Tiden er inde til Kiki Kogelnik – og til at revidere kunsthistorien

Fremragende udstilling på Brandts bringer en overset kunstner frem i lyset og giver samtidig en unik mulighed for at forstå, at historien om popkunst – og kunst i det hele taget – trænger til fornyelse.

Indgangsbilledet er et brøl. En kvinde har indtaget scenen som en gogo-danser i polkaprikket lårkort, med slanke ben og plateausko, en rød, en grøn. Det emmer af pop, sex og køns-stereotype, men jeg tjekker lige ansigtet: Øjnene er opspilede og kuglerunde med en hvid plet i centrum, som var det genskinnet af en blitz skudt af lige i fjæset. Munden er også på vid gab, og jeg kan se helt ind i mundhulen. Der er noget vildt, ekstatisk og dyrisk over det ansigt. Ud af kvinden kommer et brøl, tænker jeg.

Velkommen til udstillingen Tiden er inde på Kunstmuseet Brandts med den østrigsk fødte popkunstner Kikki Kogelnik (1935-1997), der præsenterer ialt 140 værker, fortrinsvis malerier, men også skulpturer, keramik, videoer og dokumentation af performances. Tilsammen fremkalder det indtrykket af et bemærkelsesværdigt stringent og sikkert kunstnerskab.

Hvem er Kikki Kogelnik?

Nu tænker du måske: Hvem pokker er Kikki Kogelnik? Før jeg så udstillingen, kendte jeg hende heller ikke.

Mange er bekendt med mandlige kunstnere som Andy Warhol, Roy Lichtenstein og Claes Oldenburg, der – har jeg lært – definerede popkunsten på den amerikanske kunstscene fra 1960’erne og frem. Men historieskrivningen er fyldt med huller og har stort set undladt at gøre opmærksom på denne virkelig gode kunstner, som i 1962 rejste til New York, hvor hun satte sit helt særlige og markante fingeraftryk på kunstretningen – det opdager jeg nu!

Der er i disse år sat en vigtig proces i gang for at råde bod på mangelfuld og skæv historieskrivning, hvor en række væsentlige kvindelige kunstnere bare ikke er blevet set. Det er et vigtigt reparationarbejde og en udstilling som denne viser, hvad vi går glip af.

Et udvidet billede af popkunsten

For nok er Kogelnik popkunstner og behandler en række af de samme motiver og emner som hendes, ja, berømte mandlige kolleger, men hun tilføjer åbenlyst noget og er i sandhed med til at udvide og nuancere billedet af popkunsten.

Kogelnik var som de andre popkunstnere interesseret i efterkrigstidens massemedier, i populær- og forbrugerkulturen, ligesom hun som dem var optaget af selve billedligheden. Af det, der kommer til syne på overfladen.

Ovennævnte billede fra 1972, som bærer titlen Now Is The Time (og som har givet navn til udstillingen) er eksempelvis næsten manisk ‘overfladisk’, skabelonagtigt, fladt og uden malerisk dybde.

Alligevel rummer det et overrumplende psykologisk bagholdsangreb. En farlighed, et opråb, et manifest: Tiden er inde, til hvad?
Måske til at gribe bag om skabelonerne, bag om billedet af kvinden.

Hun omfavner utopien – og skriger af den

Jeg opfatter i hvert fald, at der er en vis tvetydighed i spil i Kogelniks billeder. Det er som om hun på en gang omfavner popkunstens glitrende utopi – og i samme åndedrag skriger af den.

Se eksempelvis værkserien fra 1970’erne, hvor kunstneren har adopteret modemagasinernes billeder: I et af dem hælder modellen syre ud over sig selv – i et andet trænger en saks ind i kroppen.

Er det fordi, kulturens billeder udøver en form for vold og konformitet – ikke mindst i forhold til kønnet – som kræver et (voldeligt) modsvar? Kogelnik er et unikt og feministisk hack i popkunsten.

Space art

Hun hacker også rummet. Flere af de mandlige popkunstnere var optaget af tidens rumkapløb, som kulminerede med Apollo 11-månelandingen i 1969, men ingen i samme grad eller med samme vinkling som Kogelnik, der ligefrem kaldte sine værker i 1960’erne for “Space-art”.

Det er ret fantastiske, farvestrålende billeder med silhuetter, der svæver rundt i rummet sammen med raketter og (sølv)farvede cirkelformer: Fly Me to the Moon hedder et af dem fra 1963. Figurerne er anonyme, androgyne skabeloner, flere steder er de ‘klippet op’ og hoveder og lemmer svæver frit.

Nok er disse billeder inspireret af datidens rumkapløb (med militære undertoner), men hos Kogelnik er det givet et transcenderende, vægtløst og ‘upersonligt’ svæv. Handler det også om et opgør med forestillingen om, at identiteten har et holdepunkt, en fast kerne, man altid kan finde tilbage til?

Andy Warhol argumenterede i sin kunst for, at den sande identitet ikke fandtes i menneskets indre, men derimod kunne fremkaldes, når mennesker fremstod som billeder optaget af neutrale, mekaniske foto- eller filmapparater. Kogelnik sætter derimod opgøret med den ‘findeløse’ identitet på rumfart. Som et friheds- og mulighedsrum af kosmiske dimensioner.

Omvendt er identitet noget, man påklæder sig i Kogelniks kunst, hvor det vrimler med ensfarvede kroppe med faner, som var det netop påklædningsdukker. Også hendes såkaldte hangings – vinylsilhuetter, der som huddragter hænger på stålbøjler med reference til tøjstativerne foran modeforretningen – taler et tvetydigt sprog: Er opgøret et frihedsprojekt eller en dræning af det menneskelige. Som kapitalinteresser så formår at kapre?

Cyborgs

På flere måder sætter Kogelnik andre visioner og en anden radikalitet i spil end sine datidige mandlige kollegaer. Ikke mindst i kunstnerens originale og fremsynede take på Cyborgen, fusionen mellem menneske og maskine, som bliver et hovedtema for kunstneren.

I Warhols berømte udsagn, I want to be a machine, ligger der en – også vildt radikal og provokerende – udfordring af det menneskelige, som er helt aktuel i dag. Hos Kogelnik er det, ligeledes højaktuelt, samspillet mellem det menneskelige/kropslige og det maskinelle/teknologiske, der udforskes i en række værker, hvor menneskekroppe skildres med et røntgensyn (hendes mand var strålingsonkolog), indeholdende mekaniske dele.

Jeg kan ikke lade være med at se disse værker, der er skabt næsten tyve år før Donna Haraways indflydelsesrige essay, A Cyborg Manifesto (1985), som en kunstnerisk drøm om en post-menneskelig fremtid forstået som et mulighedsfelt, hvor identiteten såvel som kroppen er i opbrud, og hvor en vision om radikal befrielse fra konforme begrænsninger er sat i svingning.

På bølgelængde med nutiden

Tiden er i sandhed inde til at stifte bekendtskab med denne ‘glemte’ kunstner. Til at forstå, at historien om popkunst – og kunst i det hele taget – trænger til at genskrives. Hvilke kunstneriske udtryk, erkendelser og erfaringer ligger der ikke stadig og venter på at blive foldet ud og flettet ind i vores kulturelle hukommelse?

Også på anden vis er tiden inde: Kiki Kogelnik virker ikke som en støvet kunstner fra det forrige århundrede. Hun er derimod karsk og frisk. Malerisk og konceptuelt helt på bølgelængde med nutiden.