SYNG FOR HELVEDE – det skrøbelige kød og sjælens glød

Den netop lukkede udstilling EFTERSKRIFT på Randers Kunstmuseum kastede et stærkt, bevægende og til slut skrøbeligt blafrende lys ind i Sven Dalsgaards kunst fra 1969 til hans død i 1999.

I 1970 erklærer Sven Dalsgaard sig selv for kunstnerisk død. Han udstiller sit eget gravmæle på årets udstilling med Grønningen. Den morbide iscenesættelse markerede en kunstnerisk krise, men den blev samtidig begyndelsen på en ny eksperimenterende fase, hvorunder liv og kunst for alvor smelter sammen i Dalsgaards praksis.

Sven Dalsgaards (1914-1999) kunst har altid været personlig og selvreferentiel, men hidtil – har vi lært af de mange udstillinger, der har sat fokus på hans livsværk – er det produktionen i 1960’erne, der i særlig grad markerer kulminationen i hans kunstneriske virke. Vi ved også, at han tidligt var under indflydelse af den historiske avantgardes oprørske trang til at modsige de borgerlige dannelsesidealer, som kunstnerne dengang anså for snærende og forstillede.

Avantgardens kunstnere ville frigøre menneskene fra arbejdets og hverdagens monotone tyranni. De ville gennem kunstens radikale tilstedeværelse i alle livets sammenhænge være aktive medskabere af en mere autentisk og levende virkelighed. På den facon blev kunsten brugt som redskab for livsytringer af enhver art. Der var intet, der var for stort eller småt for kunstneren.

En ener

Dalsgaard var, i kraft af sin tidlige veneration for avantgarden, det meste af sit liv en ener i den danske kunstverden, som helt frem til 1968 krampagtigt holdt fast i kunstens mere klassiske og akademiske dyder.

Frem mod 1970 skabte Dalsgaard på baggrund af sin internationale kunstneriske horisont, og med et godt øje til surrealisme og dadaisme, en lang række personlige, metaforiske og ikoniske hovedværker og hovedmotiver: Den blå nøgle, de monokrome billeder, lærredet med øjne, stoleobjektet, pakken og Dannebrogsbillederne.

I 1970 erklærer Sven Dalsgaard som nævnt sig selv for kunstnerisk død, og perioden fra 1970 og frem til hans faktiske død har aldrig fået den samme begejstrede opmærksomhed, fordi den betragtes som en gentagende fase, hvorunder Dalsgaard flittigt reformulerer sine nøglemotiver i talrige nye variationer.

Selv om han ufortrødent fortsætter og udvider undersøgelsen af grænserne mellem liv, maleri, objekt og sprog, ses ’senværket’ typisk som en svagere afglans af ’hovedværket’.

Derfor fortjener nærværende udstilling på Randers Kunstmuseum ros for at stille spørgsmålstegn ved disse konstruktioners favorisering af den yngre kunstner Sven Dalsgaard.

Jeg er ikke nogen. Jeg er

Udstillingen åbnes af Stedet, et maleri fra 1996, tre år før Dalsgaards død. Billedet fungerer som en art mandala eller rebus i den velkendte Dalsgaardske stil med blandt andet den blå nøgle, et bladguldbelagt labyrintisk ornament og ordet AVE som billedkomponenter.
Ved siden af maleriet hænger en lille håndskreven tekst. Med vaklende versaler står der: ”STEDET ER LIGE HER OG NU / IKKE OPAD IKKE NEDAD / MEN EN STILSTAND SOM UR= / IS / SOM LOTS’ HUSTRO / HVIS HUN VAR TIDLØS / DET MENINGSLØSE INTET / JEG ER IKKE NOGEN / JEG ER”. Således føres vi ind i det tænkende subjekts evindelige problem med at forstå sig selv flydende mellem materie og ånd. Mellem forgængeligheden og evigheden.

Stedet har for Dalsgaard to betydninger: det faktiske sted knyttet til et ‘nu og her’ i den fysiske verden – og et andet sted knyttet til den gudsbevidsthed, som han tøvende men bestandigt nærmede sig igennem livet. Finn Terman Frederiksen sætter i artiklen ”Tvillingen, stedet og livsrejsen”, der udkom i bogen Sven Dalsgaard 100 år (2014), fokus på Dalsgaards livsværk som en lang rejse frem mod selvindsigt.

I forlængelse heraf er Efterskrift et kort over den sidste del af rejsen, den periode, hvor udforskningen af eksistensen kulminerer, og hvor Dalsgaard som en viis gamling ser tilbage på sit liv og usentimentalt forholder sig til kroppens forfald og dødens komme.

Med kraft og inderlighed ind i det selvbekendende felt

Dalsgaard indskriver sig i traditionen, som lige siden avantgarden har besunget den excentriske, selvoptagede og konstant skabende kunstner(mand), der tilsyneladende helt blottet for blusel og skam mosler rundt i eget liv og kød for at blotlægge og dele det hele med beskueren. Siden 1970’erne blev trenden allemandseje i den forstand, at kunstscenen med fornyet kraft igen blev den platform, hvorfra alle syge, undertrykte og marginaliserede kunne komme til orde.

Som internationalt anerkendt kvindelig pendant kan Hannah Wilke (1940 – 93) fremhæves for sin skånselsløse dokumentation af eget kræftforløb. Den cubansk/amerikanske kunstner Félix González-Torres (1957 – 1996), der gennem sine sidste leveår producerede skulpturer og installationer, der refererede til hans egen krop og umulige kamp mod AIDS, har sikkert også gjort indtryk på Dalsgaard. Han træder selv med stor kraft og inderlighed ind i dette selvbekendende felt, da han syg af AIDS begynder en nådesløs blotlæggelse af sin tiltagende sårbarhed og kroppens forfald gennem den sidste svære del af livet.

Æstetisk nerve under pres fra livet

En væsentlig del af udstillingen udgøres af en stor flad montre med dagbøger, objekter, egne kunstnerbøger, fotos og andre personlige genstande fra Dalsgaards hjem og arkiv. Her får beskueren lov til at nærstudere kunstneren, og på samme måde som hans kunstværker ofte er små gåder eller rebusser, er genstandene her kurateret som en udvidelse af dette særegne aspekt ved Dalsgaard.

På den måde understreges hans søgende naturs iboende rastløshed og konstante behov for at skabe mening, sammenhæng og nærvær i vekslende dialog med sig selv og omverden. Han fotograferer flittigt sig selv og sin krop, der bliver stadig mere skrøbelig og udsat, og bruger disse fotos i sin kunst.

Dalsgaard har en fin og følsom æstetisk nerve, som tilsyneladende bliver mere blotlagt og aktiv, des mere pres livet udsætter ham for. Han mister i 1981 sin ven og elsker Jens, og udtrykker i sin dagbog med stor ærlighed og kærlighed sin sorg over tabet – og ensomheden der følger. Hans refleksioner over kærlighedens og seksualitetens væsen er på samme tid karske, smukke og dybt bevægende.

Mange værker opstår i perioden herefter, og de bærer alle præg af denne fint afstemte blanding af råhed og sarthed. Det er i mine øjne netop denne balancekunst, der er Sven Dalsgaards adelsmærke. Hans genbrug af tidligere værker fungerer på den baggrund som en optimering eller finjustering og som en naturlig forlængelse af hans værks evige ræsonneren over filosofiske og eksistentielle problematikker.

Gift og mørkt henkogt eddike is

Gennem sine sidste leveår røg Dalsgaard ud og ind af hospitalet, og udstillingens hovedscene folder sig ud ved sygesengen – en hospitalsstue på hvis vægge der hænger en lang stribe af skriblerier og dagbogsnotater fra den stadigt mere medtagne Dalsgaards rystende hånd. ”HIV”, ”JEG HAR AIDS” står der på to af dem, som mere er tegninger. ”Natten er en gave til mig”, ”Gift og mørkt henkogt eddike is!”, ”hunden / bider / flåt”, ”SYNG FOR HELVEDE SÅ HØJT DU KAN / SLUT / GÅ HEN ET FREDELIGT STED OG PIL DINE TÆER / HVEM DØR FUGL ELLER FISK”.

Den teatralske iscenesættelse af rummet med teksterne omkring dødslejet fungerer, fordi Dalsgaards vaklende skrift er teatralsk, bittersød og selvbevidst. Mange af ordene er nedfældet på baby-lyserødt papir, hvilket understreger skriftens uskyld og dualismen mellem sprog, ånd og krop. Selv om hans krop er døende, nægter hans ånd at give op. Han holder fast i livet med rørende ihærdighed, og hans sidste nedfældede ord og tanker bliver netop det vakkelvorne stillads, hans stoiske sind støtter sig ved, da han forstår, at om lidt er det slut.
I dag er ordene hans helt personlige efterskrift, og vi delagtiggøres gennem dem i dødskampens paradoksale intimsfære.

Outsideren der tilegnede sig sin egen form for spiritualitet

Randers Kunstmuseums direktør Lise Jeppesen beviser med denne udstilling sin veludviklede lydhørhed overfor museets kronjuvel, Sven Dalsgaard, og sin evne til at se potentialet i hans repetitive, maniske og arkivariske senværk. Dalsgaard kæmpede livet igennem med et af erkendelsesfilosofiens helt store problemer: idealisme eller materialisme?

I sin samtid forblev han en elsket outsider, fordi han – på trods af tidens favorisering af videnskabelighed og logisk tænkning, –mere og mere tilegnede sig sin egen form for spiritualitet, hvori ånd (bladguld), bøn (brugen af ordet ”Amen”) og taknemmelighed (ved ordet ”Ave”) sneg sig ind i hans værker. Ligesom ”Gud” og det hinsides ”sted” også integreres i hans kunst og i hans personlige livsfilosofi.

I den forstand var Dalsgaard – på trods af sin i mange henseender nøgterne forstandighed og logiske stringens – alligevel også idealist. Det er inspirerende og tankevækkende, synes jeg. Særligt fordi dansk kunst i så mange år har været så berøringsangst overfor sjælelige og åndelige aspekter af menneskelivet.

Dalsgaards kamp handlede til slut virkelig om liv og død – og måske også om tilgivelse. Givet hans alder må vi formode, at hans homoseksualitet og særligt smitten med AIDS har krævet personlige ofre og givet anledning til diskrimination af forskellig art. Det gør blot hans kunst og særligt de sidste års hudløse selvundersøgende gebærder desto mere bevægende og modige.

Det er derfor et sjældent og vedkommende privilegium at opleve, hvordan Dalsgaard brugte sit eget liv som afsæt for en kunstnerisk proces. Stålsat og blød og helt i trit med den avantgarde, han så tidligt lod sig påvirke af, var kunsten for ham et middel til at ophæve grænsen mellem det intime og det abstrakte – mellem mennesket og poeten og kunstneren Sven Dalsgaard.