Søren Lose har bygget en ny ruin i Sakskøbing

Engang lå der et hus i Vestergade nr. 18 i Sakskøbing, tæt ved byens centrale torv. Huset blev forladt og gik i forfald, og i forlængelse af nedrivningen af det, besluttede Guldborgsund Kommune at få en kunstner til at se på muligheder for at give den tomme grund en ny karakter og skabe et rum i byen til brug for byens borgere.

Valget faldt på Søren Lose, og han har nu i en længere periode arbejdet på den smalle grund. Øverst mod gaden har han bygget en ruin – ja, det lyder mærkeligt, men forklaring følger – og bagved i den langstrakte og nedadskrånende have er der plantet frugttræer og etableret bede og bænke. Det skal fungere som en åben minipark og danne ramme for forskellige arrangementer de næste år.

Søren Lose har i sin kunst altid været optaget af steder og deres betydning – ikke mindst har Lolland og Falster en særlig plads i kunstnerskabet. Han er født i Nykøbing og opvokset i den lille flække Fuglse midt på Lolland, og selvom han har rejst meget og udstillet på store kunstinstitutioner både nationalt og internationalt er han gennem årene adskillige gange vendt tilbage til sin hjemstavn.

“Da jeg startede på kunstakademiet fotograferede jeg tomme huse på Lolland, og under kunstfestivalen Tumult i 2010 opsatte jeg på en mark en stor kulisse af et hus, som havde stået i nærheden– som en reference til alle de mange huse, som i tidens løb er blevet revet ned på øen, for at give plads til stordriftslandbrug”, fortæller Søren Lose og peger på, at projekter som disse på en sjov måde kobler sig til projektet her i Sakskøbing.

Ruinen i nr. 18 fortæller om det levede liv, der har udfoldet sig her på stedet, og som kunstneren gerne vil give noget respekt. “I stedet for at der mangler en tand i munden”, som han formulerer det, har han skabt en lille overraskelse, for i modsætning til berømte ruiner ala Akropolis og Colosseum, som turisterne valfarter til, er det her i Sakskøbing historien om det helt almindelige hus og det helt almindelige liv, der tildeles sin egen ‘ruinøse’ betydning og værdighed.

Derfor har kunstneren også researchet grundigt, og en del af projektet består i, at man via en QR kode kan få adgang til indsamlede fortællinger, der knytter sig til stedet.

Søren Lose har igennem sin karriere bevæget sig fra en mere traditionel position med store og omkostningstunge foto- og installations-udstillinger på kunstmuseer og gallerier til i højere grad at lave kunst udenfor institutionerne – kunst som i høj grad fokuserer på natur, bæredygtighed og samarbejde med andre mennesker.

I Nykøbing Falster har han i en årrække sammen med sin kollega Thomas Seest arbejdet med at etablere en vild park ved siden af rådhuset, og her i nr. 18 er det også intentionen at skabe et uderum med stor biodiversitet, der kan stå som en beskeden, men tænksom kommentar til det monokultur-landbrug, som i høj grad dominerer Lolland.

“At jeg arbejder med natur har med tiden gjort, at jeg i forhold til mig selv og mine ambitioner er blevet meget mere ydmyg. Jeg tænker over, hvilken slags kunstner, jeg gerne vil være, og hvilket aftryk jeg ønsker at sætte i verden omkring mig”.

Derfor er alle materialer til nr. 18 også genbrugsmaterialer. Søren fortæller entusiastisk om, hvorfra bjælkerne til bænkene stammer, og hvordan han har fundet gamle kilometersten frem fra kommunens gemmer, som bruges som trædesten i haven.

“Hele vejen rundt bruger jeg kun det, jeg kan finde. Jeg kan godt lide at arbejde med ting, der har en historie”, fortæller han og peger på en stenbelægning: “Jeg har f.eks. lige hevet mange hundrede sten op fra en kælder i et hus, som stammer tilbage fra middelalderen”.

“Jeg er meget lidt interesseret i nye ting. Jeg synes derimod, det har en værdi, at ting knytter an til en fortælling, og tingene ikke bare bliver smidt ud. At steder ikke bare pludselig viskes ud hen over natten. På samme måde har jeg respekt for biodiversitet og alt andet levende. Det holistiske bliver mere og mere vigtigt for mig, og det vil jeg gerne have skal afspejles i min kunst”.

Selvom Søren er en internationalt orienteret kunstner, bliver han ved med at vende tilbage til Lolland Falster:

“På en eller anden måde ligger det mig meget på sinde at arbejde her i området. Det er det landskab, jeg bærer i mig – mit indre landskab kan man sige. Jeg arbejder her, både fordi jeg synes, der skal være noget mere kultur og kunst på Lolland og Falster, men også fordi jeg gerne vil arbejde med at skabe en visuel modstand i landskabet.

“Her er meget fladt, ikke meget skov, det højeste punkt er omkring 30 meter. Her er kæmpestore sammenlagte landbrug med kæmpe maskiner. Mere og mere monokultur. Mere og mere grise-farming. Og det er ikke til det gode. Så jeg arbejder på at skabe friktion og med at få vildskaben frem igen”.

“Her tror jeg, at de tomme huse har været et helle for mig, fordi de har repræsenteret steder, som var mere åbne og ikke så fast definerede. Steder som ikke var fuldstændig kultiveret af normer og hverdagsliv”.

“Måske er det, jeg laver her i nr. 18, mere virkeligt og mere til stede end en traditionel kunstudstilling, hvor det er et meget begrænset publikum, der kommer og ser den, og hvor der er en meget begrænset udveksling omkring det, man laver”.

“Det handler også om, at jeg står her og snakker med folk, der går forbi. Det er dem, der skal leve med parken, være i den, og forhåbentlig bruge den. Det handler om at forsøge at få et socialt engagement ud af projektet. For mig er det i høj grad det, kunst handler om”.

“Det er også øretævernes holdeplads at lave kunst i det offentlige rum. Det er en udsat position, men jeg kan egentlig godt lide, at kunsten på den måde bliver vedkommende”.

Søren har en vision om, at nr. 18 kan fungere som de gamle fælleder, hvor byens beboere var fælles om et stykke jord. Han forestiller sig borgerinddragende arrangementer i miniparken, hvor man eksempelvis kan lære noget om at dyrke kål eller at pode et frugttræ, og til efteråret er der etableret samarbejde med byens årlige frugtfestival.

“Jeg synes, mine projekter handler om at lukke op for fantasien igen. Om genfortryllelse simpelthen. Vi kan lære at genfortrylle alt det, der ligger der i forvejen, være mere opmærksomme på stedernes betydning, og på at vi faktisk kan gøre noget derude”.