Tag til Thy

Biennale
Ordet biennale får mig til at tænke på noget med at rejse langt væk for at se toppen af noget international kunst; til eksempelvis Venedig eller Busan.

Så jeg kunne ikke undgå at opfatte titlen Thisted Biennalen som lidt af en spøg – en bisar overdrivelse, som skulle få det hele til at virke som en rigtig thy-bo-spøg.

Men, men, men
Man skulle næsten tro, at det var internationalt. Alene Udstillingsbygningen, hvor kunstforeningen Det Ny Kastet har til huse, modsiger alle fordomme om en kunstforening med egen udstillingspraksis tæt på den yderste klitrække.
Det ser professionelt ud: her er plads og det er bare gennemført ordentligt. Selv belysningen ligger mange niveauer over, hvad man ellers ser på udstillingssteder og kunsthaller rundt omkring på de mere centrale venues for samtidskunst.

Fuck-tekst
Noget af det første man bliver mødt af på udstillingen er Espen Lomsdalen, Marthe Walthinsen og Marte Hodne Haugens band TextFukkers: to musikvideoer vist på fladskærm opsat på pidestal.
Bandet TekstFukkers spiller tung guitar og keyboard, mens sangerinden hæst synger for i numrene ‘Minimalism and the Rethoric of Power’ og ‘The Culture Industry (Enlightment as Mass Deception)’. Sangteksterne er baserede på tekster af henholdsvis Anne C. Chave og gode gamle Adorno og Horkheimer; begge kunstteoretiske klassikere.

Hvor kunstnere som Elmgreen og Dragset i deres meget omtalte teaterforestilling Drama Queens har en underholdende nærmest sarkastisk tilgang til den del af kunsthistorien, der består af skulpturer fra den modernistiske seriøsitet til den postmodernistiske overseriøsitet, går TextFukkers et skridt videre. De gør den tunge del af kunstteorien til post 80’er glam-punk.

Og hvis man ikke lige er typen, der har kunstteori præsent og parat i ethvert møde med kunst, så fungerer billedsiden med skarptskårne frisurer og enkle musikvideosprog i sorte, hvide, blå og grå toner rigtig fint sammen med Hilda Ekeroths malerier.

Og så bliver det først rigtig godt
Denne form for sarkastiske, underholdende og også kunstverdens-interne værker er ikke, hvad man forventer at finde på en udstilling i Thy. Og det er da slet ikke her, man forventer, at det kommer til sin ret.
Men det gør det, fordi tingene er sat ordentligt op og fordi der ikke er nogen af de varmende og velplacerede projektører, som skinner i skærmen. De oplyser i stedet de tre malerier, som fylder det første af udstillingens rum.

Ydermere har man sat udstillingen op, så når man vender ryggen til den sarkastiske video/musikproduktion, står man ansigt til ansigt med Tyra Tyngleffs abstrakte brune maleri uden titel. Begge værker får en hel del kvaliteter af, at man bliver nødt til at vælge imellem dem på den måde.

Og det bliver ved
Det samme er på spil i det store udstillingsrum, hvor Magnus Pettersens fotogene skulptur af trekanter i krydsfiner er hængt på væggen overfor Derdre Humpry og Andreas Johansen stofbanner fra projektet Slide Show, som handler om rutchebaner.

Og igen er man så nødt til at stille sig med ryggen til rutsjebanerne, når man betragter Anu Ramdas værk Snogen.

Kort sagt: jeg er imponeret og en smule oprigtig begejstret!