Velkommen i privaten

Billedkunstner og kurator Line Sandvad Mengers tager imod i privaten og serverer kaffe ved spisebordet. Over bordet står et udsagn i store forgyldte typer: “PATIENCE”. Ved siden af står en kommode, som jeg først lidt forsinket registrerer fremtræder i rå spånplader. Det viser sig at være værker i projektrummet bull mengers´ nye udstilling Welcome.

Kunst i bjerglandsbyen
Vi befinder os i Laven, noget af det nærmeste man i Danmark kommer en bjerglandsby, belliggende postkort-skønt på skråningen ned mod Julsø og med udsigt til Himmelbjerget på den anden side af vandet.

I den lille karnap ud mod hovedgaden har Mengers, der er uddannet fra det Fynske Kunstakademi, indrettet projektrummet bull mengers, som siden 2011 har sigtet på at skabe en platform for samtidskunst langt fra den urbane kunstscene.

Hvad et sådant projektrum for samtidskunst kan i en by på landet, kommer vi tilbage til.

“Jeg skelner ikke skarpt mellem min kunstneriske – og kuratoriske praksis”, fortæller Mengers og forklarer, at hun er optaget af, hvordan kunstværker kan ændre karakter og betydninger alt efter hvilken kontekst, de præsenteres i. Det er baggrunden for at den nye udstilling Welcome ikke er begrænset til karnappen, men er rykket ind i hjemmet – ind i stuen, i køkkenet og sågar ud på badeværelset.

Et sofastykke
“Det kom sig af, at jeg havde forskellige værker fra tidligere udstillinger herhjemme”, forklarer Mengers. “For eksempel hang et af amerikanske Susan O´Malleys Inspirational Posters med teksten “Relax, something will reveal itself” over min sofa.

Og pludselig får værket et helt andet udtryk – det bliver humoristisk på en anden måde i forhold til, når det præsenteres i et kunstudstillingsrum eller i det offentlige rum”.

Mengers har sammensat udstillingen med dette blik for, hvordan kunstværker kan spille sammen med det liv, der leves i den private sfære.

På udstillingen er en del objekter, som umiddelbart ligner ting fra et almindeligt hjem, og som næsten skal `opdages` for at konstituere sig selv som kunstværker.

Kommoden i hjørnet eksempelvis, som viser sig at være Jens Axel Becks afgangsværk fra kunstakademiet i 2006. Beck har skrællet ´facaden´ – den fine ædeltræs-finér – af, så møblets ´sande´ materiale – de billige spånplader – står tilbage.

Aleksandra Mirs The how not to cookbook ligger i køkkenet og er udformet som en traditionel kogebog. Men i dette tilfælde giver bidragsydere, der er fra hele verden, ikke opskrifter på eksotiske yndlingsretter men derimod gode råd baseret på personlige ´køkkenkatastrofer´.

“Det ikke-perfekte er i mine øjne meget interessant i forhold til hjemmet”, indskyder Mengers. “Det perfekte er jo ellers meget oppe i tiden, men jeg synes, det er smukt at fremvise alle sine fejltagelser og så være konstruktiv ud fra det perspektiv”.

Det personlige og det politiske
Udstillingen rummer også hverdagsobjekter, som den syriske kunstner Khaled Barakeh har givet titler efter efter militære operationer.
“Vi lever i en verden i krig, og det lever vi med, men glemmer det også tit, fortæller Mengers.

“Når Barakehs værker kommer ind i hjemmet, bliver det for mig til en ganske nærværende fortælling – en fortælling som kunne handle om soldaten, der rejser ud fra hjemmet, mens familien skal leve et hverdagsliv med en konstant bevidsthed om krigen”.

“I det hele taget er jeg optaget af forholdet mellem det personlige og det politiske”, fortsætter hun. “For mig der hænger det sammen.

Jeg mener for eksempel, at Gudrun Hasles meget personlige værker – jeg har nogle af dem med på udstillingen her – har en plads i den samfundsmæssige fortælling”.

Kristen samtidskunst
Det er ikke kun i Laven, Line Sandvad Mengers har arrangeret udstillinger med fokus på små forskydninger i læsningen af værkerne.

Udstillingsprojektet Oh my God! i rum 46, Aarhus og Silkeborg kirke bød på en række samtidskunstværker af blandt andre Jacob Borges og Heidi Hove sat i en kristen forståelsesramme.
Ligeledes interesserede Mengers sig i sit samarbejde med Kohi nord på alt_cph sidste år med, hvordan de samme værker kunne fremkalde forskellige historier alt efter hvilken kontekst, inviterede kuratorer satte dem i.

“Som kurator synes jeg, det er spændende hvor lidt og hvor meget, man kan gøre ved hjælp af rammesætning, titel på udstilling osv, men også hvor meget værkerne påvirker hinanden”, fortæller hun.

Er du særlig interesseret i ´skrøbelige´ værker, der så at sige let kan skifte betydning?

“Både ja og nej. Jeg kan godt lide, at værket har et udsagn, men det behøver ikke at være fastlåst. Susan O´Malleys posters er eksempelvis fantastiske. De har bogstavelige udsagn, men er formuleret så fint, at de kan læses på to forskellige måder samme dag eller skabe ny mening, hvis de vises et andet sted”.

En landsby i perfekt størrelse
Men hvad kan samtidskunst så i en lille landsby fjernt fra de urbane kunstcentre?

“Det samme som samtidskunst andre steder”, svarer Mengers og forklarer, at Laven har en tilpas størrelse for mange af bull mengers projekter, der ofte har lokalt engagement som omdrejningspunkt:

“Den er stor nok til, at der er mange forskellige mennesker og lille nok til, at man eksempelvis kan uddele materiale til alle”.

Således fik byens beboere flyers med opfordring om at bidrage med tekster til Grete Aagaard og Tanja Nellemanns lysavis Laven NEWS, som blev monteret på projektrummets facade, ligesom Lavens Samling af Eksotiske Objekter af Karen Petersen blev til via lån af indbyggernes egne objekter med tilhørende historier.

Og bull mengers har faktisk et lokalt publikum, fortæller Mengers:

“Der foregår jo ikke mange kulturelle arrangementer i en by af denne størrelse, så folk kommer – nogle måske i første omgang snarere for at få en kop kaffe og lidt snak. Min oplevelse er dog, at hvis kunsten er god nok, så finder folk også ud af, at kunst faktisk er spændende – at den er vedkommende”.