Sorgarbejde gennem samarbejde

Kinesiske Song Dong gæster Kunsthal Aarhus med en smuk, tankevækkende, poetisk og dybt personlig udstilling. Collaborations undersøger, hvordan han som kunstner og menneske kommer videre efter kommunismen og kapitalismen.

Song Dong bruger kunsten til at undersøge og stille skarpt på, hvordan store systemiske forandringer i den kinesiske samfundsstruktur – fra feudalsamfund over kommunisme og kulturrevolution til nutidens frådende kapitalisme – har påvirket ham selv og medlemmer af hans egen familie. Gennem den æstetiske stilisering og organisering lykkes det ham at afsløre nogle af de bagvedliggende og ofte ubevidste strukturer, som individerne udvikler som respons på radikale forandringer og den undertrykkelse, som de medfører for individet og for gruppen.

Intet spild
For eksempel er totalinstallationen Waste Not – der dokumenteres på Collaborations, og som tidligere har været vist i Kunsthallen – et eksempel på, hvordan kunstnerens mor kommer overens med sin fortid. Hun har oplevet Den Store Proletariske kulturrevolution rettet imod revisionistiske kræfter inden for kommunistpartiet og iværksat af Mao Zedong i midten af 1960’erne.

Dengang skulle ALT gemmes og genbruges – selv den mindste lille bitte dims, og de, der ikke adlød dette dekret fra Den Store Leder, blev forfulgt og straffet med indædt nidkærhed.

Song Dongs mor var så mærket af denne erfaring, at hun fortsatte med at gemme ALT, selv om hendes samlerbesættelse efter kulturrevolutionen var manisk, belastende og ganske irrationel. I et forsøg på at hjælpe moderen opstod ideen til værket Waste Not – for det hjalp hende med at give slip på alle sine ophobede ejendele, og udstillingen kom heldigvis hurtigt i cirkulation på den internationale kunstscene.

Eksemplet herover er eksemplarisk for Song Dongs tilgang, og man kan sige, at hans vej ind i kunsten opstod af personlig nødvendighed, og fordi han efterlyste en måde, hvorpå det lod sig gøre at italesætte alle disse sårbare og dybt paradoksale effekter samfundsudviklingen overalt har på menneskene. Af den grund er Song Dongs kunst – selvom den er opstået på en kinesisk baggrund – illustrativ for lignende forhold i resten af verden, og det er naturligvis også grunden til, at Song Dong overalt nyder så stor bevågenhed.

Samarbejde
Collaborations er, som navnet også antyder, heller ikke en soloudstilling i klassisk forstand. Tværtimod lægger Song Dong overordentlig stor vægt på også at inddrage og vise alle de små og store samarbejder, som hans kunstneriske praksis efterhånden er fuldkommen afhængig af.

Det handler ikke kun om samarbejder af direkte og indirekte karakter med nære familiemedlemmer som hans forældre, hans kone og kollega Yin Xiuzhen og hans nu 16 år gamle datter Song Errui. Det handler i lige så høj grad om samarbejder med børn, unge og voksne fra de kulturer og lokalmiljøer, som han gæster undervejs med kunsten. I Aarhus har han blandt andet samarbejdet med frivillige om at bygge en modelby af kiks og kager, som blev fortæret af deltagerne i åbningsarrangementet, og med unge fra Kina og Aarhus om at bygge en modelby af hvide legoklodser.

Song Dongs kunst er på flere niveauer en form for aktivisme, der adresserer det problem, vi alle i større eller mindre grad er under påvirkning af i skyggen af senkapitalismen, der gennem dyrkelsen af individualiteten destabiliserer og undergraver kollektive normdannende kræfter, som tidligere har haft betydning op gennem historien.

Genforhandling af den kollektive form
Personligt trækker Song Dong på kinesernes erfaringer fra en kommunisme, der hyldede en kollektivisme, hvorunder alle blev til en fælles krop, og hvor jeg’et derfor gik til grunde. Omvendt befinder Kina sig nu i en brutal og ekspansiv kapitalisme: En tilstand, der med lynets hast har skabt en stor, rig middelklasse, som med dens rod i kommunismens fattigdom og mangel på individuel frihed kaster sig hovedkulds ud i et frådende forbrugs- og selvrealiseringsprojekt, hvorunder de traditionelle, kollektive, samfundsbærende strukturer borteroderer. Song Dong mærker dette på sin egen krop, og han noterer systemernes subtile og eksplicitte indvirkninger på sine omgivelser, og det har fået ham til at forsøge at genforhandle den kollektive position.

Den ambition finder et formalistisk udtryk i Polit-Sheer-Form Office i rotunden, der fungerer som en art hovedkontor for sammenslutningen, der blev grundlagt i 2005 af Hong Hao, Xiao Yu, Song Dong, Liu Jianhua og Leng Lin.

Gruppen blev skabt med det formål at finde “en kollektiv form”. PSFO er interesseret i ideen om et ’vi’ i en ’jeg’-fokuseret verden og præsenterer på bannere placeret lodret langs væggene en række tekster, der diskuterer jeg’et overfor vi’et. Kontoret og værkerne approprierer statslige organers visuelle sprog og betjener sig af en afvæbnende, absurd humor: Navnet Polit-Sheer-Form Office – direkte oversat: “kontoret for ren politisk form”–  er i sig selv en absurditet. Men bag humoren er der alvor, og teksten beskriver problemerne og peger på løsninger. Den er en form for manifest, der forsøger at formulerer en ny socialistisk dagsorden for det 21. århundrede.

Først og fremmest personligt
Det tager et par timer at se Collaborations, og de er godt givet ud. Personligt var jeg meget berørt af værket Touching My Father, hvori Song Dong beskriver sit problematiske forhold til sin far og gennem et smukt visuelt kunstnerisk greb overskrider den generationskløft, som hidtil har holdt dem adskilte. Desuden er Song Dongs tekster, der ledsager nogle af værkerne i udstillingens retrospektive del, virkelig tankevækkende og interessante, først og fremmest fordi de er personlige, og dernæst fordi de afdækker så mange forhold og tilstande, der vedrører såvel de intime relationer mellem mennesker (og dyr) og de globale strukturer, som påvirker menneskene (og dyrene).

Det værk, som gør mest indtryk, er den 15 minutter lange video The Way of Chopsticks: Future, som baggrund for to gigantiske og modificerede spisepinde skabt af henholdsvis Song Dong og Yin Xiuzhen. Videoen er er sort-hvid og ordløs med en stille melodisk og melankolsk lydside. På billederne ses i to simultane forløb, kunstnernes dengang otte år gamle datter i en række sekvenser optaget i forskellige kulisseagtige og arkitektoniske scenografier, der mimer hus, hangar, bur og scene.

Det er poetiske, bevægende og ildevarslende optagelser af pigen i gang med en ensom og rastløs tilstedeværelse i verden. Hun udstråler styrke, mod, intelligens og sårbarhed, når hun med hele sin krop undersøger arkitekturen, frustreret kaster tøjstykker omkring sig eller befinder sig i en tilstand af afmagt og sorg, mens hun kærtegner et ’sovende’ tøjdyr. Alle scener er stiliserede og knivskarpe fortællinger om kommende generationers magt og afmagt, og særlig stærk er den scene, hvor pigen leger med en livagtig ulvehånddukke. Først spørgende og nænsomt, så kastende den op i luften i en vild dans, for til sidst at forsøge at smelte sammen med den, inden den efterlades hængende ensomt og slap på et gitter af stål. Et stærkt og dystert billede på menneskenes fremmedgjorthed over for deres egen iboende natur og over for naturen som sådan.