Sophie Calles kølige intimitet

I 1981 tog den franske kunstner Sophie Calle (f. 1953) job som stuepige på et hotel i Venedig. Men hun gjorde ikke bare rent. Med sit kamera dokumenterede hun alt, hvad hun fandt i værelserne. Hun snagede i tegnebøger, postkort, papirkurve, tøjet der hang i skabene.
Resultatet blev værket Hotellet – en slags dagbog organiseret efter værelsesnummer med fotografiske dokumentationer og nøgterne tekstlige observationer.

Vi ser et lommetørklæde i blød i et glas vand, medicin ophobet på et natbord, folder i sengetøjet. En har efterladt et pornoblad. Hun finder en bamse, et 16 år gammelt telegram (“What is going on darling?", lyder teksten) og en udgave af Freuds Totem og tabu.
Kunstneren lægger gennem fotos og tekster spor ud efter personer, vi ikke kender, men hun sætter os tillige – ‘medskyldige’ og voyeuristiske – i gang med at digte videre om, hvem personerne er, og hvad de lavede på det hotel.

Denne kølige, belurende, detektiv-agtige (og noget grænseoverskridende!) dokumentation, som på den anden side kredser om noget intimt, psykologisk ladet og ofte helt eksistentielt, er et kendetegn for kunstneren, som nu i årtier har været et absolut verdensnavn på den internationale kunstscene med udstillinger på Louisiana, Musée d'Orsay og Venedig Biennalen for blot at nævne nogle få. Sidste år overtog Sophie Calle hele Musée Picasso i Paris med en stor udstilling på alle museets etager.

Det er derfor lidt af et scoop, at man netop nu kan opleve kunstneren i København hos Wilson Saplana Gallery i en udstilling, kunstneren selv har kurateret, og som med titlen Ma mère aimait qu’on parle d’elle (Min mor nød at blive talt om) kredser om Sophie Calles forhold til sin mor og dennes død. Gennem Calles absolut anti-ekspressive fotos og tekster får vi alligevel helt intime og meget personlige brudstykker af det store, eksistentielle mysterium, som livet, døden og relationerne mellem mennesker er.

Der er sorthumoristiske stumper fra moderens dagbog, vi følger hendes begravelsesforberedelser (hendes sidste pedicure), og vi er inviteret indenfor i kunstnerens atelier, hvor moderen har fået en stand-in i form af en udstoppet giraf! Udstillingens hovednummer er den fotografiske installation Nordpolen fra 2009, der fortæller om Sophie Calles rejse til Arktis med sin mors smykker og portræt under armen.

Christina Wilson – den ene halvdel af gallerist-duoen bag Wilson Saplana Gallery – lavede sine første udstillinger med Calle i 2008 og 2010, og hun har mødtes med kunstneren mange gange og fulgt hendes karriere. “Af ren kærlighed til hendes værk”, fortæller hun og indrømmer, at det gibber i hende, når hun modtager en mail fra kunstdronningen selv.

“Jeg synes, Sophie Calle med tiden er blevet mere og mere relevant”, fortæller galleristen. “Den måde at være på i verden, som hendes værker er et udtryk for, ser man i høj grad udfoldet nu, hvor man i en digital verden og i den nutidige billedkultur deler billeder og kommenterer andre menneskers liv såvel som sit eget. Man laver ´realityserier´ om sig selv og andre, og det er et udtryk for en særlig måde at betragte sig selv på og at prøve at fremstille en persona. Det er som om, tiden har indhentet Sophie Calles måde at arbejde på, som hun startede helt tilbage i 1970'ere”.

“Det har været hendes kunstneriske arbejdsmetode gennem alle årene. At systematisere sit liv ved brug af nogle forudbestemte regler… ‘så spiser hun orange mad om mandagen, rød mad om tirsdagen, hvid mad om onsdagen og så videre’ (red: værket The Chromatic Diet, 1997)…”

“Når man i dag betragter Sophie Calles værk, kan man jo se, at det samlet set har været en klog kommentar til livet. Hun har været igennem alle mulige menneskelige faser af livet og døden, altet og intet, kærligheden og sorgen – men hendes værk er også gennemstrømmet af den her store interesse for mennesket og ikke mindst de relationer, vi indgår i som mennesker”.

I Sophie Calles tidligste værker var den voyeuristiske tendens tydelig i værker som Suite Venitienne (1979), hvor hun stalkede en mand, hun hun havde mødt til en fest, og i skjul fulgte ham og fotograferede ham.

Projektet Adressebogen (1983) testede også grænserne mellem den offentlige og private sfære og gav anledning til stor offentlig debat. Calle fandt en tabt adressebog og ringede til nogle af numrene for gennem samtaler at skabe et portræt af en mand, hun ikke kendte. Værket fik form i en række avisartikler. Det værk skabte hende en sag på halsen!

Omvendt fik hun moderen til at hyre en privatdetektiv til at dokumentere sin egen færden gennem fotos og rapporter (Detektiven, 1981), og gennem hele sin karriere vender hun i høj grad kameraet mod sig selv – blandt andet i en række såkaldte Autobiografier eller Sande historier.

Men forholdet mellem ‘sandhed’ og fiktion er aldrig enkelt. Fotos af en rød sko, et kærlighedsbrev eller kunstnerens lettere krumme næse sættes sammen med knappe tekster, der antyder ret private begivenheder i kunstnerens liv. Eksempelvis består værket Brudekjolen, 1988, af et s/h foto af en krøllet kjole flankeret af en tekst om en mand, hun som barn beundrede. Som trettenårig købte hun ifølge den kortfattede tekst en brudekjole, som hun bar den første nat, hun tilbragte sammen med ham.

Genstandene, hun fotograferer, er på den måde højpotente – ladet med minder, fantasier, symbolik eller fetichisme. Måske var det det, der engang fik kunstkritikeren Angelique Chrisafis til at kalde Sophie Calle for "the Marcel Duchamp of emotional dirty laundry"?

Virkelighed og fiktion er altid vævet særdeles ustabilt – men også poetisk og frugtbart – sammen i Calles værker. Filmværket Double Blind/No Sex Last Night, 1992, skildrer en rejse gennem USA sammen med filmmageren Sam Shepard.

Deres kæresteforhold skranter mildest talt, men de opstiller regler for turen: 1. De har hver sit kamera, 2. De filmer hinanden. 3. De betror de hemmeligheder, de ikke kan tale med hinanden om, til deres respektive kameraer. Så starter spillet: Hun vil giftes, han vil bare lave film… og ja, til sidst bliver de viet på et drive-in-bryllupskontor i Las Vegas!, men skilles efter turen og klipper hver deres slutning af filmen. Hver deres version af virkeligheden.

Den splittede fortællerposition og det slørede forhold mellem fiktion og virkelighed videreføres i ping-pong med forfatteren Paul Auster, som skaber en fiktiv kunstnerkarakter, Maria, i en af sine romaner (Leviathan, 1992) – baseret på Calles projekter. Han tilføjer dog et par nye projekter – som Calle efterfølgende realiserer.

Ganske ofte giver kunstneren ordet til andre. I serien De blinde, 1986, bad hun en gruppe mennesker født uden syn om at give deres definition af begrebet skønhed, mens de i værket Blind farve, 1991, beskrev deres oplevelse af farve.

Og i 2007 fik hun 107 kvinder – antropologer, kriminologer, filosoffer, psykologer, skuespillere, operasangere, clairvoanter mm. – til at læse og fortolke et brev, hvori en kæreste slog op med hende, sluttende med ordene: Pas på dig selv (hvilket også er værkets titel).

I blandt andet fotografiske portrætter, tekstanalyse og filmede performances præsenterer værket et tilsyneladende uudtømmeligt kompendium over menneskelige følelser, køn, kærlighed, intimitet og hjertesorg.

Udstillingen i Wilson Saplana Gallery kan være en udmærket introduktion til Sophie Calle for dem, der ikke har mødt hende tidligere. Dem, der kender hende, kan glæde sig over gensynet.

Og selv om udstillingens tema er døden, og det kunstneriske sprog er køligt og nedtonet, er det også en udstilling med varme, humor og kærlighed.

Som Christina Wilson udtrykker det:

“Når man går rundt i udstillingen og læser teksterne og ser billederne, kan man mærke, at Sophie Calle er en kunstner, som har et ret stort overskud til at reflektere over de større temaer i livet, og også reflektere over sit komplicerede eller nuancerede forhold til sin mor. Det virker tilpas objektivt og ironisk. Fyldt af patos, men også fyldt af kærlighed”.