Venedig i Nordsjælland?

Gennem et par århundreder har Venedig været mål for drømme og længsler. Den italienske bystat mister tilfældigvis sin sidste politiske magt på det tidspunkt, hvor den først bliver ’opdaget’ af turister og drømmere. Det sker allersmukkest gennem malerier af byens liv på kanalerne, blandt paladser og myldrende både af Canaletto (1697-1768) og hans elever.

Siden har billedet af Venedig været solgt igen og igen, og byen har haft stor betydning for kunstnere og digtere og romantikere, der har brugt den som reference eller kulisse.

Udstillingen på Gl. Holtegaard tager fat i dette – i billedet af Venedig skabt af de besøgende – og følger det helt op til nutiden. Altså fra 1700-tallets malerier til videokunst fra sidste års biennale.

Byen som en stemning
Gl. Holtegaard i sig selv er et stemningsfuldt udstillingssted, og de små rum danner en skøn og intim ramme. Der er tænkt over de enkle greb, der tilføjer maksimal oplevelse i form af farver, musik og dramatisk belysning.

Dramaet er i top, når J.F. Willumsens skingre malerier af turisternes Venedig knalder ud på væggene i et mørklagt rum. Dramaet er anderledes lavmælt intenst i præsentationen af Viggo Rivads små fotografier af et mystisk og tågefyldt Venedig.

Begge kunstnere har afsøgt, hvordan Venedig ser ud som et rum for oplevelser. Deres egne oplevelser, vel at mærke, for kunst fra Venedig ser ud til ofte at handle om det personlige, det psykologiske og det indfølte. Og det er noget, der på en stærk måde slås streg under i Pipilotti Rists psykedeliske videoværk, der er ophængt som en slags levende og pulserende maleri.

Drøm og virkelighed
I nogle satiriske malerier af guldaldermaleren Marstrand ses overvægtige turister og tiggende venetianere. Kunstneren kaster dermed blikket videre ud mod alle de andre, der lever og oplever i byen. Der ligger altså en virkelighed bag længsler og drømme.

Om Marstrands værker kan opfattes som egentlig social kritik er dog tvivlsomt. De er snarere moraliserende og demonstrerer en særlig nordisk uimponerethed over for verdens vidundere. Den fandtes også midt i 1800-tallet.

Derimod er Andreas Pichlers film om The Venice Syndrome (2012) en nutidig dokumentar, der fortæller om en by overrendt af endagsturister – omkring 20 millioner om året – og hvor de lokale føler sig presset ud af deres egne hjem.

Også Pichlers underspillede værk er moraliserende. Slående billeder af gigantiske krydstogtsskibe, der tårner sig op over byens paladser, veksler med de ældre beboeres melankolske resignation.

Den rigtige udstilling – det forkerte sted?
Dette er den første udstilling, hvor Gl. Holtegaard tager fat på en ny strategi. Fremover skal nyere og ældre kunst gå langt mere i dialog. Det er en tilgang til kunsthistorien, der er stærkt savnet, meget ambitiøs, og som mange andre burde følge op på.

Ja, faktisk burde andre end Gl. Holtegaard gøre det.

De store begrænsninger ved et lille udstillingssted viser sig desværre i udstillingen Venedigsyndromet. Værkudvalget er for svagt og for tilfældigt. Der er for få ting med. Vigtig kunst omtales, men vises kun i reproduktion.

Med så store lakuner kommer kunsten til at stritte i alle retninger. Fortællingen fungerer godt på papiret, men den understøttes ikke ordentligt af kunstværkerne. Bedre havde det været, om koncentrationen gik på en dialog mellem to eller tre kunstneres bearbejdning af Venedig og så i et fyldigere udvalg.

At mit indtryk af Venedigsyndromet alligevel er positivt, skyldes at indpakningen og formidlingen og hele tanken er god og stemningsfuld. Indholdet kan desværre ikke helt følge med.