Tid til eftertanke

PåOvergaden har 8 internationale kunstnere sat sig for at skabe et rum for genfortolkningaf fællesskabsbegrebet. Gennem en række værker som udfordrer teoretiske ogfysiske grupperinger sættes der spørgsmålstegn ved nationens eksisterenderammer.

”En af de grundlæggende kriser i vor tid er denmanglende evne til at forestille sig fremtiden” forklarer den medvirkendekunstner Althea Thauberger (CA).

Der er brug for at vietablerer værdifulde relationer som modarbejder den nuværende negative udviklingog i stedet har til formål at etablere positive sociale strukturer. Et opgør meden samfundsudvikling præget af øget konkurrence og stadig større skel mellemrig og fattig.

Rammernefor vores tilhørsforhold og identitetsforståelse er i stigende grad påvirket afekstreme nationalistiske holdninger samt en tendens til hurtigt tilfredsstillelse,lyder budskabet, da vi møder kuratorerne Aileen Burns (CA) og Johan Lundh (SE) ogbilledkunstneren Althea Thauberger.

En rådden samfundsudvikling
Deto unge kuratorer er dog forsigtige med at beskrive udstillingen som direkte politiskmotiveret, men indrømmer at de er inspirerede af den vestlige samfundsudvikling og kapitalismens dominans.

Med en offentlig debat som ideres øjne i stigende grad tillader en retorik, som er dybt respektløs og som læggermere vægt på den enkeltes ret til atytre sig end på hvordan og hvad der bliver ytret, er Skandinavien og isærDanmark et vigtigt sted for en sådan udstilling.

“Tonen i specieltdanske medier er ekstremt respektløs,” mener Johan Lundh. Han forklarer,at han ikke er overasket over begivenhederne i Norge denne sommer, men blot atdet ikke fandt sted i Danmark først. Han ser handlingerne som et tegn på hvilken udvikling derfinder sted og hvor meget vi har brug for et mere fremadtænkende samfund sombaserer fællesskaber og tilhørsforholdpå menneskelige værdier i stedet for politiske grænser og ligegyldigeforskelle.

Øjeblikkelig tilfredsstillelse 
“Vi har en slags ”quick fix” kultur hvor alt handler om personligtilfredsstillelse her og nu,” påpeger Lundh.

Det er et samfund som i stigende grader baseret på hurtige nemme løsninger og hvor det handler om at feje for egendør og udpege syndebukke i stedet for at udvikle konstruktive løsninger. Mantænker ikke på fremtiden, og det er et problem.

Alternative fællesskaber
Som modspil til den stigende kamp foregeninteresser, kan udstillingen skabe et rum for at genoverveje ogomformulere, hvordan vi er sammen og hvilke relationer vi baserer fællesskaberpå. Altså hvordan vi kan definere et alternativ til det tilhørsforhold, somnationalidentitet under national staten giver os.

Der er plads til at tænke over, hvordan vi tager fælles ansvar med demennesker vi deler verden sammen med, forklarer Aileen Burns og understreger:

“Jeg ved det er super romantisk, men det er sandt og det er en grund til atlave udstillinger.”

Konstrueret nationalfølelse
Filosofien bag udstillingen tager del i en diskurs som udfordrer nationalidentitetensom en fikseret enhed bestemt af fortiden. Der opfordres i stedet til en konstantreevaluering af fortid, nutid og fremtid i sammenspil.

En af inspirationskilderne er denbritiske professor Benedict Anderson`s bog ImaginedCommunities (2006) hvor der uddybes en række historiske forhold som hardefineret og forstærket nationalfølelsen. Han forklarer følelsen som enforestilling:

”En forestilling fordi medlemmerne afselv den mindste nation aldrig vil kende, møde eller høre om de fleste af deandre medlemmer, men alligevel vil der i deres sind eksistere et billede afderes fællesskab” (Anderson 2006).

Vi forestiller os at høre tilnationen overvejende på baggrund af disse delte historiske forhold sompolitiske grænser, lov og viden om fælles forhold for alle medlemmer. Ikke påbaggrund af virkelige relationer.

Nye strukturer for sameksistens
I udstillingen bliver der spurgt hvilke nye sociale strukturer vi kan skabesom udfordrer de historiske opdelinger?

En bred vifte af relationer bliverudforsket. Relationer, som udfordrer dominerende opdelinger såsom alder,klasse, køn, uddannelse osv.

I nogle tilfælde har værkerne til formål atdestabilisere nationalstatens eksisterende rammer og regler og sættespørgsmålstegn ved dens eksistens og nytte.

I andre tilfælde handler det om atskabe platforme på stedet. Platforme som skaber mulighed for at etablere nyerelationer mellem de tilstedeværende på baggrund af delte omstændigheder ellerinteresser.

Hverdagen til revurdering
Lundh peger på, at der er en hverdagsfølelse over oplevelsen af værkerne.Det er i hans øjne små ændringer i vores daglige tankegang der kan ændre nogetpå lang sigt.

Et par af værkerne tager udgangspunkti simple fællesskaber som f. eks oplevelsen af at være nybagt mor eller enfritidsinteresse i at vandre – fællesskaber som har masser af potentiale og somgår på tværs af samfundets negative opdelinger.

“Det handler om at få denenkelte til at revurdere forestillinger om deres eget tilhørsforhold til engruppe og dermed at overveje hvordan man kan skabe en hensigtsmæssigsameksistens på længere sigt,” forklarer han.

Inklusion
Alle besøgende spiller en aktiv del af udstillingen ved f. eks at skulletage stilling til bestemte spørgsmål, vejledninger eller aktiviteter somenkelte værker foreslår.

Burns forklarer:
”Ved at skabe meget simple vilkårlige regler, handler det om at udfordre deeksisterende strukturer, som vi accepterer til daglig, både i et galleri menogså på et bredere plan.”

At inkludere publikum i processen afværker er en del af en teori om at medindlevelse er en ultimativ forudsætningfor samfundsændringer.

“I den kunstneriske sammenhæng er det et ønske om at få publikum til at tænke kritisk overhandlingen og vælge et standpunkt i stedet for blot at over­give sig til enpassiv rejse,” uddyber kuratorerne.

Hold emnet på bordet
Ambitionernefor udstillingen er realistiske. Udgangspunktet er at man skal udnytte enhverchance for at diskutere og reevaluere samfundets udvikling. 

Målet er atfinde metoder hvormed vi kan modarbejde en tankegang som er styret af ”quickfix” kulturen som nævnt af Lundh. Det handler i første omgang om, at påvirkedeltagere på individuelt plan. Men på lang sigt er der håb om, at flere afdenne slags udstillinger og debatter vil tage del i en bølge af nye tankebaner,som eventuelt med tid kan brede sig til en større samfundsmæssigsammenhæng. 

Burnsafslutter: ”Vi prøver ikke at generere en løsning eller et manifest, men viholder emnet på bordet.”