Tag de urbane vandresko på

Fire solbrændte mænd i hvide jakkesæt kommer kørende på en gaffeltruck lige lukt imod os for høj musik og spotlight i det halvskumle havneområde i Nordhavn. Det er ikke Beegees, der har fået et fjerde medlem og vil gøre en uforglemmelig entré, men derimod åbningsscenen til den franske nycirkustrup Le G. Bistakis vandreforestilling The Baïna Trampa Fritz Fallen, der åbnede Metropolis festivalen i år.

Klædt i kolonialisternes dresscode og farve, men bevæbnet med arbejderskovle og koste jonglerer og slås de med hinanden tilført et par enkelte tangotrin i en sky af majskorn, alt imens publikum følger dem rundt på grustierne mellem containere og murbrokker. Men desværre bliver forestillingen ikke rigtig til andet end halvdårlig underholdning.

Performerne er hverken karismatiske eller cirkusekvilibristiske nok til virkelig at gå i kvalitativt med-og modspil til de stemningsgivende rå omgivelser, ligesom forestillingens udsagn forbliver diffust.

Storslåede og intime perspektiver
Vandreforestillingerne har præget den første del af Metropolis festivalens program. Performer og koreograf Kitt Johnsons 12 er endnu en.

I samarbejde med 12 unge, europæiske performere har hun udarbejdet 12 små værker på udvalgte steder i det vildtvoksende og øde klondykelandskab omkring det gamle B&W-skibsværft på Refshaleøen.

Publikum inddeles i tre grupper og går på skift rundt mellem værkerne. Først et blidt, lyrisk møde med en lys kvinde og ens helt eget træ, dernæst et møde med en stille rasende franskmand og hans bog osv. Til sidst samles publikumsgrupperne til et par storslåede filmiske vues med udsyn til sårbare kroppe mellem de monumentale betonbygninger.

De kolossale perspektiver i landskabet og bygningernes industrielle storhed bliver flot udfoldet og udnyttet, mens de små virkemidler forsøgsvist gøres til større sceniske effekter. En busk, gruset, vandpytterne eller enkle, gentagede bevægelser bliver i et par af de mest vellykkede enkeltstående performances vigtige udtrykskomponenter.

I Julian Toldam Juhlins audio-walk Drengen der aldrig flyttet hjemmefra er det derimod de helt private omgivelser, der inviteres ind i. Her er også gjort brug af filmiske virkemidler, nemlig green screen, så drengen Julian skræmmende nok faktisk aldrig flytter hjemmefra.

Han bliver filmet i døgndrift i sit nye grønne vesterbroværelse, så filmen kan live-transmitteres til hans mors frederiksberglejlighed. Han ses altså sfærisk svævende i luften på væggen af sit tidligere barndomsværelse, som er det sidste stop i audio-vandringen gennem Julians mors  hverdagsnips: magneter på køleskabslågen, gamle mønter i en skuffe, sæbeskål, krøllede papirer med gemte beskeder. Historien om en mor, hendes hjem og søn.

Farverige og svævende forbindelser
Ikke langt fra Frederiksberglejlighedens private gemmer, har kunstneren Karoline H. Larsen med sit snoreværk lagt op til succesfuld og smårebelsk farveleg. Tråde i alle regnbuens farver vikler sig ind og ud af hinanden og forbinder trægrenene i et værk, der udvikler og udruller sig sammen med sit medvirkende publikum på den lidt mondæne Skt. Thomas Plads.    

I det indre byrum går den tyske kunstner Dries Verhoeven mere direkte politisk til værks, når han over 10 dage med hvert sit tableau i en glasmontre på strøget udstiller tabuiserede emner. En dag ses en teenagedreng på en dynge af patroner i alle størrelser, mens han sammenbidt pudser en kæmpe gun, når han ikke ser tvært ud på publikum, der har stimlet sig sammen om montren. Ifølge montrens tekst handler værket om den øgede fokus på sikkerhed – lige fra det forhøjede antal af tegnede forsikringer til eskaleringen af danskeres investering i skydevåben til det høje beløb afsat til de væbnede styrker.

Endnu et værk i byrummet under Metropolis er det fragmentariske værk Kollapsografi udgjort af marmorblokke, diverse efterladenskaber placeret på paller samt nogle sort/hvide fotocollager af Asbjørn Skou. Værket minder måske om et koreografisk kollaps, men mest af alt en arkæologisk udgravning, der har svært ved at forføre og knytte sig til omgivelserne. Værket virker ligegyldigt malplaceret på hjørnet af Christian d. 4s bryghus, imens den faretruende, smukke installation Tape Copenhagen af det østrigske kunstnerkollektiv Numen/For Use kan opleves som en meget konkret forbindelse mellem væggene i Nikolaj Kunsthal.

40 km tape er blevet brugt på at lave den på én gang kunstige og organiske konstruktion, der desværre kun kan holde til, at tre personer af gangen kravler rundt i den. Materialet tape bliver næppe helt det samme igen efter en kravletur i tape-dyrets indre.

Byens frihed
Mellem to graffitti-mure på en bortgemt grund et stykke bag Fisketorvet har dansekompagniet Groupenfonction heldigvis en fest. Fire kvinder og fire mænd, otte dansere i forskellige størrelser og farverige påklædninger danser, hopper, svinger med armene, løfter benene, rykker og rokker til et beat, byens elektriske puls samt sirener, i The Playground. De danser inde i, hvad der minder om et basketball-bur, men hopper også friskt og frit ud af det. De danser med sig selv og hinanden – mand efter kvinde og omvendt. Inden den afsluttende dans, hvor publikum inviteres med ind i buret, tager alle danserne en ung og glad afstikker fra forestillingen og smider alt tøjet løbende af sted ud i mørket.

The Playground er på trods af lidt manglende variation i bevægelsesmønstrene et af de bedre værker på Metropolis 2015, hvis program foreløbig desværre har været lidt ujævnt i sit kunstnerisk niveau. Men byen Københavns hemmelige hulrum, store strøg, mellemgange og uopdagede pletter forstår festivalen stadig at genfinde og iscenesætte, så man kun kan håbe på de kommende forestillinger kan følge med.