Udstilling om den koloniale arv er på én gang sorgfuld, kritisk og helende

Udstillingen Seeds and Souls på Kunsthal Charlottenborg forbinder botanikkens historie og kolonitidens arv, idet den udforsker forflyttelse og diaspora fra et både personligt og kollektivt udgangspunkt. En kompliceret men vigtig udstilling.

“Der findes et bjerg, der pryder udsigten fra min fars have”. Sådan begynder det kuratoriske statement af Christine Eyene, kurator bag udstillingen Seeds and Souls. Vi er dog ikke ved Karen Blixens kaffefarm ved foden af bjerget Ngong. Udstillingens afsæt er i det centralafrikanske land Cameroun, og udstillingen udforsker eftervirkningerne af den måde at tage, tænke og udnytte natur, land og folk på, som også Blixens kaffefarm var en del af; koloniseringen som slet og ret er den europæiske kolonialisme.

Seeds and Souls kan tage timer at komme igennem – ikke fordi man skal, men fordi man vil; vil ned i lagene på alle disse på én gang kollektive og personlige værker. ‘Seeds’ henviser både bogstaveligt til frø og i overført betydning til frugten af migrationen, siger kurator Christine Eyene i en introduktionsvideo til udstillingen. ‘Souls’ peger på forfædre både her, hvor planter og mennesker blev flyttet til, og der, hvor de blev taget fra.

Frø er ikke sten

For den, som bebor og har hjemme et sted i en natur, har hver ting sin plads og sine egenskaber. Frø er ikke sten, træ er ikke jord, og den ene plante er forskellig fra den anden. Koloniseringen nivellerede planter, sten og mennesker til ressourcer i et økonomisk, ophobende og forbrugende perspektiv – og ikke i et cyklisk og genkommende perspektiv, som ordet ‘ressource’ oprindeligt betød.

Værkerne på Seeds and Souls tager afsæt i den globale virkelighed, vi – og med ‘vi’ mener jeg ‘alle’, både efterkommere af de koloniserede og de koloniserende – befinder os i efter mere end 500 års kolonihistorie, hvor planter og mennesker i mængder er blevet – og stadig bliver – ‘høstet’, ressourcegjort og flyttet fra ét sted til andre steder.

Værkerne er poetiske og kritiske refleksioner over de traumer, kolonialismen fortsat fører med sig. Over forflyttelse, diaspora og rødder. Udstillingen tilbyder et rum for en helende dialog, men er også et kritisk spark til et Europa i en amnesi-tilstand, som ikke har taget sin kolonihistorie på sig og erkendt, at kolonihistorien er forudsætningen for den voksende, globale ulighed og klimaforandringerne.

Arkiverne

De ved det – de vise er en oversættelse af titlen på Shiraz Bayjoos værk Zot Konn –Yeman; et værk som møder mig i udstillingens første rum. I en video bag stofbannere med billeder af planter fra Royal Botanic Gardens i London udfolder danser Nicolas Faubert koreograferede bevægelser, som synes at manøvrere gennem det arkivmateriale, der udspiller sig bag ham. Videomateriale og billeder afspilles i et collageagtigt baggrundstapet.

Det får mig til at tænke på den viden, som de europæiske kolonistater indsamlede og arkiverede med deres europæiske blikke og europæiske definitioner af, hvad viden er. Det får mig til at tænke på alle de stemmer og al den viden, som disse arkiver ikke bare fravalgte, men både bevidst og ubevidst overhørte. Det er de arkiver, vi i Europa har en tendens til at kalde “historien”. Mange menneskers rødder blev udvisket i disse arkiver; meget viden om natur, planter og økosystemer ligeså.

I Zot Konn –Yeman synes danserens koreografi at gennemgå, ordne og dykke ned i disse arkiver, og med bevægelserne forbinder danseren sin krop i forgrunden med det bagvedafspillende arkivmateriale. Kroppen bliver en medskaber af arkivet, og værket synes at insistere på re-arkivering og på, at et arkiv ikke er statisk, men en praksis som afhænger af, hvordan det bruges, og hvilket arkivmateriale, der tillægges hvilke betydninger, samt at kroppen i sig selv også er et arkiv med hukommelse og overleverede historiske tilstande.

Ved at dykke ned i historien med egen krop som udgangspunkt – hvilket karakteriserer størstedelen af værkerne i udstillingen – kan der tilgås en viden, som rækker tilbage til forfædrene og den viden, som ikke blev billedliggjort eller skriftliggjort og bevaret for eftertiden i (hvide) bygninger og (hvide) databaser.

Flerstemmige hukommelser

Også udstillingens sidste værk, Yvon Ngassams film Lolodorf, A Colonial History, reflekterer over viden og arkiv med udgangspunkt i byen Lolodorf i Cameroun og binder på den måde udstillingens første rum sammen med det sidste.

I dette videoværk fordelt på fire skærme væver lokale stemmer fra unge og gamle sig ind og ud af hinanden imellem billeder af byen Lolodorf. De fortæller i personlige beretninger om byens historie bestående af både overleverede fortællinger og fakta.

Filmen opbygger et arkiv af en kollektiv, flerstemmig hukommelse, som fortæller om et steds historie med både migration, fordrivelse, kolonisering og tvangsarbejde. I sin vævede opbygning insisterer værket samtidig på, at fortællingen om et sted ikke er lineær, men altid sammensættes og genforhandles af de mennesker, som bebor det og kalder det hjem. Paradoksalt er de stemmer ofte dem, som koloniseringen fjernede og ikke arkiverede.

Huden er itu

Brook Andrews installation Ngaay Ngajuu Dhugul Birra (To See My Skin Broken) skaber både i materialer og i udtryk et sammenstød. Malerier, mønstre, stof, træ, keramik, et iturevet flag, et ødelagt totem nægter at samle sig.

På én gang vredt, råbende og skrigende, på samme tid sårbart, åbent og dialogisk.

Det er ikke et todelt sammenstød, men et kompliceret sammenstød, som bunder i det personlige forhold, at Andrew har både keltisk og australsk Wiradjuri (oprindelig) baggrund, samt i den struktur genstandsindsamlingen fra kolonierne skabte.

En struktur de europæiske museer bygger på, hvor udstillinger og videnskab skabte og stadig skaber forvrængninger, fejlfortolkninger, forsimplinger eller romantiske tilgange til både oprindelige folk og andre ikke-europæiske folkeslag.

Huden er revnet, den er itu, ikke bare for de oprindelige folk og deres efterkommere, men også for europæerne. Alligevel formidler værket ikke forfald – snarere en afsøgning af et andet afsæt; en slags billedstorm, der ikke har ødelæggelsen som mål, men i stedet genforhandlingen og et ikke-entydigt sted at stille sig.

Drivfrø

Tre drivfrø ligger i tre arkivæsker indpakket i tukahon-tryk i værket Charming. Værket er en del af Annalee Davis’ installatoriske værk, A Hymn to the Banished, som spænder et net ud imellem Barbados og Skotland og de traumer, den britiske imperialisme har efterladt sig. Ethvert frø er også et arkiv, og drivfrø er frø, som kan drive langt omkring til havs og skylle op på andre strande, hvor de kan slå rødder; en naturens pendant til den forflyttelse af menneske og planter, koloniseringen iværksatte.

Davis veksler i flere af installationens værker mellem tryk, kortlægning og håndarbejde. Essentielt i arven fra koloniseringen er arkiverne og kortlægningen af landskaber, men også de frø eller sjæle, som såede sig selv nye steder. Forflyttelsen indebar, at mange mennesker skulle skabe nye hjem nye steder, og herved blev tekstiler, mønstre, håndarbejde og håndværk fra forskellige steder blandet, udbredt og overleveret fra hånd til hånd.

Siden den 3. august 1492, da Columbus satte sejl fra Spanien og indledte det fatale møde med de oprindelige folk, han mødte i ‘Vestindien’, ændrede dét at dyrke en have sig, skriver den antiguanske-amerikanske forfatter Jamaica Kincaid i bogen Among Flowers – A Walk in the Himalaya. De botaniske haver kom til – ligesom den botaniske have, der i 1700- og 1800-tallet lå på den grund, som Charlottenborg er bygget på – med deres indsamlinger og forflyttelser, deres navngivninger, kategoriseringer og specifikke videnskaber. “To name is to possess”, skriver Kincaid.

Planten cocoxochitl fik navnene georginer eller dahlia af europæerne. De står netop nu og blomstrer som prydplante i mange haver i Danmark og Europa og skal lige om lidt graves op og gemmes til næste år, men i koloniseringens forflyttelse mistede vi den viden, aztekerne havde om cocoxochitl som nytteplante. Europæerne kom for at erobre, og aztekernes viden lignede ikke europæernes viden, og den blev udryddet og tabt, som meget andet viden om natur og mennesker også blev.

Det er dette, som virker på én gang kritisk og sorgfuldt samt dialogisk og helende ved Seeds and Souls; at værkerne undersøger forflyttelsen og de tabte arkiver med kroppe forankret i både nutiden og i forflyttelsen og diasporaen – også de arkiver eller stemmer, der vedvarende ikke gives plads og tabes som for eksempel flygtningenes og migranternes.

Samtidig vedholder udstillingen en kritisk spørgen, som kunne formuleres med dette spørgsmål fremsat af Jamaica Kincaid: Hvor fik menneskene i Rembrandts malerier alle de ting fra, som hober sig op?