Ugens kunstner – Morten Buch

Ønsket om at lave enkle, slagkraftige malerier, der samtidig på absurd vis undergraver eller forskyder en umiddelbar identifikation af såvel motiv som intention, har været kendetegnende for Morten Buch, siden han debuterede solo i 2001.

De pixellerede malerier fra 2001-2002 er et godt eksempel på Buchs absurde forskydninger.

Her omdannede Morten Buch fotografisk materiale med et ofte pornografisk indhold til abstrakte kompositioner via Photoshop, hvorefter kompositionerne omhyggeligt blev spartlet op pixel for pixel.

I omdannelsen til maleri transformeredes det digitale forlæg på den måde til et mere abstrakt og taktilt billedrum.

Trompe-l’oeil
I Buchs trompe-l’oeil malerier fra 2007-2009 er repræsentations- problematikken også markant. Det, som umiddelbart ligner en ophængning af enkeltværker, viser sig at være en afbildning. Værkerne veksler på den måde mellem rumlighed og flade – og mellem henvisning og selvhenvisning.

I 2011 skabte Morten Buch en række værker, hvor trompe l’oeil-grebet blev brugt som ramme om flere næsten identiske malerier, hvor selv hurtige penselstrøg og klatter blev gentaget. Resultatet er en paradoksal undergravning af konventioner om det ekspressive og forestillingen om det originale værk.

Serialitet
Gentagelsen af motiver spiller en central rolle i Morten Buchs værk, hvad enten det er i afgrænsede serier som fire monumentale landskaber fra 2008-2009, eller i Buchs vedvarende insisteren på den snævre motivkreds i hans objektmalerier: Sko, vase, telt og dobbeltmadras.

Gentagelsen udvider det enkelte motivs fremtrædelsesmuligheder, men den underminerer også dets stabilitet.

Det understreges af maleriernes hurtige, skitseagtige karakter og voldsomme bearbejdning.

Den foranderlighed, der ligger i det enkelte værk, forlænges af den serielle insisteren på en ny version.

Buchs værker er åbne for en tilblivelse eller foranderlighed, som ikke kun er til stede fysisk i de handlinger, som maleriet består af, men som også er billedlig og repræsentativ.

Formerne er aldrig helt, hvad de foregiver at være: Et telt er aldrig rigtig et telt, et maleri er aldrig et maleri, og kroppen, som ser på værkerne, er måske heller aldrig sig selv.

Kropslighed
Et vigtigt aspekt ved Buchs værker er netop den kropslige dimension.

Eksempelvis mimer fremstillingen af en dobbeltmadras ikke bare en madras, men også en krop. Motiverne males desuden tit i kroppens skala.

Objektmalerierne er med til at gøre grænsen til tingene mere flydende og åben, og de er en invitation til at se sig selv som del af en tingsverden, som normalt er uden for en selv.

Dette gælder også for nyeste serie af telte, der i øjeblikket vises på Horsens Kunstmuseum, under titlen By Proxy. Her er det, som om formerne er blevet mere frie og abstrakte, samtidig med at de rummer en vis surreel kønslighed.

Det mest markante træk ved de nye malerier er imidlertid det fuldkomne fravær af gestik og penselstrøg. Man kan sige, at de er anti-maleriske og trykagtige til trods for, at alt netop er malet i hånden. Teknikken i de nye værker fremhæver det modulære i Buchs måde at organisere farven på. Hver farve etablerer sin egen ubrudte form og sin egen subtile stoflighed som slebet, skrabet eller blank.

For at understrege denne nærlæsning af stoffet er malerierne ikke hængt op på væggen, men stillet på klodser af hvidt tørret ler. Malerierne opnår på den vis et objektpræg til trods for deres delikate stoflighed.

Ugens kunstner er lavet i samarbejde mellem Horsens Kunstmuseum og KUNSTEN.NU.

Portfolio