Saksen skærer igennem virkeligheden

På Fotografisk Center udstilles to generationer af kvindelige finske fotografer, Ulla Jokisalo (1955) & Hilla Kurki (1985), som en del af Copenhagen Photo Festival. Udstillingen udfordrer fotografiets repræsentationelle grænser ved at skamfere mediet. Men hvilken dialog opstår der, når to kunstnere fører en harmonisk samtale? 

“Behind all things are reasons”
The Log Lady – Ulla Jokisalo & Hilla Kurki in Dialogue er titlen på udstillingen, og refererer til en af figurerne i David Lynchs ikoniske TV-serie Twin Peaks. The Log Lady er en mystisk figur, der grundet hendes telepatiske forhold til en kævle, betragtes som værende skør. Men som hun selv siger: “Behind all things are reasons” – bag det vi betragter som ‘døde’ objekter, er der liv.

Og det er her, udstillingstitlen får betydning. På Fotografisk Center omdannes fotografier og objekter fra livløse repræsentationer til symbolske beholdere for et intenst indre liv: Fra skamfereringen af magasinernes stereotype illustration af kropsidealer til den ubærlige tyngde i en afdød søsters tøj.

The Helsinki School
Finland har siden 1990’erne udviklet et unik fotografisk udtryk, der er blevet internationalt anerkendt under betegnelsen ‘The Helsinki School’, og denne er nærmest udelukkende blevet dannet på Aalto University, School of Arts, Design and Architecture. Det der synes at binde flere generationer af fotografer herfra sammen, med vidt forskellige æstetikker, er brugen af den fotografiske process som et konceptuelt værktøj. Og de to kunstnere er netop fra Aalto University, og bruger netop det fotografiske medie, som et konceptuelt fartøj.

Skåret, stukket og skamferet
På Fotografisk Center er de to kunstnere blevet adskilt af en lang hvid væg der deler centeret i to identiske rum. Til højre er Ulla Jokisalo, hvor skamferingen af fotografiet er et overordnet tema: Der er skåret, stukket og klippet i dem, og objekter som nåle, sakse og hår er indsat og skaber en stærk ‘uncanny’ følelse. Kvindekroppe fra fortidens modemagasiner har fået påklistret flagermuse- og uglehoveder. Men hvor dyrehovederne virker som et nu meget klassisk stilistisk greb, som eksempelvis set hos John Stezaker (1949), opstår der noget stærkere i Jokisalos mere åbne værker.

Et af disse er Biography (2013). Et fotografi med en blød pude på ringefingeren, hvor en række farvestrålende nåle er stukket i. Nålene skaber associationer til de tusinder af verdenskort rundt om på kloden, hvor turister af alle slags kan manifestere deres oprindelse. Jokisalos vielsesring bliver således et personligt verdenskort, der for beskueren forbliver Terra Incognita. Et kort henlagt i mørke, men som vi nok alle har en personlig udgave af: med de glæder og smerter der skaber konturerne for vores indre landegrænser, med de nåle der markerer, hvor vi har været. Et indre verdenskort som vi forstår både verden – og os selv igennem.

Gennem alle Jokisalos værker kan ses et forsøg på at forbinde to verdener: Den fysiske virkelighed som fotografier (i større eller mindre grad) er i stand til at repræsentere, og den indre verdens virkelighed. Dertil er saksen, nålene og kollagerne de værktøjer, der bruges til at skære igennem den (tynde) hinde, der adskiller de to.

Tøjets ubærlige tyngde
På den anden side af den hvide væg indledes Hilla Kurkis del af udstillingen med teksten: “Efter min søster gik bort, følte jeg, at jeg var fanget i et limbo, i andres efterliv.” Det bliver dermed slået fast, at vi kommer til at bevæge os rundt om smerten, sorgen, og muligvis traumet omkring denne begivenhed. Og de tre sindstilstande er da også tilstede i de første værker der møder en, som The Phoenix Piece.

Værket skaber associationer til Yoko Onos famøse performative værk Cut Piece. Her lader Ono publikum skære dele af hendes beklædning af med sakse. Men i ovenstående værk er det Kurki selv der styrer saksen, hvorved hun, og ikke publikum, har magten når hun skærer dele af sin afdøde søsters kjole af sig. Så hvor Ono var interesseret i interaktionen mellem hende og publikum, ligger interaktionen her mellem kunstneren, og det tøj der stadig indeholder mindet om hendes afdøde søster. Hun klipper ikke kjolen af, hun prøver at klippe sorgen væk. Kjolen, som med Log Ladys kævle, bliver til meget mere end et objekt.

Igennem alle værkerne forvandles tøjet fra materiale til manifestation af sorg og smerte. Det stærkeste værk til at illustrere dette er My Kind of Peaches fra 2013. For hvor The Phoenix Piece viser en enormt voldsom performativ process, har My Kind of Peaches en poetisk stilhed omkring tøjets uendelige tyngde. Tekstilerne, der hviler på den nøgne ryg, vejer ikke længere 300 gram, men et helt menneskeliv.

Tøjet ændrer gradvist karakter gennem hele Kurkis del af udstillingen, og til sidst er det ikke længere muligt at se tekstiler som beklædningsobjekter. Ligesom i Jokisalos udstilling på den anden side ophæves fotografiets dokumenterede egenskaber for i stedet at bruge mediet som en slags alkymi: et konceptuelt værktøj der kan animere de ellers livløse objekter.

En harmonisk samtale?
Efter at have oplevet de to kunstneres dele af udstillingen seperat, er spørgsmålet så, hvilken samtale der indledes imellem dem? 

Der er ihvertfald indledt en dialog, der skaber et univers, som fungerer som en slags Heterotopi: en verden hvor vores gængse viden om hvad vi ved, og hvordan vi ved, destabiliseres ved at ryste de tableauer vores viden er funderet på. Mennesker er dyr, ringe er verdenskort, og tøj indeholder menneskeliv. Hvis man ser efter, punkterer begge kunstnere på hver sin måde vores tynde fernis af den rationelle virkelighedsforståelse, som fotografiet så ofte er bundet ind i.

På udstillingen skæres det fotografiske medie op, hvilket åbner det underliggende hav af betydninger, der altid ligger bag motivet. Og dette er enormt vigtigt i kontekst af Copenhagen Photo Festival, da det udfordrer publikums syn på, hvad fotografiet som medie kan udtrykke, og hvor potent det faktisk er til at vise indre tilstande – gennem dokumentationen af det ydre.

Man sidder tilbage med en følelse af, at de to kvindelige finske kunstnere fra den samme fotografiske ‘Helsinki School’ er blevet sat sammen på grund af nogle harmoniske materialer og tematikker. Og da der ikke er nogle egentlige konflikter imellem de to dele af udstillingen, er det også svært for beskueren at forhandle sig frem til nye mentale billeder, der kunne opstå i dialogen mellem de to kunstnere. 

Ligesom at enhver samtale først bliver rigtig interessant, når der er uenighed, har The Log Lady – Ulla Jokisalo & Hilla Kurki in Dialogue den styrke, at deres samtale forstærker et samlet univers, der udfordrer fotografiets repræsentationelle grænser. Men det kunne have være spændende at se flere gnidninger og kontradiktioner, som kunne udfordre det duo-udstillingsformat, der er sat op, til en grad hvor publikum bliver nødt til at skabe mentale billeder for at fylde mellemrummene der, hvor fotografierne ikke selv kan mødes.