Udfordring af nationalstaten

En anderledes omvisning
Jeg er på Statens Museum for Kunst, og omvisningen i salene med Dansk og Nordisk kunst 1750-1800 er lige begyndt. Det er ikke første gang, jeg bliver omvist her, men for mit vedkommende er det første gang, de to guider præsenterer sig selv som folk fra en fremtid, hvor nationalstaten ikke findes.

Guiderne – også kendt som kunstnerduoen J&K (Janne Schäfer (DE) og Kristine Agergaard (DK) – vil nu undersøge, om nationalstaten er noget, de kan bruge i deres fremtidssamfund.

Blod og maddiker
Der slås på en klokke, og en af museets faste omvisere, der ledsager publikum, læser op under temaet Skabelsen. Imens tager fremtidsguiderne poser frem, der indeholder mælk, blod, kødben, indvolde og maddiker.

Én efter én holder de poserne op foran Nicolai Abildgaards maleri Ymer dier koen Ødhumbla (ca. 1777), der skildrer skabelsesmyten i nordisk mytologi.

I denne sammenhæng er det nationen, der skabes. Poserne gives efterfølgende til publikum, som kan tage dem med videre, hvis de har lyst.

Majestætens magt
Omvisningen fortsætter, og vi standser foran Carl Gustaf Pilos Portræt af Frederik V i salvingsdragt fra ca. 1750 – et klassisk herskerprotræt. Den ene guide skifter til harlequindragt, mens den anden efterhånden ifører sig tøj i stil med majestæten på maleriet. Hun er nu konge af Slesvig-Holsten, Skåne, Norge, Sverige, Færøerne, Island, Grønland og Vestindien, får vi at vide.

Her præsenteres vi for den guddommelige majestæts magt, men vi får også at vide, at idéen om demokratiet opstod i oplysningstiden. Det viser sig, at kongen har fået fremstillet en kærlighedsdrik (snaps), som er i en farverig flaske, der bliver givet til publikum, så man kan tage sig en tår – muligvis en kommentar til, at Frederik V var alkoholiker. Derefter begynder kongen at gå rundt og salve publikum.

Det nationale opretholdes og hyldes 
Det kan godt være, at kongen endnu er magtfuld, men i 1800-tallet begynder borgerskabet efterhånden at vinde terræn på magtscenen. Næste stop er derfor salen, hvor bl.a. Wilhelm Marstrands billede Familien Waagepetersen (1836) befinder sig i al sin biedermeieridyl.

Det er her, nationen opstår for alvor. Vores guider har skiftet til høje hatte og herrejakker, og de fortæller, at den nationale moral er i forfald, men at det er muligt for kunstnerne at opretholde denne ved at male og forherlige det nationale, det ideale og det interessante.

Interessen og frygten for det fremmede
Det interessante dækker bl.a. over det, der er fremmed, og derfor standser vi foran Niels Simonsens En arabisk familie i ørkenen (1847), der på den måde kommer til at repræsentere 1800-tallets orientalistiske strømning, hvor europæiske kunstnerne hentede eksotiske motiver fra bl.a. Mellemøsten og Nordafrika.

Vores ene guide er iklædt en burka, men smider den hurtigt for at afsløre sig selv iført badedragt. Danmark har tabt territorium og er i krise, og nationen bliver bange for det fremmede. Man vil derfor hellere fokusere på det trygge, og vi går videre.

Klip i Dannebrog
Vi træder ind i salen, der er dedikeret til de af de danske guldaldermalerier, der hylder det danske landskab fx J. Th. Lundbyes En dansk kyst (1843). Et andet symbol på det danske må i høj grad siges at være Dannebrog, og flagets mystiske historie kommer netop i fokus her.

Guiderne, der nu referer til 1800-tallets almue i påklædningen, har nemlig medbragt et Dannebrogsflag, som de begynder at klippe i for at adskille det røde og det hvide fra hinanden – for at adskille blodet fra mælken.

Vores ene guide fortæller (med en øl i hånden) om kunstnerne, der kommer ud på landet med intentionen om at skildre bøndernes liv, og derefter får publikum lov til at tage en slurk af øllen.

Vi er alle klædt ud
Jeg kigger rundt, og det er tydeligt, at publikum er blevet mere og mere inddraget i omvisningen, da vores guider efterhånden har tildelt flertallet hatte, frakker, masker osv.

Selv har jeg fået et beduintørklæde om hovedet, hvilket både føles komisk men også inkluderende, da jeg jo ikke er det eneste.

Er det mon en kommentar til samhørighedsfølelsen, som må siges at være en grundingrediens i en nation?

Kønnene diskuterer
I mellemtiden er vi nået til salen, hvor museet har valgt at tematisere kønnet i kunsten i 1800-tallet. Her fortælles om vandringen fra land til by, industrialiseringen og forholdet mellem kønnene, der udspiller sig som en diskussion mellem de to guider, der nu er klædt som hhv. nøgen mand og udfordrende, emanciperet kvinde.

Diskussionen handler bl.a. om, hvor meget frihed kvinderne skal have – hvilket i den grad referer til sædelighedsfejden sidst i 1800-tallet. Det ender med, at en mand fra publikum får tildelt et halsbånd med en snor i, som han bliver bedt om at binde om halsen på kvinden (hvilket ikke er helt let, da hun bliver ved med at flytte sig).

Fællessang
I 1800-tallet var det ikke kun kvinderne, der havde behov for at gå sammen i organisationer for at forbedre deres muligheder. Dette gjaldt i høj grad også for arbejderklassen, og det er den vi skal møde nu.

Meget passende foregår det i sal 224, hvor bl.a. P.S. Krøyers maleri Fra Burmeister & Wains jernstøberi (1885) og Michael Anchers Redningsbåden køres gennem klitterne (1883) hænger. Vores guider har transformeret sig om til arbejdere – den ene har fx en sydvest på, der referer til Anchers fiskere.

Publikum får uddelt små sedler med tekst, som viser sig at være omkvædet til arbejdersangen Internationale, som derefter synges passioneret af kunstnere og publikum.

Tid til refleksion
Omvisningen er ved at nærme sig sin afslutning, og fremtidsguiderne siger, at de undrer sig over, at vi stadig hylder nationen, men de mener, at svaret kan findes i vores tid. Publikum bliver derfor spurgt, om vi kan anbefale nationen.

Der er lidt stille, og der er ikke rigtig nogen, der har et endeligt svar.

Det er muligvis heller ikke intentionen, da det er J&K’s tese, at vi tager nationalstaten for givet på trods af, at vi netop har fået påvist dens forholdsvis korte levetid. Derfor kan det være svært at forestille sig noget andet, men det er måske i virkeligheden det, vi bør?