Ugens kunstner – Ebbe Stub Wittrup

I sin kunst skildrer Ebbe Stub Wittrup verdens og tingenes mystik. Han omdanner det mytologiske til skarpt komponerede, æstetiske objekter, der taler til vores forestillinger om det overnaturlige. Herudover fremhæver han, hvordan de ting og steder, der omgiver os, opleves forskelligt afhængigt af de øjne, der ser. Han tester vores sanser og viser os, hvor påvirkelige vi er af omgivelsernes farver og former. Ofte indebærer hans værker idéen om et tredje rum, et ekstra betydningslag i kunsten eller omgivelserne, koblet til det ukendte.

I sine værker kombinerer Wittrup forskellige videnskabelige teorier, historiske og litterære referencer med vores forestillinger om det overnaturlige. Han er optaget af myter, illusionstricks og farvevirkninger, fænomener, som ikke kan forklares rationelt ud fra en vestlig logik og af den grund forbliver gådefulde.

For Wittrup startede det hele i årene 1995-99 på kunstakademiet i Prag, hvor han tog sin uddannelse. Hans underviser, professor Milos Sejn, tog bl.a. afsæt i Rudolf Steiners antroposofiske tankegang og introducerede Wittrup og hans medstuderende for Steiners lære. Prof. Sejn tog dem bl.a. med på ekskursioner i skoven, hvor de samlede sten, som de organiserede og satte i system ud fra stenenes farvenuance og størrelse. De blev også opfordret til at gå baglæns i stedet for forlæns alene for at skærpe sanserne og tvinge sig selv til at anskue omgivelserne med nye øjne.

I forlængelse af sin kunstneriske uddannelse blev Wittrup optaget af kunstens åndelige potentiale. Senere blev han optaget af okkulte trosretninger, i særdeleshed teosofien, en nyreligiøs bevægelse, der dyrker idéen om en anden parallel virkelighed hinsides vores synlige verden og sprog, og hvis skrifter i udstrakt grad handler om universets mystiske sammenhænge og parapsykologiske fænomener.

Ved at nærme sig det ukendte, et uforklarligt rum, som rækker ud over vores logiske forstand, stiller Wittrup spørgsmålstegn ved Vestens rationelle verdensanskuelse, hvor myter opfattes som en i værste fald fejlagtig og i bedste fald forældet form for tankegang. Bag hans formelt set minimalistiske værker gemmer sig derfor utrolige historier om indiske fakirer, djævlebroer, magiske krystaller og hemmelighedsfulde grotter, der leder os ind i en anden, parallel virkelighed.

Mary Rose a Play in Three Acts
Filmserien Mary Rose a Play in Three Acts er inspireret af skuespillet med samme navn skrevet af den skotske forfatter J.M. Barrie i 1920. Det er en gyserfortælling, der handler om pigen Mary Rose, der på mystisk vis forsvinder ind i en tidløs parallelverden, først i 21 dage og senere i flere årtier, hvorefter hun vender tilbage uden erindring om, hvor hun har været, og uden nogen tydelige tegn på ældning.

Historien foregår på øen Harris ved Hebriderne i det nordlige Skotland, et område, som i århundreder, både i keltiske myter, i litteraturen og blandt de lokale, er blevet forbundet med mystiske forsvindingssager. I filmserien fortolker Wittrup Barries skuespil. Titlen er den samme, men der er ingen narrativ struktur, ingen dialoger, karakterer eller rekvisitter. I stedet har Wittrup skabt et smukt, filmisk værk i sort-hvid, der funderer over områdets mystiske fænomener. De tre film, som indgår i serien, udtrykker på forskellig vis en følelse af at være tæt på ting og steder, som rummer paranormale kræfter.

Necker Cubes
Wittrup arbejder ofte i et krydsfelt mellem kunst og videnskab. Med sine minimalistiske metalkuber, de såkaldte Necker Cubes (2013), som er opkaldt efter den schweiziske krystallograf Louis Albert Necker, forstyrrer han vores synssans. På trods af, at de udstillede kuber mangler enkelte sider, oplever vi dem som rumlige. Hjernen oplever ofte et objekt oppe fra og ned samt fra venstre mod højre, og skaber derfor i dette tilfælde selv den rumlige virkning.

Et lignende synstrick gør sig gældende i værket Glass Cube (2011), der består af to kuber i polariseret glas, en mørk og en lys, i samme skala. Når vi bevæger os rundt om kuben skifter dens sider karakter, først som ren flade, dernæst som et gennemsigtigt vindue, og til sidst som et transparent både/og.

Portfolio