Tegninger på højt niveau

Kunsten viser Florence & Daniel Guerlains privatsamling af værker på papir. Er man til den intimitet, tegningen inviterer til, er der meget at komme efter.

Arbejder på papir har en særlig jomfruelig aura. Papiret er altid ved hånden og er det første, det uprætentiøse og det mest umiddelbare step i kunstværket. Tegningen er omgæret af forestillingen om, at den befinder sig tæt på kunstnerens hjerne – der er ingen mellemregninger eller mediemæssige filtre. Den er også bogstaveligt forbundet med selve håndværket og har fået behørig plads i vores såkaldte postdigitale tidsalder, hvor sanseligheden, nærværet og materialiteten er genindført, og noget vi alle sværger til.

Parfumearvingerne Florence & Daniel Guerlain er kunstsamlere, og de har siden 2004 kastet deres kunstpassion på værker udført på papir. Samlingen tæller arbejder af kunstnere fra hele verden – blandt andet af store navne som Nancy Spero, Gerhard Richter og Rina Banerjee. Nu er der mulighed for at se et udvalg på Kunsten i Aalborg.

Samlingen – en kompliceret ligning
Den institutionelle samling, som vi møder på kunstmuseer, er ofte anlagt ud fra ønsket om at give et panoramisk og fyldestgørende blik over denne eller hin periode i den forkromede kunsthistorie. Anderledes er det med private kunstsamlinger, som mere uhæmmet kan give sig den personlige smag i vold. Med til billedet hører dog, at kunstmuseernes samlinger ikke sjældent er grundlagt eller har betydelig tyngde af donationer fra private samlere. Tager man Kunstens samling som eksempel udgøres skelettet netop af donationer fra seks forskellige private samlinger – blandt andet Anna Lise og Svend Erik Stapelfeldts samling og Kirsten og Palle Diges Fond.

Også Guerlainparret er donorer. I 2013 overdrog de således samlingen af 1200 tegninger til Pompidou-centret i Paris. Alle er glade, og i den formidlingsvideo, man kan se på Kunsten, bider man mærke i, at overinspektør på Centre Pompidou, Per Jonas Storsve, ikke lægger skjul på, at man fra institutionens side arbejder bevidst med at promovere og synliggøre samlingen for at ‘pleje’ donorerne – og evt. sikre sig fremtidige vigtige donationer fra privatsamlere.

Vi ved godt, at den kunst, der vises og eksisterer i samlinger på kunstmuseerne, langt fra udelukkende er resultatet af ‘objektive’ kunstfaglige kriterier, men er resultatet af en kompliceret ligning – blandt andet af politiske, (oplevelses)økonomiske og erhvervsmæssige interesser. Med i denne ligning hører altså også privatsamlerne.

Højt niveau og perspektiv
Guerlainsamlingen er udsøgt og af høj kvalitet – ingen tvivl om det. På udstillingen i Aalborg kan man få et udmærket blik på, hvor forskelligt og nuanceret tegningen kan angribes, og en åbenlys fordel er det, at samlingen rummer mange værker af hver kunstner. Det giver mulighed for at få et dybere perspektiv på den enkelte. Ophængningen er uden dikkedarer i museets nye underjordiske sal. Det fungerer.

Man har indstillet nærsynet, når man ser på tegninger, og betydelige nedslag er der mange af: Marcel Dzarmas tegninger minder om gammeldags illustrationer til børnebøger med et mylder af eventyrlige figurer, men ser man efter, er billederne spækket med våben, sex, tortur og andre absurde scener. Anne Marie Schneider er fortættet og stærk med sine rå, flydende, skitseprægede værker. Menneskene er skildret i hårde beskæringer, isolerede fra en klar fortælling på det tomme hvide papir. Alligevel er det ekspressivt og urovækkende, ligesom Nancy Spero er det i sin brølende hyldestserie til Artaud.

Leiko Ikemuras tegninger er til gengæld kontemplative og poetiske med ‘skovvæsener’, som flyder ud i vandige opløsninger i naturen. Også Javier Perez’ 52 tegninger skildrer mennesket som biologisk væsen uløseligt og mytologisk flettet ind i den store natur.
I den mere politiske afdeling overrasker Robert Longos fotorealistiske kultegninger af eksempelvis en Ku Klux Klan-seance ved deres følsomme og næsten fløjlsagtige look.

Hver enkel streg vibrerer
Trods overvægten af fabulerende, surreelle og ekspressive værker er der også rene abstraktioner, der står stærkt. Thomas Müller – eksempelvis – er en fabelagtig tegner. Her kan man i sandhed besynge tegningens nøgne kvaliteter, det hvide papir, de sorte markeringer på det. Hver enkel streg eller hvert enkelt tuschstrøg står helt rent og vibrerer af nærvær. Samtidig er han ligesom eksempelvis Schneider og Silvi Bächli optaget af den installatoriske præsentation. Hos Bächli fungerer rækken af tegninger som nodeark til en stort anlagt symfoni.

Konceptuel kunst er der ikke meget af, men Cornelia Parker leverer et stærkt indspark med sine Bullet Drawings. Hun har smeltet blypatroner fra en 44 Magnum om til en blytråd, som hun så ‘tegner’ sine gitterstukturer med. En ‘blyantstegning’, der transformerer vold til kunstnerisk udsagn.

Venstrehåndsarbejde
Hvor kunstnere som Thomas Müller, Anne Marie Schneider og Silvi Bächli har tegningen som primær udtryksform, er papirarbejdet mere sekundært hos andre.
Mark Dion er kendt for sine store installationer, som fornuftsundergravende approprierer videnskabelige kategoriseringssystemer. Tematikken er den samme, men til sammenligning fremstår hans tegninger som stive og ikke særlig interessante.
Heller ikke Jenny Holzer glimrer på papir. Hendes fordrejede og tankevækkende tekstudsagn – som vitterligt er fantastiske – fungerer langt bedre på klistermærker, plakater eller i form af lysreklamer i det offentlige rum, hvor der er en mere klar overensstemmelse mellem form og indhold.

Men generelt set holder udstillingen et virkeligt højt niveau, og er man til den intimitet, som tegningen inviterer til, er Aalborg et godt sted at gæste i disse dage.