Ugens kunstner – Ursula Nistrup

Ursula Nistrup arbejder med forskellige medier. Især fascinationen af menneskets sanser, og hvordan de former vores kultur, er central. Lige nu kan hendes værker opleves på gruppeudstillingen Tulpa – en fiktiv topografi på Fotografisk Center i København.

Ursula Nistrups arbejde udspringer af øret. Øret som et organ vi anvender til at registrere og orientere os i den fysiske verden, men også øret som et sanseapparat, der kan åbne denne verden mod anderledes abstrakte, underfundige og mystiske horisonter.

I forlængelse af en konceptuel-minimalistisk tradition undersøger Nistrup fænomener som tid, lys, bevægelse og lyd i sig selv og som kulturelle mønstre. I sit tidlige virke var hun primært fascineret af arkitektur og lys; i en række fotografiske værker undersøgte hun for eksempel, hvordan lyset ’udhugger’ rummet og gør det sansbart.

I dag er fokusset skiftet til lyd, som ifølge Nistrup er menneskets mest sanselige dimension. “Lyd skaber verdener, intime forestillinger og udvidede rum. Lyd er langt fra bare ’ren’ perception, sådan som lydkunst traditionelt har anført for at adskille sig fra musik,” fortæller hun.

For Nistrup er det interessante at forbinde lydkunst og musik. Ikke mindst vil hun gerne undersøge, hvordan lyd rykker ved vores oplevelse af verden, og vise, at det er noget, musik har gjort i årtusinder.

Lydens klangfarver
I Nistrups værker bliver lyden og musikkens akustiske, kulturelle, psykologiske og spirituelle facetter fortolket og omsat til materielle eller visuelle former. Egentlig kan man sige, at hun bruger lyden som en ‘mejsel’ til at skulpturere.

I værket Klangvaser, som er under udarbejdelse, er hun inspireret af det sydindiske hindutempel Vittala, hvor 56 søjler er udformet af oldgammel granit, der også indeholder forskellige former for metal. Når man slår på søjlerne afgiver de forskellige klangfarver.

Inspireret af hvordan de gamle indere udhuggede lyden ud af søjlerne, har Nistrup skabt en række musiske porcelænsvaser, der alt efter form, glasering, brændingsteknik og højde producerer forskellige toner. Sammen danner vaserne et imaginært, lydligt univers, som spænder over forskellige kontinenter, tider og kulturer. Et univers, der kun eksisterer som lyd.

Et andet velkendt objekt, som Ursula Nistrup har omformet til instrument, er papiret i bogprojektet Eavesdropping fra 2014. Publikationen indeholder tekster og illustrationer om temaet lyd og fungerer derudover som en kunstnermonografi.

Blandt siderne med tekst og billeder finder man fire tomme stykker farvede papirer – værket Tonepaper. De er produceret af Nistrup selv, som omhyggeligt har arbejdet med tykkelsen, overfladerne og materialerne. Når man ryster papirerne, afslører de hver deres tone. På denne måde bliver lyden indkapslet i sin simpleste form og bliver til at føle på i papirets porøse materiale.

Stille lyd
Af lydværker at være er Nistrups arbejder tit temmelig stille. Helt stille er værket Patterns of Dissonance, som består af en serie på seks silketryk.

Patterns of Dissonance gør brug af såkaldt kymatik. En tonegenerator er koblet til en metalplade med sand på. Når generatoren afspiller en tone, former sandet sig i et mønster.

Værket tager udgangspunkt i det dissonerende interval, kaldet en tritone – to toner med et interval på seks halvtoner. I middelalderen forbød kirken dette interval, fordi det var opfattelsen, at disharmoni var den mest direkte vej til at kommunikere med djævelen.

Hvert print viser to toner med djævelens interval i blå farve. Et af disse intervaller stammer fra bluesmusikeren Robert Johnsons værk Me and the Devil. I forlængelse af bluesmusikken gør moderne rock og pop ofte brug af dissonans. Patterns of Dissonance udforsker således menneskets skiftende forhold til støj, dissonans og lydligt ubehag.

Portfolio