‘Vaner kan være hæmmende’

“Vaner kan være hæmmende. Kunst, og især performance kunst er noget som flytter sig hele tiden. Nogle gange sker det på gallerier og museer, andre gange sker det på en natklub,” siger Jørgen Callesen som er kunstnerisk leder på Warehouse9 i København.

Ingen faste rammer
Hvor de store kunstinstutioner ofte fokuserer på en bestemt genre og opererer i en bestemt kunstverden, som for eksempel billedkunst eller scenekunst, så er der i følge Jørgen Callesen en mere åben præsentationsform på de mindre steder.

“Her i Warehouse9 er der er ingen faste rammer for præsentationsformen. Man må for eksempel gerne være teatralsk hvis man vil, men rummet kan også laves om til noget der minder om et traditionelt gallerirum, hvis der er brug for det. Det kommer helt an på projektet.”

Kunstmiljøet som ikke kan infanges
Jørgen Callesen påpeger, at der i etablerede institutioner ofte er en hierarkisk rollefordeling, som gør at hver især arbejder i sit eget felt, hvilket kan resultere i vanetænkning.

I de selvorganiserede projektrum er rollerne derimod ikke altid skarpt opdelte. Man kan både være kurator og kunstner og samtidigt være med til at save træ til opbygning af scenen eller hjælpe med lyssætning.

“Der er en helt anden energi og et helt andet drive i de mere selvorganiserede events. Det tror jeg også præger den kreative proces enormt meget. Der er altid et miljø omkring kunstnerne som instutionen ikke kan indfange,” fortæller Jørgen Callesen.

Balancen mellem det vilde og det nøgterne
Da Jørgen Callesen startede med at lave events, brugte han alle mulige forskellige platforme. Han følte ikke at der var et bestemt forum der passede til hans, ofte provokerende, performances.

“Fordelen ved at være selvorganiseret er at du ikke skal gå på kompromis og at du selv kan sætte agendaen. Du kan selv definere dine principper og måske også bryde nogle normer og måske også skabe noget helt originalt.”

“Bagsiden ved det er at det er meget skrøbeligt og måske bliver overset. Det er ret flydende og kan falde fra hinanden uden overhovedet at blive fastholdt eller arkiveret. Og man skal blive ved og ved for at komme i kuratorens vågelys og for at få medieopmærksomhed og den slags.”

Det gode fra begge verdener
”Men hvis man arbejder i begge verdener, så er man i stand til at bringe energien fra det selvorganiserede ind i den mere konservative institution.”

“Og på den anden side måske også bringe den faglighed og seriøsitet, der er i institutionerne om at tage værket alvorligt, tilbage i den mere anarkistiske og flydende kontekst. Så tingene kan drage nytte af hinanden,” konkluderer Jørgen Callesen.

Brud med hierarki og vaner
Selvom Warehouse9 nu modtager en mindre portion driftsstøtte fra Statens Kunstråd, arbejder projektrummet stadig i den selvorganiserede ånd.

“Vi er momsregistrerede og opfylder alle de formelle krav og har et formelt hierarki. Men i praksis arbejder vi langt mere end vi bliver betalt for, og strukturen er foranderlig. D.v.s. at mange mennesker gør mange forskellige ting, der er ikke fastlagte hierarkier og dagsordener.”

“Driftsstøtten gør det dog muligt at udnytte fordelene ved det selvorganiserede fuldt ud og gøre det mere professionelt, idet vi nu har en fast base hvor vi kan betale huslejen og nogle midler til at organisere større events,” forklarer Callesen.

Større interesse i de selvorganiserede projekter
Der eksisterer ifølge Jørgen Callesen en solidaritet mellem folk i den selvorganiserede kunstverden. Man har et andet forhold til hinanden, end hvis rollerne var helt fastlagte.

Man er villig til at hjælpe til, og forventer ikke den samme form for assistance som på for eksempel et stort museum.

Men når de selvorganiserede steder begynder at få større opmærksomhed udefra, bliver flere kunstnere interesserede.

”Nogle etablerede kunstnere kommer senere til de selvorganiserede steder, når de ser at disse er ved at få noget opmærksomhed udefra. De var ikke interesserede i starten, da det var rigtigt undergrund. Det er også ok, men så må de acceptere vilkårene, som er anderledes end på en etableret kunstinstitution,” understreger Callesen.

Midt i mellem det selvorganiserede og det etablerede
Efterhånden som de selvorganiserede initiativer får fodfæste og opmærksomhed, går de, ligesom Warehouse9, hen og bliver mere etablerede.

“Man har brug for den opmærksomhed, for at få et større publikum og for at kunne overleve rent økonomisk,” mener Jørgen Callesen.

Men han slår fast, at det handler om måden man arbejder på:

“De selvorganiserede projekter kan den ene dag ses i et kælderlokale på Vesterbro, og den næste dag i et stort etableret teater, og så igen i en street performance eller til en undergrundsfest. Det er ikke sådan at man kun kan det ene eller det andet,” siger han og tilføjer:

“De selvorganiserede ting flytter sig så hurtigt, at når mainstreamen kommer, så er de allerede et helt andet sted.”