breve og levende billeder, der som helhed danner billeder af en massekult(ur) med sigte mod dommedag.

Tredje rum domineres af levende billeder i flotte installationer, mens det sidste og inderste rum indeholder hele 12 værker, hovedsageligt maleri og skulptur.

Højt til loftet
Emma Nielsens store stof-patchwork viser et klart instinkt for det æstetiske, og flankeret af lyden fra Lucas W. Melkanes elorgel og Mads B. Nielsens næsten døbefontslignende skulptur samler det de udstillede værker i et ‘kirkerum’.

Den sakrale association forstærkes af noget, der ligner et lig indbundet i et klæde med arabiske skrifttegn, lagt på gulvet midt i rummet. I dette rum finder man også ”uafrettede” og konceptbårne værker, mens man dybest i rummet kan se tre vidt forskellige bud på maleriet.

Den uafrettede charme
Som helhed er udstillingen interessant. Den bærer præg af, at kunstnerne er unge, uafrettede og først lige begyndt på akademiet. Og dét har sin charme.

Det er opmuntrende at se, hvor forskelligt opgaven; ”at skabe kunst” gribes an – nogle virker mere modne og seriøse, nogle provokerende, nogle reflekterende og andre æstetiske.