Transformationer i Odense

Kunst handler om transformationer af et materiale, en handling, en tænkning, en relation, et blik, et sted. Sjældent med et svar, men nye spørgsmål. Den højt profilerede Becoming Human – Skulptur Odense 2017 er i den sammenhæng nærmest et komisk flop i Odense Zoo, imens Kunsthal ULYS på den gamle havnekaj sætter barren eksemplarisk højt.

“Moar? Hvorfor er der spindelvæv? Hvorfor er der ikke mere vand herinde?”

Rimelig legitime spørgsmål, når man i Zoologisk Have pludselig står overfor noget, man troede, man kendte, og som man nu ikke helt ved, hvordan man skal begribe.

Dette var en 4-5 årig drengs forsøg på at møde den danske kunstner Rolf Nowotnys eventyrlige intervention i et tørlagt akvarium i Odense Zoo i forbindelse med udstillingen Becoming Human – Skulptur Odense 2017. En reaktion der i sin enkelthed siger en del om det at møde kunsten uden for kunstinstitutionen.

Nu er akvariet badet i et lilla lys, transformeret til et landskab af kunstigt spindelvæv, sorte roser og en lænket, kinetisk jernskulptur med et roterende hjerte over hovedet.

Mangel på skulpturer og tyngde
Nowotny er en af de få kunstnere i udstillingen, der rent faktisk har skabt et nyt værk, en skulptur OG forholdt sig til tematikken og stedet. Den urolige purk skal dog prise sig selv og sin nattesøvn lykkelig for ikke at have været en del af åbningen, hvor også en sortmalet kunstner som en anden Tolkien-kæmpeedderkop kravlede rundt i installationen. Nowotny placerer mennesket i dyrets sted og får fint og legende rodet rundt med positionerne, associationerne og følelserne i mødet.

Bedre bliver Becoming Human heller ikke, der gennem 14 kunstneres værker vil undersøge relationen mellem mennesker og dyr på et fysisk, filosofisk, symbolsk og etisk plan i Odense Zoo.

De resterende værker forbliver overfladiske greb og kommentarer i kulissen på den logisk nok svært uopnåelige fysik, som en zoologisk have allerede består af. Og så er Nowotny faktisk en af de få, sammen med Sif Itona Westerberg og Astrid Myntekær og Jakob Kolding, der rent faktisk har lavet skulpturer i dyrenes kontekst. 

De resterende værker er fremmedlegemer eller kunstneriske kommentarer, der snarere får hjælp af sammenhængen, end de reelt bidrager med nye udsagn om den ellers vigtige diskussion, der potentielt ligger i lokationen om krop, natur som resurse og vare, klimakrise, eksistens, magt og rettigheder. Man står rent faktisk tilbage med en følelse af, at dialogen mellem kunst og den zoologiske have som kontekst aldrig rigtig fungerer.

Profiler under niveau
Det bliver helt slemt, når man fokuserer på de ellers højtprofilerede, internationale kunstnere i udstillingen, som tydeligvis er med for profileringens skyld.

De fleste værker er enten allerede sete, ret gamle eller deciderede venstrehåndsproduktioner (hvis man kender lidt til de deltagende kunstneres vanlige niveau og produktion), og der er ikke tale om en eneste skulptur eller undersøgelse i forlængelse af tematikken på mere end et overfladisk og simpelt billedligt plan, fx en hel række YouTube-agtige videoværker med katte, der ‘spiller klaver’ (Cory Arcangel), bliver kysset (Carolee Schneemann) eller drikker mælk (Fischli & Weiss) – alle i øvrigt placeret i nærheden af enten løverne eller tigerne. Opfindsomt!

Og hvis man vil opleve fotoværkerne af Carsten Höller (serien Birds som leger med de sociale dynamikker blandt klonede flokdyr, som Niels Borck har vist i flere omgange herhjemme), så skal man være i Zoo, imens caféen er åben (!).

Som en lille regibemærkning, kan det lige nævnes, at flere af amerikanske Ryan McGinleys fotoværker af dyr og nøgne mennesker, der igen opererer på et yderst effektsøgende, overfladisk plan, stødte de besøgende, så personalet har rykket samtlige af værkerne “ud på savannen”, som det hedder. Havens fjerneste og mennesketomme hjørne. Så meget for den relationelle dialog.

Skulpturer af Zoo
Nu hvor vi er ved det yderst kvalificerede Zoo-personale i Odense, som i øvrigt fint guidede til værkerne (også de forflyttede) og hjalp til med det misvisende kort, så endte mit besøg faktisk med et par ikke-tiltænkte, skulpturelle og opløftende oplevelser. Zoo har nemlig af egen drift allerede lavet nogle skulpturelle indgreb i haven, som ikke er helt dumme. De eksempler, der slog mig, var ganske lig værker af velrenommerede samtidskunstnere, og så var de faktisk nærmere en form for tematisk dybde, der både rummer lidt konsekvens og kritik. Se bare på disse to eksempler:

Ved tigerburet med de store sibiriske tiger, finder man dette scenarium. En forulykket bil, på vej ned ad skrænten, klemt fast ved bropillerne med et tigerkostume hængende ud ad bagsmækken.

Det er et tilsyneladende humoristisk udsagn, men der ligger også en fin, ganske selvkritisk leg både med institutionens (tvivlsomme!?) metoder og den flirt med et rovdyr, der kræver mere end blot et visuelt ydre for at lykkedes.

Det kunne have været den danske kunstnergruppe Vinyl Terror & Horror, der stod bag (de har tidligere brugt en forulykket bil i en fantastisk fortolkning af barokhavens fontæne ved Gl. Holtegaard; værket 72. Großer Springbrunnen mit Fontäne – Cheers! – for the last time (2012). Vi mangler måske bare Eye of The Tiger på bilradioen.

Det samme gælder disse to ’interaktive’ skulpturer uden for skildpaddeterrariet. De kunne udmærket være værker af tyske Hartmut Stockter eller belgiske Carsten Höller og ’værket’ taler ind i en undersøgelse af distancen mellem det oprejste menneske og nogle af klodens allerførste væsener og samtidig af dyrets skæbne som menneskets trofæ. Når du ligger der og spræller, er der i hvert fald vendt rundt på den følelse, og det er mere, end hvad de resterende værker i Becoming Human formår.

Transformationen og livet
De transformationer, som aldrig opstår i Zoo, folder sig til gengæld uprætentiøst ud i den kunstnerdrevne Kunsthal ULYS i en stor aftjent industrihal på havnekajen i Odense. Et skarpt lille udvalg af ni kunstneres værker, kurateret af Katrine Bruun Jørgensen og Billie Maya Johansen, undersøger og udfolder eksemplarisk transformationen som fænomen.

Nanna Abell, Søren Assenholt, Kasper Hesselbjerg, Judith Hopf (DE), Christian Bang Jensen, Billie Maya Johansen, Johanna Kintner (DE), Aniara Omann og Anne Mette Schultz står bag de meget forskellige udstillede værker, der spænder over ret komplekse forandringsprocesser i vores kultur og verden omkring os, men hentet i de små, skjulte forhandlinger og mekanismer, der styrer vores tænkning, blik, krop og relationer. Det er kendetegnende for denne udstilling – modsat Becoming Human – at værkerne griber i det små, men åbner døren til de store perspektiver i vores samtid.

Søren Assenholt har meget sigende ladet en dråbe falde i et trægulv, og ringene fremstår effektfuldt i The Raindrop Technique som et skulpturelt billede på ideen om dråben som et første skridt mod noget nyt. Nanna Abell har ved at lade en bikini og drømmeseng kopulere transformeret kroppen til et fanget og udfoldet objekt for et blik. Boing!

Billie Maya Johansen har i sit skulpturelle værk knyttet kroppen direkte til teknologien – vi er fanget som krop i en datafiseret verden, og i værket er det læsearmene fra computerharddiske, der fint og sart får de kropslige tegn til at ’leve’.

Judith Hopf lader os falde fra det ydre rum i sit videoværk More fra 2015. Vi styrter gennem atmosfæren og ’lander’ i et Google Earth-landskab, med et buldrende plask i skærmbilledet på en iPad, og passerer igennem individets forsøg på at navigere gennem de uendelige mængder af (irrelevant) data og billedmylder – og så forfra. Vi tager kort sagt turen fra det yderste punkt i vores kommunikative system i dag (satelitten) til det helt indre med disse rammende ord om denne transformation af vores liv og kommunikation: ”This emptiness is normal”.

Tomhed og blindt forbrug er en naturtilstand i en verden, hvor overfladen dyrkes og kommunikeres som normalen. Den tomhed kan kunsten udfordre med sin evne til at knytte fænomener i vores kultur og hverdag med en dyb, følelsesmæssig og reflekteret form for sanselighed, samvær, tænkning og handling. Men det kræver værker, der ikke bare postulerer, men rummer dette transformerende potentiale.