Sokrates mellem gummi og neon

Glyptoteket har i en rosværdig udstillingsrække indbudt nogle fremtrædende billedkunstnere til at gå i dialog med museets antiksamling, der hører til en af verdens bedste. I 2009 blev Thomas Bang inviteret. Han skabte nogle vitale og tankevækkende dialogværker, og i 2010 gav videokunstneren Eva Koch ved hjælp af sine inciterende lyd- og videoværker de antikke skulpturer liv og mæle.

Nu er billedhuggeren Anita Jørgensen (f. 1942) rykket ind i Vinterhaven og i sal 10 og 12. Desuden i et lille kuppelrum bag festsalen, hvor hun har installeret lysværket Regn, der består af smalle, hvide og lyseblå neonrør. Hermed angives et regnfald, som oplyser hele den mørklagte sal og de omkringstående antikke skulpturer i et mageløst greb.

En ny scene
Anita Jørgensen har i mange år arbejdet som en uortodoks arkitekt, der afkoder rum og steder for at skubbe dem i nye retninger med sine markante, skulpturelle objekter.  Hun udforsker mellemrummene mellem værk, beskuer og arkitektur, og mellemrum er netop titlen på hendes nye udstilling.

Her opstår en ganske særlig ambiance eller atmosfære – med andre ord noget tredje, som sætter tankerne i gang hos publikum. Hvad er der på færde? Hvad laver disse mobile værker på hjul, disse frække og prosaiske fremmedlegemer midt i den antikke evighed?

Værkerne er tydeligvis konciperet af en bevidsthed, der er forankret i det moderne samfund. For Anita Jørgensen er en kunstner, der benytter sig af industriens hårde nutidsmaterialer som glas, bly, neon, kobber, gummi og jern, der i Anita Jørgensens håndtering bliver blødere og mere poetiske – og på en og samme gang mærkelige, humoristiske og ’unheimliche’ dvs. uhyggelige.

Glyptotekets antikke figurgalleri udfordres i kraft af Anita Jørgensens ”indgreb”, omrokeringer og tilføjelser. Det er nærmest som en teaterscene, hvorpå skulpturerne og portrætterne performer sammen med hendes fremmede, forunderlige men ofte også humoristiske skulpturer på hjul.

Den smukke ruin
Vi opfatter gennemgående de romerske og græske portrætbuster, der er mere eller mindre molesteret af tidens tand, som relikvier fra fortiden. Vi kan have svært ved at opleve dem som skulpturer i egen ret, ligesom det er vanskeligt at afkode deres betydning, hvis ikke vi forbereder os med læsning, for de kræver en stor kulturhistorisk viden, som de færreste mennesker har i dag. Eller som Carsten Thau skriver i den ene af katalogets fortrinlige tekster (den anden er skrevet af Mai Misfeldt): ” Vores omfattende encyklopædiske uvidenhed reducerer værkerne til betagende, men løsrevne tegn.”

Men vi kan også vælge umiddelbart at spejle os i dem enten som mennesker, der var engang, indkapslet i historiens folderige gevandter eller som forsteninger med smukke, ruinøse træk. Den franske billedhugger Auguste Rodin, der dyrkede fragmentet som kunstnerisk ideal, har sagt: ”Smukkere end den smukkeste ting er dog den smukkeste tings ruin.”

De antikke buster mangler ofte en næse, et øre eller en ekstremitet, og de har for længst mistet farven under århundredernes nådesløse hærgen, men de er dybt fascinerende, og deres patina tiltaler os. Anita Jørgensen har nu pustet liv i dem ved også at bryde de lidt monotone rækker, som de normalt er linet op i, ligesom flere af hendes værker går i dialog med figurerne, hvoraf en del er understøttet af jernstivere, som hendes moderne skulpturer bliver en replik til. Det er både fascinerende og originalt.

Fra antik til samtid
Anita Jørgensen har fået helt frie hænder til sin kunstneriske ”operation”. Dels er salenes vægge blevet malet hvide, så de ligner et moderne museums hvide kube. Dels har hun omarrangeret de antikke buster og skulpturer, så de ser ud, som om de står på et torv og holder et møde eller organiserer sig i grupper, hvor enkelte er dækket til med et stof, som var de uønskede personer, der er redigeret ud af historien, hvilket ofte er set, især i den kommunistiske historiskrivning.

Syv kvindelige portrætter med fint opsat hår taler til os i dag om kvindens evige optagethed af at smukkesere sig. De vender ryggen ud til beskueren og synes at spejle sig i et imaginært spejl på væggen, hvor værket Paryk, der refererer til deres hår og hårspænder, hænger. Således føres en dialog mellem oldtiden og nutiden, hvilket i mine øjne er udstillingens største force.

Kontraster
Anita Jørgensens kunst kendetegnes generelt af kontraster. Det gælder også hendes nye værker: Hun er fascineret af industriens cool og rå materialer, som hun tvister i stadig nye retninger. Bløde og hårde materialer danner kontrast, mørke og lyse, høje og lave og åbne og lukkede former ligeså.

I sine nye værker til Glyptoteket har hun bl.a. gjort brug af sort tyl, der bruser op som mørke skyer eller røg mellem tre små, sorte jern”vogne” med titlen Push the Black Sky, mens værket Bottari består af en sort læderbylt, holdt sammen af en gummisnor, der ligger på en glas-”sokkel” med form som en Europa-palle.

I det store værk, der har givet udstillingen dens titel Mellemrum, ses en ophobning af tegnefolie, der er krøllet sammen i et stort bur med direkte adresse til de antikke statuers mange foldegevandter og draperinger. Men hendes materialer er generelt billige, foreløbige og ubestandige målt mod marmorets fornemhed og bestandighed.

Sokler og hjul
Ligesom i sin monumentale udsmykning fra 2009 Valbygavlen, der markerer indkørslen til storbyeni rød neon på en stor gavl ud til Valby Station (fra 2009) har Anita Jørgensen skrevet udstillingstitlen Mellem Rum inde under kuplen i Vinterhaven i rød neon, der nu gløder oven over vores hoveder.

I antikken blev skulpturer løftet op på sokler for derved at markere dem som hævet over hverdagslivets prosaiske vrimmel. De repræsenterede de evige og sande værdier, magtens mennesker, hvis ikke de visualiserede oldtidens levende myte- eller gudeverden. I pagt med anden samtidskunst har Anita Jørgensen ophævet soklen og har i stedet indført den mobile skulptur. Nutidens kunst har opgivet de evige og sande værdier, idet den sætter mange sandheder i spil og påpeger, at virkeligheden ikke kan fanges i ét forkromet billede – ligesom skulpturerne er kommet på omgangshøjde med publikum.

Anita Jørgensen slipper mange betydninger løs i sine associationsrige værker, der skaber en dialog hen over årtusinderne. Hermed er der både oplevelser at hente for Glyptotekets vante publikum og for nye museumsgæster.