Støtte for at styre

Armslængdeprincippet er blevet en by i Rusland – og det siger ikke så lidt i disse tider – inficeret og korrumperet.

En masse vigtige spørgsmål melder sig, når jeg tænker på kunstens kår og kunstens rolle i vores samfund. Men i stedet for, at nogle af disse vigtige spørgsmål bliver debatteret, skal man være vidne til usaglige diskussioner, som dem, der har kørt her hen over sommeren. 10.000 kroner for nogle A4-ark (Jakob Jakobsens værk Dødsfald fra 2011) – så lyder jungletrommerne.

Vorherre til hest. Så står det sgu endnu værre til, end jeg gik og frygtede.

Klare øjeblikke

Heldigvis opstår der, selv i disse fordummende og forplumrende debatter, små klare øjeblikke, hvor begavede og kompetente personer får lov at komme til orde.

Som når kultursociolog Peter Duelund i Deadline beskriver kunstens betydning rent historisk; kunstens vigtighed for vores kultur og selvforståelse, for udvikling af det menneskelige intellekt og udsyn.

Hans præcise, men sørgelige, diagnose af kunstens vilkår de sidste små tyve år beskriver, hvordan det for alvor siden 2001, hvor Fogh-regering trådte til, er gået ned af bakke. Hvor armslængdeprincippet skulle sikre, at man fra politisk side skulle støtte kunsten og lade kunstfaglige om at udvælge og tildele støtten – altså støtte, men ikke styre. I dag kan man, som Duelund spidsformulerer det, tale om, at man ”støtter for at styre”. Se indslaget her

Desværre kan man frygte, at de reelle problematikker og kloge indslag drukner i al ævlet og forargelsen.

Den ”frie kunst”

Ofte, når diskussionen falder på vigtigheden af den frie kunst og den frie kunstner, bliver det hånligt fejet af banen som en utopisk idé fra hippietiden. Armslængdeprincippet er noget, man bør værne om. Måske har man for længst glemt dets temmelige alvorlige og konkrete ophav? Vigtigheden af ikke at sammenblande kunst og politik var yderst præsent i folks bevidsthed i lang tid efter Anden Verdenskrig – har vi glemt, hvor farlig kunst kan være i de forkerte hænder?

Politikkernes største fokus, hvad angår kunsten, har siden starten af nullerne været, hvordan kunsten kan fungere som løftestang for økonomisk vækst. Er det virkelig kunstens vigtigste rolle anno 2018!?

Fremtidens kunst

Under Art Week 2018 var jeg bl.a. til en paneldebat med overskriften ”Perspektiver på fremtidens kunstscene”. Dette var med afsæt i gallerier, og panelet bestod af kunstrådgiver og direktør for Art Week Christina Wilson, kurator og kunstsamler Jens-Peter Brask, gallerist for V1 Gallery/Official Jesper Elg, kunstner, kurator og kunstkritiker Mikkel Carl og digital ekspert Morten Saxnæs.

Som en i publikum kækt kommenterede, ville det have været interessant, hvis der også havde været en kunstner med i panelet. Det var der skam, nemlig Mikkel Carl. Og måske var Mikkel Carl netop den bedste repræsentant for den nye kunstnerrolle – en kunstner, der forstår at arbejde med og på markeds- og kapitalismens vilkår. Som han sagde:

”Kapital og kunst er definitivt forviklet, og sådan er det (…) Der er ikke en kritisk position udenfor kapitalismen.”

Kunsten at sætte tingene i perspektiv

For mig at se var Mikkel Carls kommentar mere et udtryk for hans eget ståsted end en eviggyldig sandhed. Man kan sige, at det er et spørgsmål om perspektiv. Og som kunsthistoriker og tidligere formand for Statens Kunstråd Rune Gade skrev i Information for en lille måned siden, er kunstens kerneopgave at være et alternativ til massekulturen og at yde modstand mod ensretningen af vores forestillingsevner og netop sætte tingene i perspektiv.

”Det er selve dette element af dissens (uenighed, red.) i kunsten, der er en af de vigtige grunde til, at et demokrati vælger at støtte den. Og at demokratiske politikere står vagt om den. Kunst skal ikke være elskelig eller pæn, selv om den udmærket kan være begge dele. Kunst skal ikke nødvendigvis applauderes af flertallet, for dens rolle er at udfordre den til enhver tid herskende logik. Kunst kan være antifolkelig og derfor demokratisk.” Læs artiklen her

Som Duelund også pointerede i indslaget i Deadline, handler livet om andet og mere end økonomisk vækst. Hvilket igen bringer mig tilbage til paneldebatten under Art Week, hvor snakken gik på, hvordan man fik folk ind på gallerierne, nu hvor man kan se alt online. Hertil var Mikkel Carls bud, at man som udstillingssted skulle satse på udstillinger, som i højere grad forudsatte, at man netop var på stedet – hvor krop og tid var en væsentlig faktor.

Mikkel Carls pointe var, at når eksempelvis lyd, lys, vind og vejr er en integreret del af selve kunstværket, så vil folk i højere grad være ”nødsaget” til at opleve kunsten på stedet. Han mente ikke, at gevinsten ved at se et maleri i virkeligheden vs. på Instagram eller andet online medie var stor nok til at få folk op af sofaen.

Jeg er dog ikke enig med Mikkel Carl, jeg forstår hans pointe – rationalet, om man vil. Men jeg tror ikke, det er den vej, gallerierne skal gå, og synes desværre også, at Mikkel Carl i denne sammenhæng devaluerer maleriet. Det skal måske tilføjes, at Mikkel Carl selv er installationskunstner.

Kunsten skal tage chancer fremfor at satse på det sikre

At maleri ikke skulle kunne ”trække kunder i butikken” taler imod det faktum, at Jesper Elg kunne berette, at V1 Gallery oplever øget besøgstal, øget salg og øget netværk såvel nationalt som internationalt. V1 Gallery er nok et af de gallerier, hvor jeg har set allerflest gode maleriudstillinger. Og som Jesper Elg sagde, bestod deres succes nok især i, at de forsøgte at være nysgerrige, undersøge det ukendte – udstille forholdsvis ukendte kunstnere og netop ikke kun udstille det sikre, men tage nogle chancer.

I sidste ende tror jeg, at succesen beror på kvaliteten ved fordybelse og tilstedeværelse, og det forudsætter for mig at se ikke et ”oplevelsescirkus” – tværtimod – i langt højere grad, at det, der er at se, er værd at se, hvad enten det er installationskunst eller maleri eller noget helt tredje. Det sidste, der må ske, er, at potentielle gallerigæster skal diktere, hvilken kunst der skal udstilles. Når kunsten begynder at lefle og behage, så har den for alvor spillet fallit.