Stafetten på GL STRAND: Sommerleg med substans?

Det hører til kunstscenens paradokser, at når flest folk har fri og besøgende flokkes til land og by, holdes kunstaktiviteter på lavt blus. ”Sommerudstilling” rimer på en rutinemæssig præsentation af gamle kendinge og man vil ikke byde en stor satsning en udstillingsperiode mellem maj og september. Den (lav)sæson er vi nu på vej ind i og alle sjove tiltag hilses derfor naturligt velkomne.

Stafetten på GL STRAND kunne med sin enkle og legende præmis, hvor udstillingen er formet gennem en kæde af kunstner-vælger-kunstner-valg, være i den lettere ende og mere sommerleg end seriøs og fokuseret kunsthalsudstilling. Men netop den utraditionelle udelegering af sammensætninger og begrundelser har også nysgerrighedens appeal og muligheden for at se værker og kunstnere i et nyt lys – netop i kuratoren og den stramt tematiserede udstillings tidsalder.

Stafetten som udstilling er begge dele: en blaffetur i dansk kunst med flakkende retningssans og en original lystrejse, der kaster gode perspektiver af sig.

Dansk kunst set af kunstnerne
Præmissen for Stafetten er, at udstillingens arrangører har givet ”stafetten” til første kunstner, som så inviterer næste navn, indtil de godt 20 bidragydere er fundet.

Kunstnerne har skullet være arbejdende i Danmark, da udstillingen er tænkt som en måde at præsentere dansk kunst på – noget, den traditionsrige kunstforening gerne har villet gøre mere i, siden Det Kgl. Kunstakademis afgangsudstillinger havde til huse her.

Det har været op til hver kunstner at skrive en begrundelse for deres valg, som er gengivet som formidlingen i udstillingen. Med ét enkelt valg er billedet naturligt selektivt og præget af forskellige motivationskriterier. Det giver dog klart udstillingen karakter, at det personlige perspektiv og interessen i en anden kunstner skrives ud og følger værkerne. Ofte er beskrivelserne faktisk rigtig gode og indfølte på en måde, som den professionelle formidling sjældent er. Så må man tage enkelte svulstige eller indforståede passager med.

Afsæt i Superflex
Stafetten er startet hos gruppen Superflex. De viser videoværket ”The Working Life”, hvor publikum stilles overfor den inciterende tale af en hypnotisør, der fremkalder følelse af paranoia og identitetstab på det moderne arbejdsmarked. Den berømte gruppe, der både kan ses som centralt tidstypisk og uforudsigelig med en karakter af spil med omgivelserne er et spændende udgangspunkt.

Deres værk fungerer også perfekt sammen med deres nominering, Olof Olsson og hans værk ”Office Work”: en timelang optagelse af sig selv omhyggeligt i gang med at skære blanke ark papir op i mindre stykker. Arbejdet adler ikke i dette første rum, som klart er i det kritisk-polemiske hjørne af kunsten.

I andet rum tages en overraskende drejning med Olssons valg af Per Bak Jensen.

Hans monumentalt stille fotografier af henholdsvis et øde bjerglandskab og røg over en snedækket mark er et sceneskift af rang: her er ingen samfundskritik eller polemik i sigte og man skal tune sig ind på en helt anden kunst – et sted med for stort spring, Bak Jensens kvalitet til trods.

Bak Jensens nominering af Vladimir Tomic er også something completely different. I ”History Now” har Tomic på en split-screen-video sat fortiden stævne med nutiden.

En optagelse fra 1993, da kunstnerens familie som bosniske flygtninge var ankommet til Danmark og kunne tale om deres forhold til slægtninge i hjemladet, sættes overfor et billede af kunstnerens mor, der i dag ser den gamle film. (Egen)dokumentarisk og lige på, på en gibende måde, der dog sætter den kunstneriske dimension lidt ud af spil.

På tur igennem mange værkformer
Næste værk i stafetten er den unge kunstner Ana Pavlovic. I lydværket/installation ”Inkubator” afspilles optagelser af fugle, altså som forskellige mennesker på brogede Nørrebro synes, de lyder. Et finurligt værk, som passer godt til denne form.

Pavlovic har inviteret Christian Vind, der viser en smuk, nørklet leporello-bog med et antikveret præg: Igen noget af et sceneskift. Og det er der så igen til maleren Jens Birkemose med et stort maleri med karakter af 1980’ernes neoekspressionisme. Det er meget at forholde sig til, side om side!

På anden etage former rummene sig mere tematisk sammenhængene. Der er imponerende tegnet surreel sortekunst af Jacob Stangerup i forlængelse af Birkemose, der også har fået lov til at have en stor kollagevæg med. Sådan en dobbelt tilstedeværelse forvirrer konceptet lidt – var det ikke ét værk hver? Næste rum er konceptuelt præget med Ebbe Stub Wittrups rene farvebilleder og E. B. Itsos til ukendelighed udsværtede avis. Begge værker gør sig godt i GL. STRANDS gamle lokaler.

Efterfølgende viser Maj Hasager et omfattende fortællende værk om kvinders erindring fra den polske Solidaritets-bevægelse. Et værk, der har det svært i denne sammenhæng, da det virker løsrevet og uden kontekst.

Jeanette Ehlers går til fortidens betydning på en mere nærværskabende måde i værket ”How do you talk about 300 years in 4 minutes”. En ældre caribisk mand, som synger en gammel sang, danner kernen i en poetisk og betydningsladet værk.

Udstillingens øverste etage udgøres af ét stort rum. Her ses blandt andet Emil Westman Hertzs figurer og billeder, som meget matcher Claus Hugo Nielsens tilsvarende organiske former. Passende synes udstillingen at ende i et vildnis, langt fra den kritik af formålsløst stræb, som den startede med.

Produktiv rundtur?
Stafetten kommer unægtelig igennem mange typer af værker og kunstnere. Intentionen om, at Stafetten skal afspejle kunsten set af kunstnerne og skabe et portræt af dansk kunst indefra er til at fornemme. Udstillingen har derfor sin overordnede relevans og holder interessen igennem, i hvert fald på et adspredelsesmæssigt plan.

Søger man substans og konsekvens fremstår Stafetten noget luftigere. Måske en fokusering i form af et givent tema eller et afgrænset fysisk format kunne gøre noget. Det virker lidt underligt, at et par kunstnere er til stede i to rum og nogle værker falder unægtelig igennem i den meget blandende form.

Hvis Stafetten for alvor skal vise sig mere end en underholdende sommerleg kunne konceptet skærpes på en måde. Der er muligheder i metoden og intentionen om en rundtur i dansk kunst er god fra GL STRANDS side.

En del af Stafetten kommer til at udgøres af en poesi-stafet i juli og arrangementet One Night Only med bidrag på tværs af alle praksisformer. Der vil også være en performance ved Folkemødet på Bornholm og en kronikstafet i samarbejde med Politiken. Der holdes således damp på kedlerne over sommeren i stafetternes tegn.