Turen Går Til Ishøj

Berlin kaldes i enkelte vendinger for Danmarks nye hovedstad. Du kan altid få en busbillet til Berlin, der prismæssigt nærmest svarer til en tur over Kattegat eller Øresundet, og med kunstnerkoncentrationen samt det mangfoldige og eksplosive berlinske kulturliv, der i konstant udvikling, forstår man godt, hvorfor byen bl.a. er danskernes foretrukne rejsemål. Her kan hverken Århus, Malmö eller Stockholm helt måle sig.

Treffpunkt:Berlin præsenterer et udsnit af den danske og internationale yngre samtidskunst, der har en særlig stærk tilknytning til Berlin.

Et nyt centrum i verden
På samme måde som Fernsehturm skyder op i horisonten, og dominerer synsfeltet, tiltrækker Thilo Franks værk The Phoenix is closer than it appears meget opmærksomhed og bliver et slags vartegn for udstillingen. Installationen gør udefra ikke meget væsen af sig, men åbner man døren ind til den store spejlkonstruktion, kigger man ind i et nyt grønligt spejlunivers, hvor genspejlingerne er uendelige.

Når man sidder på gyngen inde i spejlinstallationen får man følelsen af dels at befinde sig udenfor tid og sted, dels at være centrum i verden, der hvor alt sker, dels at føle, at man kan se alt, men også at man intet kan se.

Uendeligheden har her sine grænser og begrænsninger.

The Phoenix is closer than it appears henter sin idé fra Mauerpark, hvor offentlige gynger er placeret tæt ved den tilbageværende del af Berlinmuren. Referencerne og associationerne synes ligeledes uendelige, hvilket understreges af den interaktive funktion og det subjektive rum og dermed den enkeltes selvstændige fortolking af værket.

Lyden af et vartegn
Et andet imponerende værk er Jacob Kirkegaards lyd- og videoinstallation, PIVOT, dergiver et anderledes blik på og ud fra Berlins vartegn; Fernsehturm. Med vibrationssensorer har Jacob Kirkegaard optaget lyden af den tonstunge mekanik, der får den enorme kuppel til at dreje rundt, og som normalt ikke kan høres af mennesket.

Jernpladen, hvor udsigten fra restauranten i Fernsehturm projekteres på, refererer til selve kuplen og med sit widescreenformat også til panoramaviewet.

Værker på visit
Sidst Sophie Calle og Søren Lose præsenteredes med soloudstillinger i Danmark var i henholdsvis 2010 og 2011 på Louisiana og Brandts. Det er fra disse soloudstillinger, at deres bidrag til Treffpunkt:Berlin er taget. Præsentationen af værkerne er i denne omgang ikke optimal. Sophie Calles fotografier hænger for højt, og fra toppen svæver de ud fra væggen, hvilket forstyrrer øjet og oplevelsen.

Søren Loses værk fungerer – naturligt grundet størrelse og udseende – som en skillevæg, der opdeler det ene udstillingsrum. Men placeringen af værket virker ikke velovervejet. Hvis The Wall var placeret i udstillingsrummets begyndelse, og dermed skærmede for resten af udstillingen, ville publikum føle trang til at undersøge, hvad der gemmer sig på den anden side. Der er ikke den samme form for kropslig erkendelse og undren, som det var tilfældet på Brandts. Men den kulturhistoriske reference er ikke mindre stærk af den grund.

Det almene billede
Det er tydeligt, at der har ligget et enormt empirisk arbejde forud for Treffpunkt:Berlin, og at de på ARKEN har gjort sig umage med at udvælge de deltagende kunstnere.

Men udstillingen som helhed, herunder formidlingen og kurateringen af den, efterlader desværre det indtryk, at det ikke er nær så vigtigt, hvordan udgangspunktet ’Berlin’ fortolkes kunstnerisk forskelligt, som det er at bidrage til danskens almene billede og fascination af Berlin.

Mit Berlin?
Til at ledsage de traditionelle udstillingsskilte er der produceret en række bykort, der indikerer hvor i Berlin, kunstnerne har hentet deres inspiration. Med en telefon, som kan aflæse QR-koder, kan man gå på opdagelse i og se billeder fra miljøet.

Formidlingsgrebet er gennemført, kreativt og veludtænkt, men bliver i sammenhængen en smule kunstigt.

Langt de fleste har et eget forhold til og egen oplevelse af Berlin. Det er netop dyrkelsen af det netop subjektive og særegne, der efter min mening gør en by spændende, brutal eller inspirerende. Det havde klædt formidlerne af udstillingen at fremhæve dette, da kunstnerne hver især fremstår som stærke individualister, og ligeledes kunsten som en dygtig nok formidler i sig selv.

Ser man bort fra indpakningen, er værkerne i deres rigdom hele turen til Ishøj værd – og billetprisen er endda endnu billigere end alternativet Berlin, hvis det da endelig er det, der skal afgøre det.