UNDERCOVER – en udstilling du stadig kan opleve
Coronapandemien betyder, at udstillinger overalt i landet er henlagt i dvale. Heldigvis er kunstoplevelser faktisk mulige, hvilket er tilfældet med udstillingen Undercover af Tina Scherzberg, med hvem man kan træffe aftale om privat besøg i udstillingen. Vi har talt med kunstneren, der behandler de spor, vi efterlader os i hverdagen. Det kommer til udtryk i broderi, maleri og grafik.
Coronapandemien betyder, at udstillinger overalt i landet er henlagt i dvale. Heldigvis er kunstoplevelser faktisk mulige, hvilket er tilfældet med udstillingen Undercover af Tina Scherzberg, med hvem man kan træffe aftale om privat besøg i udstillingen. Vi har talt med kunstneren, der behandler de spor, vi efterlader os i hverdagen. Det kommer til udtryk i broderi, maleri og grafik.
info
Coronapandemien betyder, at udstillinger overalt i landet er henlagt i dvale. Heldigvis er kunstoplevelser faktisk mulige, hvilket er tilfældet med udstillingen Undercover af Tina Scherzberg, med hvem man kan træffe aftale om et privat virtuelt besøg i udstillingen. Vi har talt med kunstneren, der behandler de spor, vi efterlader os i hverdagen. Det kommer til udtryk i broderi, maleri og grafik.
Projektrummet Officinet danner i disse dage ramme om udstillingen Undercover af Tina Scherzberg. Med afsæt i en interesse for de spor, mennesker efterlader sig, har Scherzberg indsamlet og studeret spor, herunder kasserede skydeskiver, spor fra en dans og et spil skak. Udstillingen omfatter både readymades, afstøbninger, broderi, kobberpladetryk og malerier, der blotlægger de skjulte spor, som vi selv efterlader, omgiver os og lever med.
Scherzberg er både optaget af de subtile og ofte ubevidste spor, mennesket sætter i dagligdagen, men også de spor, mennesket sætter på verden. I hendes kunstneriske virke har hun gennem mange år beskæftiget sig med spor, som ifølge hende alle har en betydning, men som bliver glemt eller automatisk repeteres, hvis man ikke er bevidst om det.
“Konceptet med at indsamle spor startede med en dans. Jeg dansede med far på kobberplader, som var dækket med blødgrund. Det er en teknik, der er perfekt til at registrere spor med”, forklarer Scherzberg.
En serie af værker er motivet skudhuller. Serien byder dels på en readymade med et aftryk fra virkeligheden med fundne autentiske skydeskiver, og dels en række omarbejdninger i forskellige materialer som en serie af broderier. Ét af disse værker er One Shot – 17.100 Stitches.
Sporet af et skud gentages i broderierne med mere end 17.000 sting. Det karakteristiske ved denne serie af værker er ifølge Scherzberg, at de er et symbolsk forsøg på at reparere noget, der ikke umiddelbart kan repareres. Skudhullet har sprængt hul i virkeligheden, og materialet er opløst i en destruktiv handling. Nogen eller noget er blevet skudt og efterfølgende nedbrudt.
“De betydninger, der ligger i skuddet som handling, optager mig. Værkerne spejler ind i en række paralleller, hvor de psykologiske påvirkninger synliggøres, men også vores fysiske omgivelser, hvor vi som individer og kollektivt påvirker og bliver påvirket af menneskeskabte katastrofer som krige, værdikampe og naturkatastrofer. Voldsomme handlinger sætter voldsomme spor og forandrer vores verden og liv”.
Scherzberg fortæller, at i denne udstilling skal skuddet betragtes som en handling, hvor der altid er et offer og en skadevolder. Både forsætligt og uforsætligt. Hun fortsætter: “Jeg er optaget af, hvordan sporene sætter sig som en kollektiv hukommelse, hvor fortidens handlinger bæres videre i menneskeheden. I flere af værkerne findes referencer til min families tyske aner. En bearbejdelse af fortiden og de spor, den har sat, og som synliggøres mere direkte i værker som Recording a Memory – Dance with my Father“.
I kobbertryk serien HUMAN TO HUMAN synliggøres mennesket og dets relation til verden i en række af hverdagens relationer. Det kan være relationer mellem både dyr og mennesker med fokus på de spor, der opstår mellem mennesker.
“Kobberpladerne fremtræder både som monokromer af nytolkning af abstrakt ekspressionisme og som klassiske renæssancekobbertryks-eksperimenter. Jeg peger på, at alt har en betydning og nytte, herunder dyr, kost, at spille skak, have sex. Men alt har også en konsekvens. For én selv og for andre, og det bliver lagret i vores fælles hukommelse. I en fastholdelse af handlingen i kobbertrykkene gen-transformerer jeg også motivet i en serie små malerier, blandt andet i værkerne med skakspillet som centrum. Denne optagethed af variation og repetition er tilbagevendende i alt mit kunstnerskab”.
For Scherzberg spiller samspil og forskydninger i tid og rum en central rolle i værkerne som en måde til at fange spor af tiden og fortiden. Samspillet er med til at skabe et potentielt rum for afkodning af fremtiden. Gennem denne udstilling rejser hun spørgsmål som: Er fremtidens spor allerede indlejret som meddelelser fra mennesker til mennesker? Og hvordan udspringer historiske fortolkninger af fortidens spor? Hvordan vil fremtidens fortællinger bygge på de spor, vi sætter i dag? Hvordan efterlader vi os spor i form af informationer, der forudser fremtidige hændelser. Scherzberg peger på værkerne som noget, der i sig selv sætter sig spor i historien og derfor også kan blive – eller bliver – husket i fremtiden.
Inspirationskilden til denne udstilling er et gennemgående træk i hendes kunstneriske praksis. “I mange år har jeg arbejdet med at knytte personlige erindringer og handlinger til kollektive forståelser. Op til denne udstilling har jeg indsamlet og studeret de aftryk, blandt andet mennesker og dyr efterlader sig i forskellige gen-handlinger og afsløringer. Det er både de personlige spor i hverdagen, og de fælles spor af historiske handlinger for menneskeheden, jeg lægger vægt på”.
Hvordan griber I corona situationen an i forhold til at vise udstillingen?
“Jeg har skulle tænke mere i digital formidling, da jeg ikke kan åbne døren for besøgende som normalt. Mange bliver hjemme i denne periode, så formidlingsarbejdet skal nå dem hjemme i stuerne. Det har medvirket til, at jeg hver dag poster fotos og tekst om værkerne på de sociale medier. Jeg har brugt meget tid på at invitere folk i mit netværk til at komme forbi på givne tidspunkter, så ingen overlapper hinanden. Mit største fokus er på at få lavet et godt dokumentationsarbejde af værkerne”.
Hvilke tanker gør du dig om nedlukningen af kulturlivet?
I krisetider tror jeg, at mennesker har brug for kunst og kultur mere end nogensinde før, så på mange måder har jeg ikke den store forståelse for den fortsatte nedlukning af kulturlivet. På museer er eksempelvis det muligt at holde afstand, tale sagte og spritte af. Så jeg ville mene, at kulturlivet skulle være noget af det første, der blev åbnet for at give lidt balsam til vores sjæle og måske komme ud af ensomheden ved trods alt at kunne være sammen med kunsten.
Fakta
Tina Scherzberg er en tværfaglig kunstner, der arbejder i krydsfeltet mellem broderi, maleri og grafik. Scherzberg er født i Tyskland og flyttede til Danmark, hvor hun i 2004 dimitterede fra Det Fynske Kunstakademi. Scherzberg har tidligere udstillet på Malmö Konsthall og i Den Frie Udstillingsbygning. Kontakt kunstneren for en virtuel omvisning i udstillingen på tinascherzberg@gmail.com