Svar på anmeldelsen af Selvspejlinger I

I sidste uge bragte KUNSTEN.NU en anmeldelse af udstillingen Selvspejlinger I, som i øjeblikket kan opleves på Esbjerg Kunstmuseum. Museumsinspektør mag.art. Christiane Mosegaard Finsen og resten af det kunstfaglige team på Esbjerg Kunstmuseum responderer her på anmeldelsen.Esbjerg Kunstmuseums svar:

Anmelderen Rikke Hansen er slet ikke begejstret. Hun skriver og argumenterer ellers godt, og som sådan er der faktisk tale om en god anmeldelse. Vi ser tilsyneladende bare grundlæggende forskelligt på, hvad en udstilling skal kunne i almindelighed, og hvordan Selvspejlinger er konciperet og tænkes perciperet i særdeleshed.

KUNSTEN.NUs anmeldelse af Selvspejlinger I kan findes her

Det første kritikpunkt er, at det er svært at se, hvad udstillingen egentlig ’vil’. Denne kritik bunder ifølge Rikke Hansen i, at udstillingen på den ene side ”viser jeget med dets mange ansigter” samtidig med, at den er en refleksion over museets eget ’jeg’ – ”over dets institutionelle identitet og ikke mindst behovet for at involvere beskueren direkte i dynamikken.” Men udelukker de to hinanden? For os at se er der ikke tale om modsætninger – tværtimod. Selve udgangspunktet har netop været, at en udstilling om selvet kræver et involveret selv, hvis tematikken ikke alene skal have en teoretisk relevans, men skal kunne sanses direkte af beskueren. For udstillingen handler som sådan ikke om Lacans teorier eller om bestemte kunsthistoriske greb. Den handler om dig og mig.

At spørgsmålet om publikums ageren, om det, Hansen benævner ”publikums selvbevidsthed i galleriet”, skulle kunne tages ud af sammenhængen, er for os en ikke-eksisterende tanke. I udstillingen fungerer kunsten nemlig også som katalysator, mens museet definerer rammen om den situation, der udhæver fænomenet ’selvspejlinger’, og som museumsgæsten både iscenesættes i og iscenesætter sig selv i.

Et andet kritikpunkt bunder i, at udstillingen virker rodet og ugennemtænkt. Det er tankevækkende, da den ellers er tænkt temmelig stramt: Ved udstillingens indgang og udgang skal man som museumsgæst passere gennem to store installationer, hvor man involveres direkte og kropsligt. På den måde rammes oplevelsen helt bevidst ind på en involverende og sanselig måde. Efter at have været igennem Nina Saunders’ og Ernesto Spinellis Existential Photo Booth ved indgangen, hvor ens eget portræt projiceres op på væggen for efterfølgende at opløses delvist i de andre gæsters portrætter, bevæger man sig videre ind i Sofie Bird Møllers videoværk Catch me if you can. Dette værk er en sammenklipning af forskellige versioner af filmen Den usynlige mand, hvor kroppen er komplet fraværende (hvilket paradoksalt nok giver den et insisterende nærvær). Herefter skal vi så at sige reetableres som krop og blik, hvilket sker ved at passere gennem korridoren af Michael Kviums Fools, der fra begge sider stirrer på os. For enden af korridoren mødes vi af et kæmpestort objekt, en portrætvæg, hvis røde farve kontrasterer korridorens dybe blå. De kunstneriske selvportrætter, som Rikke Hansen også refererer til, er placeret på grøn baggrund i de to lommer, der opstår på hver side af korridoren. Vægfarven bruges således helt bevidst til at understrege de forskellige tematiske snit i rummet og såvel visuelt som konceptuelt til at samle de udstillede værker. Den anden side af den røde væg, som er placeret midt i salen, er malet sort. Her kan man bl.a. møde to modelstudier ved siden af det sorte forhæng, man skal passere igennem for selv at stille sig op som en form for model og blive en del af (re)præsentationen i de indrammede åbninger på portrætvæggens røde side. Det er også i denne del af udstillingssalen, man bl.a. finder skulpturoptoget, der spejler sig i Christian Lemmerz’ foruroligende Blutspiegel, inden man møder sit fragmenterede selv i Olafur Eliassons installation ved udgangen.

På portrætvæggen kan man se en lang række væsensforskellige portrætter, der både stilistisk og dateringsmæssigt adskiller sig fra hinanden. Som Rikke Hansen skriver, møder vi her “kunstnernes mødre og deres bedste venner” – og det giver ”et interessant indblik i kunstnernes liv, deres familier og kontakter.” Men, tilføjer hun, ”det er svært at se, hvad disse værker siger om selvet og vor evigt skiftende selvforståelse.” Og det kan vi kun give hende fuldstændig ret i! For det er slet ikke det, der har haft vores interesse. Portrætterne er i stedet udvalgt på grund af deres iøjnefaldende diversitet og indlysende kvalitet og netop ikke fordi, de gengiver f.eks. Heerups mor. De er installeret som et samlet statement og ikke som enkeltværker, hvilket fremhæves af den samlende røde baggrundsfarve. Værkerne er nøje placeret, så hvert eneste portræt retter blikket ind mod væggens centrum og dermed møder betragteren direkte, når hun bevæger sig gennem den blå korridor. På den måde har installationen ikke hovedfokus på hvert enkelt værks kunsthistoriske implikationer, men i høj grad på beskueren – fokus fjernes fra de portrætteredes ’selv’ og rettes i stedet mod det betragtende ’jeg’. Samtidig ser portrætterne så at sige tilbage på beskueren, der altså også selv kan vælge at blive ’værk’ ved at træde ind i de tomme rammer og derved både kigge tilbage på de andre besøgende og samtidig eksponere sig for deres blikke. Og er der ikke netop her tale om en rumliggørelse af den Lacanske teoridannelse, som Rikke Hansen bringer ind i analysen? Er det ikke netop en udstillingsmæssig formidling af en ellers kompleks, teoretisk pointe, som de færeste museumsgæster i udgangspunktet kender til?

At de tomme rammer i portrætvæggen skulle være ”et desperat forsøg på formidling og udstillingsmediering”, som Hansen skriver, er således absurd. De er faktisk selve udstillingsprojektets udgangs- og omdrejningspunkt, og desuden er væggen den mest markante arkitektoniske konstruktion i hele udstillingssalen.

Rikke Hansen spørger: ”Skal man som beskuer nødvendigvis aktiveres fysisk, før man forstår en udstilling?” Man kunne vende spørgsmålet om: Skal man nødvendigvis forstå en udstilling for at kunne forholde sig (fysisk) til den? Vi har med andre ord hvert vores udsigelsespunkt. For os at se stiller Rikke Hansen ganske enkelt det forkerte spørgsmål, hvorfor udstillingen ikke giver hende fyldestgørende og forståelige svar.

Udstillingen er tænkt syntetisk som én samlet installation og ikke additivt som en genreinddelt udfoldelse af enkeltværker. I udstillingen er det beskueren, der bringes i centrum, og ikke hvert enkelt portræt eller kunstneriske selvportræt. Den installatoriske helhedstænkning får værkerne til at pege på beskueren selv ved fremsættelsen af hverken teoretiske eller kunsthistoriske, men visuelle argumenter.

På den måde forstærker de udstillingsmæssige greb de bestræbelser, som i forvejen ligger i både værkerne og projektets tema – en helt bevidst disposition, der i fuld overensstemmelse med Esbjerg Kunstmuseums kontinuerlige udstillingseksperimenter søger at bringe de besøgende i nærkontakt med kunsten og gøre den vedkommende for deres liv.

Venlig hilsen det kunstfaglige team på Esbjerg Kunstmuseum