Ugens kunstner – Martin Bigum
Martin Bigum maler farvestærke, tegneserieagtige billeder læsset med referencer fra kunsthistoriens uudtømmelige billedbank. Lige nu er han aktuel med en retrospektiv udstilling på Det Nationalhistoriske Museum i Hillerød.
Martin Bigum maler farvestærke, tegneserieagtige billeder læsset med referencer fra kunsthistoriens uudtømmelige billedbank. Lige nu er han aktuel med en retrospektiv udstilling på Det Nationalhistoriske Museum i Hillerød.
Som ung blev Martin Bigum tegner for den danske udgave af satirebladet MAD. Efterfølgende debuterede han som selvlært kunstner, og i 1990’erne fik han sit gennembrud.
Siden har kunstneren, der har bibeholdt en form for outsiderposition i dansk kunst, udviklet sit billedsprog og kunstneriske univers. Hans værker afslører en bred indsigt i kunstens historie og traditioner, og de er derfor også ofte inspireret af velkendte, kunsthistoriske motiver og emner.
ART
I 1990’erne var den kutteklædte figur med leen ART en fast beboer i Bigums malerier. Figuren var tydeligvis præget af tegneseriens univers og blev en slags varemærke for kunstneren.
Udover at referere til dødefigurer, man finder i 15-1600 tals malerier eksempelvis af Hieronymus Bosch, kunne figuren også ses som en personificering af kunsten, en identitetsløs figur, der optræder i forskellige scenarier med henvisning til kunsthistorien.
ART optræder eksempelvis i maleriet Radical Myth (Judd), hvor figuren i en hule konfronteres med et vægobjekt af den amerikanske minimalist Donald Judd. Det gør tilsyneladende et vist indtryk på ART-figuren, idet han har tabt bladet af leen på gulvet. Et uheld eller et gådefuldt tegn?
Nye veje
Efter årtusindeskiftet bevægede Bigum sig i nye retninger og begyndte med serien The Face of God at arbejde med samtidens forestillinger om politik, magt og økonomi. Han skabte desuden en stor portrætserie om Christian den 4. med fire neo-historiske malerier på bestilling fra Det Nationalhistoriske Museum.
Fra 2006 bliver Bigums værker desuden inspireret af en metafysisk motivverden, hvor livet, døden, engle og guder bliver afbildet i store, farverige værker ofte brudt op i puslespilsbrikker. I serierne Structure Beneath Skin og SynchroniCity fra 2009-10 lader Bigum store, hvide flader være nøgne på malerierne.
Læs også:
Fantasifuld og tankevækkende Bigum – Anmeldelse af Martin Bigum: Struktur under huden
I Værket The Hunt of the Unicorn bruger kunstneren eksempelvis det ubemalede lærred aktivt og betydningsbærende i billedkompositionen. Jægerne befinder sig i billedets højre side. Det er autoriteterne i form af dommeren, præsten og soldaten og eventyrfigurer som Robin Hood, den sorte ridder og kongen. Enhjørningen er flygtet til billedets venstre side, der består af ubemalet lærred og farvede geometriske former, og skildrer en verden i opbrud og modernistisk opløsning – men måske også et uendeligt mulighedsrum. Den eneste figur, der befinder sig i begge universer, er døden i form af et sort skelet.
Kunsthistorien som billedbank
Martin Bigums værker er ofte referencetunge, og han bruger kunsthistorien som en utømmelig billedbank, der strækker sig fra middelalderlige dommedagsscenarier til populærkulturens tegneserier.
Udover det tegneserieagtige præg kan man finde et slægtskab med J. F. Willumsens sene malerier, futuristernes bevægelses-fascination og kubismens fragmenterede billedopbygning. Humoren er også et fremtrædende træk, og englene og guderne i billederne har altid såre menneskelige træk.
I flere af sine senere udstillinger har Bigum eksperimenteret med ophængningerne og ladet værker hænge direkte ned fra loftet eller blive roteret fra væggen. Bigum har også arbejdet i andre medier, som foto, video, grafik og skulptur.
Under titlen Struktur under huden blev et stort udvalg af værker fra 2003-2011 vist samlet på Randers Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum og Kastrupgårdsamlingen, og aktuelt giver særudstillingen Min egen kunst 1989-2014 på Det Nationalhistoriske Museum gæsterne mulighed for at opleve godt 35 af Bigums værker fra alle årene.
Bigum har fra 2010-14 været deltager i DR K’s Kunstquiz, hvor han har demonstreret sin store kunsthistoriske viden. I 2014 udgav Bigum bogen Min personlige kunsthistorie, der blandt andet giver indblik i kunstnerens inspirationskilder.
Læs også:
Bigums opskrift på succes – Klumme om “Min personlige kunsthistorie”
Portfolio
Fakta
Udstilling
Martin Bigum - min egen kunst 1989-2014
30 jan 2015 6 apr 2015
Martin Bigum
Det Nationalhistoriske Museum Se kort og tider