Sommerfuglen, myren og ørkenglasset

Ursula Nistrups paralelle udstillinger Cosmic Desert i Kunsthal Aarhus og From the Pink Sand på Holstebro Kunstmuseum udgør tilsammen en kosmisk fabel foldet ind i en stram og hypersanselig æstetik og med et lyddesign, der brummer, knaser, runger og suser om livets forbundethed på tværs af tid, sted og livsformer.
De to udstillinger kan opleves hver for sig, men det giver mening at forstå dem sammen. Og hvis man – som det sikkert er tilfældet for ganske mange besøgende – kun oplever den ene, er der elementer, der forbliver uklare.

Ikke mindst tekstværket Through Tzeela’s Wings (skabt i samarbejde med forfatter Ida Marie Hede), som indgår i begge præsentationer, og som binder de to visninger sammen i en fabulerende, eventyragtig rammefortælling om myrer og sommerfugle, der lever i ørkenen (forklaring følger).

I dette forhold ligger en lille arrogance i forhold til publikum tillige med en mangel på det åbenlyse argument for, hvorfor udstillingerne er splittet i to lokationer.

Trods denne anke lægger jeg mig fladt for Ursula Nistrups fødder, og lad mig begynde med den kosmiske ørken i Aarhus, hvor publikum kan opleve videoværket Journey into Deep Materiality.

Her panorerer kameraet i langsomme, ultratætte nærbilleder henover et stykke glas, og man kan forstå, at det drejer sig om det såkaldte libyske ørkenglas, som findes i den vestlige del af Sahara.

Videnskaben mener, at glasset er skabt ved et meteornedslag for 29 millioner år siden, hvor de ekstremt høje temperaturer omdannede ørkensand til glas, men på den anden side er der er ikke fundet noget meteorkrater i området. Mystisk er det, og en sådan uvished kan bruges af en kunstner som Nistrup.

Ganske forførende lykkes det for disse helt igennem immaterielle filmbilleder at trænge ind i ørkenglassets materialitet, dets sandede tåger, dets glimtvise transparens, dets krystallinske kanter. Og herinde, i denne materialitets inderste, åbenbares et stort univers, ja et kosmos, som man ikke kan se enden på.

Lyden er som altid hos Nistrup katalysatoren, og udstillingens lydspor driver ind i kroppen, hvor det brummer, knaser, runger og suser ubestemmeligt men aldeles nærværende i knoglerne og blodet, mens man transporteres ind i en fjern og ubegribelig geologisk tid.

I et hjørne af udstillingssalen finder man værket In Praise of the Glass Witnesses, som er en smykkeserie med stykker af ørkenglas. Serien er – hedder det – inspireret af en bestemt myre, Cataglyphis, der lever i Sahara-ørkenen. Det skulle være den dyreart på vores planet, som kan overleve de højeste temperaturer.

Smykkeserien spekulerer i, om denne myreart kunne have været vidne (jævnfør titlen) til meteornedslaget i fordums tider, hvor ørkensand blev til ørkenglas. Det er sådanne krogede og potente fantasier Nistrup drives af i sine værker, og som vi som besøgende inviteres til at følge.

Sommerfugledans i ørkenen

Lad os så tage springet til Holstebro, hvor udstillingen From the Pink Sand ligeledes etablerer et sanseligt univers, som man, nøjagtigt som i Aarhus, må tilgå med en form for overgivelse, der giver øjnene, ørerne og den poetiske sans rum at falde ind i.

I hovedsalen finder man tre hængende silkeskulpturer, der flagrer fjerlet og næsten formopløste i rummet. Som om det var sand, der var hvirvlet op og for en stund stivnet i opdriften.
Disse luftbårne objekter må være fabuleringer over den sommerfugleart, som Nistrup har ‘opfundet’ og kalder for Tzeela. I en form for symbiose med Cataglyphis-myren og ørkenglasset – beretter tekstværket – har Tzeela evnet at tilpasse sig ørkenens ekstreme livsvilkår og er så at sige vokset ud af sandet.

Disse tilpasningsdygtige arter bliver udstillingsmytologiens heltefigurer, der understøtter forestillingen om en urgammel samklang mellem organismer og omgivelser – en samklang, der kan tale inspirerende og håbefuldt ind i vores miljøkrise-prægede samtid, hvor der for alvor ser ud til at være brug for noget af den ‘feeling’ for at sikre vores fortsatte eksistens og overlevelse.

Lyden er pink

Samklang er i det hele taget et nøgleord for Nistrup, for hendes arbejde udspringer jo netop af en undersøgelse af lyd. Af de akustiske, kulturelle og spirituelle kvaliteter, af hvordan lyden er i stand til ændre vores oplevelse af verden, af hvordan den kan sætte stemningen, fremkalde intimitet og udvide rummet og tiden.
Og det er akkurat det, der sker, når man bevæger sig rundt i salene på Holstebro Kunstmuseum indsvøbt i udstillingens sfæriske og helt fabelagtige lyddesign (skabt af Peter Albrechtsen).

Og lydværket er her ikke bare at forstå som et akkompagnement til udstillingens visuelle elementer, men derimod selveste centralnerven. Derfor er det hele udstillingens titelværk; From the Pink Sand. Og hvis man – som jeg gjorde det – spejder efter det lyserøde i udstillingens skulpturer og billeder, bliver det ved antydninger. For her er det lyden, der farver udstillingen og lyden er (åbenbart) pink!

Man ved ikke hvornår den ene fortælling afløser den næste

Udstillingen i Holstebro væver de nye værker sammen med en række af kunstnerens tidligere værker, blandt andet fotoserien Rock Music (2015), hvor Nistrup har fotograferet den slags granitsten, som man brugte til hindutemplet Vithala i Indien i 1500 tallet. Disse blokke har helt særlige resonansegenskaber, som betyder, at templets søjler afgiver toner og klange, når man slår på dem.

Værkserien Klangsøjler henter ligeledes inspiration fra det gamle tempel og består af en række porcelæinsvaser, hvori der er nedsænket mikrofoner, så de afgiver forskellige lyde i samklang med og respons til omgivelserne, alt efter form, glasering, dimensioner etc.

Nye og ældre værker flettes i det hele taget sammen på måder, så der opstår elegante, sømløse dialoger, og man ikke helt ved, hvornår den ene fortælling afløser den næste. For egentlig er der helt enormt mange spor, undersøgelser, samarbejder, referencer, virkeligheder og fiktioner i spil, men alligevel er det hele holdt simpelt sammen i en på en gang superstram og hypersanselig æstetik.

En kunstner ude af tiden

Ursula Nistrup er samtidskunstner på en forunderlig måde. Hendes værker er tyste, nærværende og sanselige her og nu. Klart nok. Men hendes praksis vidner tillige om dybe dyk i forhistorien, såvel som vilde og spekulative fremtidsrejser (ikke så underligt at professor i astrofysik Uffe Gråe Jørgensen var inviteret til at holde åbningstalen og talte om fremtidig kolonisering af Mars).

Man kunne hævde, at Nistrup i sin kunst træder ud af tiden. Hvilket har sin egen berettigelse, for når nutiden nu er underlagt en stadig voldsommere acceleration, hvor økonomierne, klimaet og teknologien fræser derudaf, bliver nutiden en flygtig størrelse, som kræver modsvar.

Og det gerne af en kunst, der giver en større klangbund, et større perspektiv. På tiden såvel som historien.