Ugens kunstner – Søren Jensen

Søren Jensen startede sin karriere som en af de unge billedhuggere, der slog igennem i 1980erne.

Allerede i 1982 deltog han som studerende på akademiet i gruppeudstillingen Kniven på Hovedet, der introducerede det vilde maleri i Danmark.

Men ellers har Søren Jensens kunstneriske produktion været koncentreret om skulpturen og installationen.

Her har han gennem forskellige meget verdslige og hverdagslige materialer fokuseret på krop, arkitektur og hverdagsobjekternes medbetydninger.

Krop og værk
Et af de gennemgående temaer i Jensens arbejde er forholdet mellem kroppen og værket.

I de tidlige værker i 1980’erne blev forholdet mellem kroppen og skulpturen som overflade undersøgt i amorfe og monolitiske udformninger.

I begyndelsen af 1990’erne bevægede udtrykket sig mere over mod konstruktive værker med tema omkring kroppens forhold til åbne og lukkede rum.

Fra sidste halvdel af 1990’erne har Søren Jensens værker undersøgt de rumlige forhold, der i skala ligger mellem den traditionelle skulptur og det arkitektoniske. Her består hans konstruktioner af simple materialer som pap, træ, stof, presenning mm., der er sammenføjet med enkle teknikker, hvor tingene eksempelvis limes, sys eller skrues sammen. Hverken materialer eller teknikker er typiske for skulpturen eller arkitekturen.

Selve konstruktionerne minder om små skure, der peger på husets oprindelige kernefunktion, som et sted for ly og beskyttelse for kroppen.

Søren Jensen bruger også fotografiet som kunstnerisk udtryksmiddel til at dokumentere omgivelserne og til at iscenesætte scenarier. Yderligere har han også lavet en række temporære offentlige værker, der har kommenteret byrummets arkitektoniske og sociale betydning.

Det hverdagslige og folkelige
I den aktuelle udstilling i Galerie Mikael Andersen fortsætter Søren Jensen sin række af såkaldte ‘profan-udstillinger’.

Profan-værkerne og udstillingerne afspejler generelt en værkpraksis, som tager udgangspunkt i hverdagslige og folkelige kontekster.

Disse værker kan umiddelbart genkenes som noget helt andet end kunstværker – værkerne kan eksemplevis bestå af en karrusel, en bil, en dukke, et cykelstativ eller en trailer, men samtidig reflekterer profan-værkerne over, hvordan vi bruger og benytter vores egen hverdag og virkelighed og de ting og objekter, som hverdagen består af.

I udstillingen ShowRoom fra 2011 undersøgte han således forholdet mellem show og kunst, hvor ønsket om at nedbryde skellet mellem disse blev udforsket.

I udstillingen indgik en karrusel , hvor menneskehøje Mester Jakel dukker kørte rundt og rundt. I denne installation blev beskueren aktiveret i en søgen efter svar samt en undren over iscenesættelsen af showet, cirkusset samt i kunsten. Det menneskelige skuespil blev gjort nærværende.

Jæger og dyr i skoven
I den nuværende udstilling Profan Teater – Jæger og dyr i skoven, kan man se iscenesættelsen af en art forestilling – igen med brug af hånddukker.

Hånddukker er kendt i næsten alle kulturer, som en simpel teaterform og er typisk udtryk for stereotyper eller karikerede roller. I denne naive forenkling ligger der dog kulturelle afsløringer og skjulte betydninger gemt: Dukkerne er måske ikke så uskyldige, som de umiddelbart fremstår, og det er disse skjulte betydninger, Jæger og dyr i skoven benytter til at producere ny kunstnerisk betydning.

Profan Teater er en form for genbrug eller recirkulation af en folkelig praksis, hvor de velkendte hånddukker mere agerer og optræder i absurde roller (som hos Beckett), end de egentlig udtrykker en morale eller kulturel kritik.

Profan-værkerne kan også være undersøgelser af specifikke praksisser, som kan ses i Søren Jensens bøger Fynske vejboder, Minigolf på Fyn og Fynsk tillykke. Her er undersøgelserne dog mere et udtryk for en antropologisk optik, end de er egentlige kunstværker.

Ugens Kunstner er produceret i samarbejde mellem KUNSTEN.NU og Galerie Mikael Andersen.

Portfolio