Ugens kunstner – Lise Blomberg Andersen

Lise Blomberg er netop nu aktuel på udstillingen Kontrol over underfladen (Xbunker, Sønderborg), hvor helt nye malerier fra hendes hånd samt lidt ældre kan ses frem til 5. juni. De øvrige medudstillere er ligeværdige, mandlige kollegaer – men ikke desto mindre giver det mening at minde om den omstændighed, at Blomberg tilhører gruppen af kvindelige billedkunstnere, som med stor styrke trådte frem på den danske kunstscene ved årtusindskiftet og blandt andre tæller Kathrine Ærtebjerg og Julie Nord.

Et af fællestrækkene er et særpræget formsprog, hvor drømmelignende forvandlinger, kroppe og naturelementer forgrener sig i billedernes fortællinger. Selv om beretningerne til tider henter inspiration fra længsler og idealforestillinger, fra blomster og fugle, så er der meget mere på færde end poesi. De fremstillede forhold er flertydige og fulde af modsætninger.

Således også i Lise Blombergs maleriske univers, hvor naturlandskabet er den grundlæggende bestanddel. I dette landskab, hvor planterne veksler mellem åbninger og tillukkethed, hvor rosa himle ledsages af mørke farveflader, indgår arkitektur, mennesker, fugle og blandingsvæsner.

Blandingsvæsnerne
De hybride væsner, der i flere år har været et greb hos kunstneren, er fotografisk klare menneskeansigter, sat på fuglekroppe. En form for collage, hvor to betydninger sættes sammen for at danne en tredje?

Tydeligvis skaber den surreelle sammenblanding af fjerdragt og ansigtsudtryk en forbindelse til fugles instinktive træk og menneskets bevidste ageren – som i maleriet af politikerfuglene Anna Lindh og Olof Palme (Terapi 2, 2012), hvor de to ses smilende på kanten af en rede med fugleunger, der venter på føde. Hovedfigurerne har ingen orme i munden, men udstråler alligevel omsorg og velvilje. Uundgåeligt påvirkes vi af bevidstheden om de virkelige toppolitikeres skæbne, hvilket giver fortællingen et melankolsk præg. Og dette i et aftegnet landskab, hvor baggrundsfarven er uskyldsren hvid.

Som modvægt til denne underfundige skildring står maleriet Reden (2007). I motivet er ’reden’ løst markeret via sparsomt påsatte grene. Inden for deres afgrænsning ligger en sovende kvinde – kunstneren selvportrætteret – der holder en baby ind til kroppen, mens et musvitpar i overdimensioneret størrelse omkranser både mor og barn. Den vågne bevidsthed er her overladt til fuglene, som tilsyneladende også har fået tildelt rollen som vigtige vogtere. Blandt billedets leg med proportioner og betydninger indgår forskellige begreber såsom: sårbarhed, beskyttelse, hvile og naturen. Ud fra dem kan vi, ved hjælp af vores egne associationer og erindringer, forsøge at skabe sammenhænge.

Solsorteparret
Det kan vi også i mødet med solsorteparret (Solsortepar, 2015), som er at finde i Xbunkers udstilling. Fuglene, der er malet i afgrænsede farvefelter, uden Blombergs tidligere brug af gradueringer og sirlige detaljer, er nær hinanden. Dog, den ene ligger ned – sandsynligvis død – mens den anden på vågende vis er placeret til højre for. Er det hunnen i en opmærksom afventen?

Svaret lader sig ikke nøjagtig indfange i denne symbolske fremstilling, hvor tankerne føres hen på menneskelige relationer, heriblandt nærvær og tilknytning, men også risikoen for tab, hvor den ene kan dø, mens den anden står tilbage med sorgen. Paletten af jordfarver, som dominerer Solsortepar, går igen i mange af Blombergs nye værker.

Om farveholdningen har hun udtalt, at den er udtræk af egne oplevelser i naturen. Blandt andet efterårsfarverne afspejlet eksempelvis i visne bøgeblade. Hensigten er at fremmane en sanselighed, så betragteren får en levende fornemmelse af lugten af grannåle, fugten i jordbunden, det blå vands element.

Kvinden
Helt tæt på det jordiske synes den nøgne kvindefigur at være i Kvinde i landskab (2016), et af de seneste visuelle udspil, som også er repræsenteret i Sønderborg. Blandt abstrakte farveflader, der gør det ud for plantevækster, ligger kvinden med lukkede øjne. Hendes hud er lysende hvid, som svaner på en sø. Og ligesom disse fugle er hun et fascinerende syn.

Uvilkårligt drages vi mod hende, der ikke kigger tilbage, men passivt lader sig beskue. Om hun sover og er midt i en drøm, eller rent faktisk er død, afsløres ikke, men forbliver åbent. Denne flertydighed ønsker Lise Blomberg, at malerierne som helhed har; at vi over for skildringerne får frie hænder til at farvelægge nogle betydningsfelter – og dermed bliver medfortællere.

Portfolio

[Billede:15]