Valkyrien på ARoS

Textures of Life på ARoS med den portugisiske verdensstjerne Joana Vasconcelos er et visuelt overflødighedshorn med folkelig appeal og en demonstration af, hvordan det i kunsten lader sig gøre, gennem kløgtig integration af modsætningsforhold, at skabe en kunstform, der både er kritisk, sanselig og smuk.

Joana Vasconcelos fik sit internationale gennembrud i 2005 på Venedig Biennalen, hvor hun – i selskab med Guerrilla Girls’ hardcore statistiske bevisførelse for den androcentriske tilstand på kunstscenen – udstillede et af sine mest ikoniske værker: The Bride – en over seks meter høj ‘lysekrone’ lavet af tusindvis af hvide tamponer. Værket, som har givet anledning til debat og censur, plantede Vasconcelos solidt i den feminisme, som siden har bidraget til en omkalfatring af kunstsystemet i retning af i mindre grad at favorisere hvide heteroseksuelle mænd.

Skæbnegudinde
På ARoS trumfes denne baggrund eftertrykkeligt med Valkyrie Rán, en spektakulær gigant-installation i stærke farver tilsat lys og lyd, som effektivt fylder rummet ud over museets centrale gangareal, og hvis lange ‘ben og arme’ er i færd med en erobring af den resterende arkitektur. Valkyrien er en oldnordisk skæbnegudinde, og Valkyrie Rán har særlig tilknytning til havet, hvorfor netop dén finder sin plads i havnebyen Aarhus.

De abstrakte tekstil-valkyrier er emblematiske for Vasconcelos. Hun har skabt dem til en række ikoniske udstillingsrum, som de elegant indtager ved at sætte såvel en kontekstuel og diskursiv dagsorden, der i særlig grad lykkes, fordi værkerne med deres overvældende fysik og svulstige æstetik netop bidrager til at nedbryde de iboende modsætningsforhold, der eksisterer mellem feminine og maskuline fremtrædelsesformer såsom arkitektur over for tekstilkunst og museumsinstitutionen over for den kvindelige kunstner.

Evne til nydelse og undergravende virksomhed
Kunsthistoriker og kurator Rosa Martinez skriver i sit veloplagte essay i udstillingens flotte bogudgivelse, at grunden til at Joana Vasconcelos lykkes med at nå til tops i kunstverden fra et dobbelt marginaliseret udgangspunkt – som portugiser og kvinde – er, at hun som en moderne valkyrie kombinerer et “arsenal af suveræne våben”: vedholdenhed og skarp ironi i forening med den ekstraordinære glæde ved et sensuelt og farverigt formsprog, der fejrer kvinders evne til nydelse og “kritisk undergravende virksomhed.”

Strygejerns blomster
Bag cirkulære gulv-til-loft-forhæng findes ti af udstillingens i alt 17 værker. Flere af værkerne inddrager beskueren ved at stimulere forskellige handlinger, som udløser overraskende reaktioner i værkerne såsom lyd, lys, luft og bevægelse.

Som f.eks. værket Full Steam Ahead, der forestiller tre lotusblomster skabt af dampstrygejern, der er i stand til at bevæge sig, samtidig med at de udsender varme og damp. De tre dampende lotusblomster, der sukkende åbner og lukker deres blomstermunde, får gennem animeringen karakter af farlige kødædende planter, hvorved deres symbolværdi som meditations-fremmende tegn træder i baggrunden.

Udstillingen bærer beviset for kunstnerens store fortælleglæde, indignation og kunstneriske iderigdom. Udførelsen er perfektioneret og elegant – kreativitet og innovation går hånd i hånd.

Særligt den højæstetiske Lilicoptère er et pragteksempel på et værk, som inkorporerer visuel slagkraft og håndværksmæssig kompromisløshed. Den forgyldte helikopter, som ligner en kloning mellem et insekt og et smykke, er skabt til Louvres pompøse interiør som en hyldest til dronning Marie-Antoniette.

Kunstneren ønskede med denne pigedrøm af et befordringsmiddel at menneskeliggøre den forhadte soldronning. “Havde hun levet i dag, ville hun sikkert have udlevet sin girl power som f.eks. Lady Gaga,” funderede Vasconcelos ved pressemødet, som hun i øvrigt selv styrede med stor kommunikativ flair og glimt i øjet.

Fra direktøren til rengøringspersonalet
Joana Vasconcelos har noget på hjerte. Derfor tager hun scenen i såvel udstillingen som i bogudgivelsen, hvor hendes medarbejdere er synlige i selskab med ARoS’ tekniske stab, og hvori begge institutioners ansatte nævnes med navn og gavn fra direktør til rengøringspersonale.

Det er usædvanligt og eksemplarisk for en kunstner, der hylder fællesskabet og skoser sin samtid for at have glemt mange af de værdier, der får samfundene til at hænge sammen og menneskene til at respektere og samarbejde med hinanden. Værdier, som hun selv dagligt forsøger at genforhandle i samspillet med sine 50 ansatte af forskellig nationalitet på værkstedet hjemme i Portugal.

Noget på spil
Selv om Vasconcelos’ kunst er frejdig, flot og fabulerende, har hun ikke svigtet sit perspektiv og sin omverden. Mange vil sikkert daske tankeløse gennem udstillingen og finde den ganske underholdende. Men det bør ikke overskygge det faktum, at værkerne griber fat i en lang række relevante emner såsom underkastelse, uskyld og vold, psykisk smerte, teknologiens magt, massekultur og stereotyper.

Joana Vasconcelos har en usædvanlig vilje til at presse sine værker, give dem det ekstra lag, der gør dem i stand til at invadere stederne og sindene i fysisk og konceptuel forstand. Alt udført med stor fornemmelse for de nuancer, der kommer til udtryk i mødet mellem objekterne, materialerne, sproget og tænkningen. Koderne vendes på hovedet, blæses op og forvrænges, så skjulte og mere subtile betydningslag kan komme til orde – der er således tale om æstetiske transformationer, der dels påvirker beskueren sanseligt og desuden virker befordrende for kritisk tænkning.