Sofie og Vibeke skaber Rejseskyer til børnene på hospitalet

De skaber kunst ud fra deres omverden, og med væsentlige museumsudstillinger og store offentlige udsmykninger har Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang etableret sig som en vigtig stemme for deres generation. Senest har kunstnerduoen færdiggjort 18 keramiske relieffer på Tommerup Keramiske Værksted til Hvidovre Hospitals nye Børne- og Ungeafdeling. I stedet for at være på barrikaderne som så ofte før gav de plads til fantasi, håb og fællesskab.

Vibeke: Siden mine spæde ungdomsår har jeg været optaget af at lave skulpturer, så for mig var det oplagt at søge mod keramikværkstedet, da vi studerede på Kunstakademiet. Sofie kom der også, og vi blev en del af en lille gruppe, som huserede der det meste af tiden. Vi var tiltrukket af håndværket. At stå og fordybe sig med leret og blive bedre dag for dag. Helt fra begyndelsen af vores samarbejde har keramik været definerende for, hvem vi er som kunstnere.

Med tiden er kærligheden til materialet kun vokset. Der sker noget ved stemningen i et rum, når det indeholder keramik, fordi det har en særlig tyngde og inderlighed. Keramik tiltrækker folk. De får lyst til at røre ved det, komme det nært. Keramik er så tæt forbundet med jorden og menneskehedens historie, at det er nærværende og vigtigt for os alle sammen.

Sofie: For sådan nogle konceptuelle kunstnere som os, der sidder meget bag et skrivebord og snakker det meste af tiden, er det berigende at have hænderne dybt nede i et materiale en gang imellem. Og mærke værkstedsstemningen. Vi er lykkelige, når vi arbejder med keramik. Man kan fortælle historier med keramik, og det er jo det, vi gør med vores kunst. Vi har altid suget omverdenen til os. Vi interesserer os for politik, magt og hvad der foregår i samfundet. Det er dét, vi reagerer og kommenterer på.

Men vi har ændret os gennem de 25 år, vi har arbejdet sammen. I begyndelsen skabte vi værker som en direkte kommentar til begivenheder som Muhammed-krisen og krigen i Irak og Afghanistan. Vi lavede sorte flag og brugte kamuflageprint på stoffer og keramik. I dag er verden ved at eksplodere, og vi ved næsten ikke, hvor vi skal starte eller slutte, så vi prøver at sætte fokus på de positive aspekter i vores samfund. I vores hverdag. For at fremkalde fællesskab og håb.

I stedet for kun at kritisere – være på barrikaderne, som vi i den grad har gjort os i, undersøger vi nu, hvordan kunsten kan være med til at udtænke løsninger og perspektiver for fremtiden. Hvad er det for en virkelighed, vi gerne vil have? Hvilke værdier synes vi er vigtige? Det er lidt en kliché, at vi er blevet hippieagtige med alderen.

Vibeke: I sommer installerede vi vores udsmykning af tre behandlingsrum på Hvidovre Hospitals nye Børne- og Ungeafdeling, hvor de ønskede et værk, der kan distrahere de syge børn og indgyde håb. Et værk, der kan skabe dialog mellem personale, forældre og børnene. En interessant opgave. Hvad kan pirre børnenes fantasi, så de drømmer sig væk til mere eventyrlige verdener end det sterile hospitalsrum?

Vi var aldrig i tvivl om, at vi ville arbejde med keramik. Vi havde lyst til at skabe objekter, børnene følte trang til at røre ved. Det blev til ideen om rejseskyerne. 18 keramiske relieffer i forskellige størrelser og nuancer af regnbuens farver. Bølgende skyer, hvor adskillige motiver og figurer, halve eller hele, dukker op hist og her.

Sofie: Kan du se blomsten ved siden af næsen? Er dét en drage? Sådan kan de voksne spørge børnene, som også kan digte videre med deres egne historier. Sygeplejerskerne bruger reliefferne til drømmerejser for børnene i svære situationer. Vi gik selv og kiggede op i de rigtige skyer for at blive inspireret til værket.

Vibeke: Vi har studeret japanske og kinesiske træsnit af skyer og mangategninger. Vi tyvstjal et skymotiv fra en kimono, Sofie fotograferede i Japan. Den forestiller bølgende skyer, og jeg slap fantasien løs. Jeg tegnede hovedet af en drage ind i skyformationen og en gravhund i en anden del af skyen. Flere af sådanne figurer kom med i skitserne, men værket skulle være surrealistisk og ikke bare indeholde én fortælling. Hver skulptur har flere historier i sig, også dem, vi ikke kender til – som kun den enkelte beskuer kan skabe. Der skal være en fin balance mellem at kontrollere og give plads til intuitionen.

Sofie: Vi pakkede vores skitser og udklip af inspiration og ankom til Tommerup Keramiske Værksted meget forventningsfulde. De har altid hjulpet os enormt godt. Alt stod klar til os: de 18 lerklodser i forskellige størrelser, som vi havde bestilt på forhånd. Vi skiftede til arbejdstøj og gik i gang. Vi modellerede på alle 18 værker samtidig, begge to. Vibeke kan bedst lide den første del af processen, hvor det groveste formgivningsarbejde sker, mens jeg oftest har det sidste touch på værkerne. Jeg holder af detaljerne.

Vibeke: Vi stoler på hinandens kvaliteter, men også på alle dem, vi arbejder sammen med. På Tommerup fulgte vi deres råd uden at stille spørgsmål. Vi kan godt lide den faglighed, eksperter besidder. De byder ind med kloge hænder.

Sofie: Vi tror meget på fællesskaber. Vi har mange samarbejdspartnere, som vi er dybt afhængige af for at lykkes med vores kunst. Det kan godt være, vi har næsten 25 års erfaring med keramik, men keramikerne ved stadig ti gange så meget som os. Respekt for andres faglighed er vigtig. På hospitalet lyttede vi til sygeplejerskerne, lægerne og psykologen, der bød ind med deres ekspertise. Deres viden har indflydelse på vores proces og færdige værk.

Vibeke: At lave keramik i store formater er svært. Det er nemt for os at sidde med mindre ting, det har vi prøvet mange gange, men når vi er oppe i de store skalaer, kan vi ikke længere klare det alene, og derfor bliver samarbejdet med Tommerup Keramiske Værksted afgørende for os. De sørger for, at vi arbejder med det rigtige ler, som har den mest hensigtsmæssige materielle sammensætning, der vil tage værket igennem tørring og brænding.

Meget kan gå galt i de processer. Det kan knække, sprække og falde fra hinanden. Man bruger også mange kræfter, så det er afgørende, at leret har den rette tyngde, så man kan modellere med det uden at løbe tør for energi. Værkstedets tekniske viden gør, at vi føler os trygge. Keramik er et stort håndværk.

Sofie: Vi forlod aldrig værkstedet i ugens løb. Vi sov i nærliggende værelser, begyndte tidligt om morgenen og sluttede sent om aftenen. Det tog tid at lave værkerne, og vi havde kun sat fem dage af. Det var på et hængende hår, at vi nåede det. Vi gik ikke engang en tur. Om aftenen drak vi lidt vin for så at gå ind og modellere videre. Det var en vidunderlig uge. 

Vibeke: Brændingen gik heldigvis godt. Inden vi forlod værkstedet, havde vi udvalgt de farver og glasurer, vi godt kunne lide, og da vi vendte tilbage et par måneder senere, stod de klar med en masse glasurprøver. Vi plejer selv at glasere med pensel, fordi det passer til vores normalt grovere udtryk, men denne gang ønskede vi en helt glat overflade med et fint glidende farveforløb, hvor farverne fadede ind over hinanden.

Værkstedets kloge hænder havde helt styr på, hvordan det skulle gøres med sprøjteglassering. Vi var inspireret af en aften- og morgenhimmel, hvor skyerne bliver vilde i farverne. Som en regnbue. Afsættet for farveforløbet var hospitalets vægge, der er malet i skarp grøn og knaldorange. Et relief, der hænger ved siden af den grønne væg, begynder i samme nuance og udvikler sig derfra.

Sofie: Hospitalet fik de første patienter ind i november 2024, og vi har fået positiv feedback fra personalet om, at det gør en stor forskel i hverdagen på afdelingen. Personalet mærker en inderlighed og taktilitet i rummet, har de fortalt os. Værkerne fungerer som den ønskede modpol til omgivelserne. Og det bliver brugt, som vi har forestillet os, af personale, pårørende og de små patienter. Vi er meget glade for at være med til at skabe en lidt lettere situation for børnene i de tre behandlingsrum.

Vibeke: Da vi installerede ’Rejseskyerne’, forsvandt mine tanker ud i himlens skyer, jeg kunne se igennem vinduet, og jeg begyndte straks at danne mine egne billeder.