SPOT: Hesselholdt & Mejlvang på Horsens Kunstmuseum

Hesselholdt & Mejlvang er en kunstnerduo, bestående af Sofie Hesselholdt (f. 1974) og Vibeke Mejlvang (f. 1976). De har arbejdet sammen, siden de mødte hinanden på kunstakademiet i begyndelsen af 00’erne, og et vedholdende fokus er deres – vi kan vist godt sige – dekonstruktive behandling af nationalflagens betydninger og symbolikker.

Og flagene dominerer da også på deres aktuelle udstilling Almost not spoken yet på Horsens Kunstmuseum.

I museets centrale, højloftede sal hænger seks store flaglignende værker på væghængte stænger. De er syet sammen af brugte tekstiler, kunstnerne har indsamlet fra lande over hele verden.

Hvor det typiske nationalflag er struktureret i klare farver og inddelinger – korset, x-korset, de tre vandrette eller lodrette inddelinger og så videre – er disse patchwork-flag anderledes vildtvoksende. Mindre geometriske og bombastiske (mindre maskuline?). Mere kropslige, mønstrede og organiske (mere feminine?).

Det klassiske nationalflag opdeler og adskiller. Det er symbolet på et bestemt slags sammenhold, for vi samles under flaget, og roligans er klædt i rødt og hvidt. Men det er også en form for fællesskab, som er defineret af forskellen til de andre, som flager med andre farver og mønstre.

I en tid, hvor klimaudviklingen kalder på global bevidsthed og sammenhold, synes dette indhegnede fællesskab flere steder i verden at have fået en vis genopblussen. Det er den problematik, kunstnerne taler ind i.

Hesselholdt & Mejlvangs flag er ikke symboler på den brutale kapitalismes grænseløse frihandel, men bløde, globale statements, som vil sammensy, ophæve skel og fortælle, at vi altså hænger sammen – ikke kun mennesker, men alle levende væsener og økosystemer.

Broderede udsagn understreger det: “Like one body a hybrid of plant animal and human”. “The water and the wind know no border”.

Lydsporet, der indsvøber udstillingen, er sat sammen af optagelser af regn, kirkeklokker, en hund der gør, korsang, gadestøj, naturens susen. Lyde fra verden, ikke fra en bestemt art eller geografi, bare fra verden.

De keramiske skåle og krukker, der står på det halvcirkelformede podie i rummets midte, taler samme sprog, for overalt i verden er der brug for beholdere til opbevaring. Karret, vasen, krukken står som et aldeles konkret symbol på rummelighed og vækker associationer i retning af det hverdagslige, nære og hjemlige.

Der er mange krukker i samtidskunsten i disse år, og brugen af krukker flugter med Ursula Le Guins (1929-2018) berømte essay Bæreposeteorien om fiktion fra 1986, som søger et opgør med den grundfortælling, vores samfund gennem årtusinder har været præget af: jægerens, erobrerens fortælling.

Heroverfor retter Le Guin opmærksomheden på samleren og bæreposen eller krukken, hvori det indsamlede opbevares. Det er en mere langsom, bæredygtig, fællesskabsorienteret fortælling, som jeg tænker også Hesselholdt & Mejlvang abonnerer på.

På førstesalen hænger der flere flagserier – Between melting ice and rising tensions, 2025, og Flags for unwritten land, 2025. Sidstnævnte flugter med udstillingstitlen Almost not spoken yet.

På et af udstillingens flag er der med usikker formskrift broderet: The hopelessness of hope.

For det er en porøs, endnu ikke helt født eller formuleret global samhørighedsfortælling, kunstnerne inviterer til. Håbefuld, for håbet er der, selvom det er skrøbeligt.