Svend-Allan Sørensens grafiske værker handler i høj grad om beat, lyd og billeddigtning. Skriften er det visuelle greb, der betones i alle værkerne. Serien Skriften (3 ætsninger) indikerer, hvilken betydningsfuld og lunefuld størrelse skriften er:
”SKRIFTEN ER DERUDE MOR, SKRIFTEN ER EN HØNSETYV og SKRIFTEN HAR FLERE UDGANGE. Man kan måske regne ud, at det er eksisterende sætninger, som jeg har leget lidt med. Jeg er mest præcis og fortællende, når jeg låner ord hist og her, og på den måde danner en større fortælling om eksempelvis mit interessefelt”, forklarer Svend-Allan Sørensen.
På udstillingen viser han en række grafiske serier. Foruden Skriften er der f.eks. Animal Soup of time (2012), Kragen (2014) og Fuglestemmer ved Walden Pond (dels som ætsninger og som linoleumssnit, begge 2014). At arbejde i serier passer godt til Sørensens arbejdsrytme:
”Der kan være stille i lang tid, og så kommer der let 15-20 billeder skabt af et til lejligheden passende greb. Det understreger nogle pointer og rytmer at arbejde i serier.”
Kragen
Krage er et tilbagevendende ord i mange af billederne. Serien Kragenbestår af 15 værker med korte varierende sætninger, hvori ordet gentages. Ordet erstatter konsekvent tidligere ord i sætningerne. Spørgsmålet er om sætningerne bliver mindre meningsfulde ved dette ordskifte. Kragen repræsenterer såvel visuelle som auditive aspekter:
”Kragen er sort og grå. Det er i sig selv ret grafisk. Dens fodaftryk minder mig om en ætsning, der har ligget lidt lovlig længe i syren. Dens kald (Kraaa kraaa kraaaaaaa) er også meget grafisk, synes jeg. Der er masser af raderinger og træsnit i dén lyd.”.
Netop lyden af fuglestemmer manifesterer sig i de to serierFuglestemmer ved Walden Pond, der refererer til forfatteren Henry David Thoreaus berømte værk Walden (1854). Som udtryk for den inspirationskilde som natur og specielt jagt generelt udgør for Svend-Allan Sørensens praksis indgår i udstillingen tre forfatterportrætter af Henry David Thoreau, Boganis og Ivan Turgenev. Som Svend-Allan Sørensen peger på, ” beskrev de alle tre jagt og natur i 1800 tallet på en nærmest impressionistisk og fortættet måde”.
Grafik og jagt
Naturen er indirekte til stede i grafikken og i glæden ved dens materialer:
”Jeg har tidligere sagt, at tryksværte minder mig om min barndoms markers mudder. Det mener jeg stadig. Jeg holder af det smattede ved en mark og et grafikværksted. Jeg bryder mig ikke om ren grafik. For at et værk virker, må det gerne have en vis karakter af smat – og af krage”.
“Der er ingen fortrydelsesret i grafisk arbejde – eller for den sags skyld i det at være jæger”, fortsætter han. “Det er den fornemmelse og oplevelse, der gør det grafiske udtryk så visuelt stærkt. Jeg vil have klar tale! Det er heller ikke uden grund, at jeg – næsten lige så tit som jeg har brugt en kniv – har brugt et jagtgevær i min produktion af træsnit. Jagt og grafik er for mig klar tale. Konsekvente handlinger. Der er jeg bedst. Og der har jeg det bedst”, forklarer Svend-Allan Sørensen.
Makuleret litteratur
For Anders Bonnesen synes inspirationen til at bruge tekst som materiale i hans karakteristiske hæklede billeder nærmest at være af etymologisk karakter. Hans store forfatterportrætter Peter Bichsel (schweizisk forfatter, f. 1935) og Robert Walser (schweizisk forfatter, 1878 – 1956) er helt konkret lavet med makulerede bogsider som materiale – som tråd. Et subtilt og ligefremt valg af materiale.
Men Anders Bonnesen forklarer, at materialevalget også kan begrundes sprogligt:
”Ordet ’tekst’ og ordet ’tekstil’ kommer af det latinske texere, som betyder at væve eller lignende. Vores ord for skriftsprog er altså allerede i sig selv en metafor.”
Og han fortsætter: ”Det er en klassisk metafor, at teksten er en slags gardin eller net foran vores øjne, og det er vel bl.a. det, der begrunder, at de er lavet i denne hækleteknik, som bl.a. bruges til blondegardiner, men som – har jeg læst – også blev benyttet til fiskegarn, dengang man selv fremstillede dem. Skrøbeligheden har måske også med det billede at gøre: der er dels nogle temmelig store masker i sprogets net, dels simpelthen huller.”
I serien af patinerede små bronzer, rettere tekstlinjer (citater), arbejder han på en meget konkret måde med forholdet mellem materialitet og betydning. Processen bliver en stor del af deres betydning: den peger tidlige på en sproglig glemsel:”Normalt støber man bronze som ‘Cire Perdue’, dvs. som tabt voks. I de her bronzer er der ikke noget egentligt emne, men kun kanalerne, vejene gennem formen. Og de består så af tekstlinjer. Det er altså sprog(et), der er gået tabt, eller betydningen, der er glemt (perdure betyder jo både glemme og miste), og som så med større eller mindre held ’huskes’ eller genskabes. Men pointerne her er altså både processuelle og sproglige. Måske burde teknikken hedde ‘Langue Perdue’… ”Sprogets præmisser
Værkinstallationen Et bord er et bord lægger op til leg med sproget og muliggør mere eller mindre meningsfuld kommunikation. Værket er i bogstaveligste forstand en dekonstruktion af Peter Bischels novelle af samme navn. Novellen handler om en mand, der for at undslippe sit triste liv bytter om på ordenes betydninger.”Han må desværre konstatere, at han til sidst ikke længere forstår, hvad andre siger, hvilket er knap så slemt, som at andre ikke længere forstår ham. Så ja, det er vel det, Bichsel siger med titlen: at man ikke kan forvente, at kunne tale med andre, hvis man ikke accepterer sprogets præmis. Og det er vel den tvivl, der ligger i værkets ’spejling’, i at man, hvis man benytter brædderne til at skrive, skriver andre, måske lige så meningsfulde sætninger på bagsiden af sin konstruktion.”, forklarer han om værkets byggesystem og dets stærke appel til at skrive og kommunikere med andre på udstillingen.Der prikkes altså til sprogets betydninger og præmisser på What’s the Word I’m looking for?. Sproget vores fælles projekt, og vi er afhængige af en social konvention, der slår fast hvad ordene betyder. Men der er ikke tale om faste betydninger: sproget ændrer sig og udfordres hele tiden.
