Verdens frygt for det navnløse

“Man anmelder da ikke et dødsleje, et ligtog og en begravelse i et kunstmagasin” udbryder kroppen der sidder ved bordet.

“Man anmelder et ligtog til politiet for at få lov, men at anmelde et dødsleje, det ville være lidt blasfemisk, vil jeg nok sige!”

Kroppen er klædt i et mørkegrådt jakkesæt, har et tyndt ansigt og taler i livlige sætninger.

Denne krop var en gang Claus Beck-Nielsens. Eller rettere, kroppen hed engang Claus Beck-Nielsen. Sådan er det ikke længere, for Claus Beck-Nielsen er død. Eller rettere, hans identitet er død. Eller ihvertfald er hans navn dødt.

KUNSTEN.NU’s skribent vælger at være med på legen.

En menneskekrop uden identitet
Kroppen er nu direktør for et firma som heder Das Beckwerk. Men det er ikke så meget navnet der har betydning, det er snarere fraværet af dette, som interesserer denne krop.

Man kan sige, at Das Beckwerk er et firma, som tog udgangspunkt i ideen om at leve uden navn og personnummer.

Claus Beck-Nielsens identitet har været død i 7 år. Hans krop er blevet løsrevet fra sit oprindelige navn, både officielt og i praksis. Og så alligevel ikke.

Død, men ikke begravet
Der har været mange problemer i forhold til at være navnløs. Mange accepterer ikke Claus Beck-Nielsens død, fordi hans krop endnu er i live.

Den italienske historiker Carlo Ginzburg gjorde Das Beckwerk opmærksom på, at en begravelse ville kunne hjælpe til, så samfundet kunne acceptere døden. Derfor er der nu arrangeret et dødsleje, et ligtog og en begravelse.

Das Beckwerk håber at dem, der deltager i begivenheden, kommer et andet sted hen i forhold til det identitetsløse.

“Mennesket har jo brug for en krop, for at kunne relatere til det. Kroppen skal befries for identitet. Derfor begraver vi en parallel-krop. Man kan jo ikke bare begrave identiteten i sig selv. Man bliver åbenbart nødt til at forbinde identiteten med en krop.”

“Det er et forsøg på at gå fra identiteternes tilstand til en anden tilstand. Og vi vil helt sikkert lide et grusomt nederlag. Das Beckwerk forsøger altid det umulige og projekterne er altid fiaskoer. Men vi håber at det trods alt bliver et nederlag, hvor der sker noget. ”

Hvem er man når man er alene?
Das Beckwerk arbejde tager form delvist som research-orienterede eksperimenter i det virkelige liv, og delvist som produkter såsom bogudgivelser, hvor der reflekteres over disse forsøg.

I forsøgene er grænsen mellem arbejde og privatliv ikke til at finde.

“Hvis grænselandet findes noget sted så er det i mine drømme om natten, hvor jeg sandsynligvis endnu eksisterer både som Claus Beck-Nielsen og som den nu navnløse krop” fortæller direktøren og fortsætter:

“Udover at denne krop er en forsøgsperson, så lever den forholdsvist normalt og anonymt. Men sociale relationer er anderledes. Der kommer spørgsmål som: “Hvem er jeg, når jeg er alene?” Og det er svært at adskille denne fra den person, man bliver opfattet som udefra. Ens selvopfattelse er jo meget påvirket af den måde, andre ser én på.”

Ulideligt, men interessant
Den navnløse krop møder ofte en akavethed hos andre mennesker:

“Hvem er han, spørger de.. hvad skal vi kalde ham? Folk bliver ofte meget generte i sociale rum. Hvad skal de sige jeg hedder? Det er ulideligt, men også interessant. Sådan er det ofte – de mest behagelige ting er jo ofte ikke de mest interesssante.”

“Det handler også om ikke at stikke af fra det. Især i de intime relationer er det svært. På et tidspunkt giver man op og stopper med at korrigere folk. Det er også hele tiden et krav for mig selv at reflektere over det.”

Nye identiteter hver dag
Én af de ting, der startede Das Beckwerks arbejde, var en undren over samtidens enorme fokusering på individualitet og ideen om at identitet ikke er noget man arver, men noget man skaber.

“Vi var nået til et sted hvor identiteten ikke blot var noget man kunne arbejde på at vælge; den skulle næsten skabes hver dag. Der opstod ting som Bigbrother, hvor folk kom ind og ikke var nogen, og i løbet af de her 100 dage skabte de sig en identitet som efterfølgende kunne sælges og bruges.”

“Og det er jo så blevet videreført på steder som Facebook, hvor man hele tiden bruger tid på at oploade profilfotos osv. Så hvert menneske bruger mere tid på hver dag at opfinde sin identitet og forskyde den og udfordre sig selv på den måde. Deri ligger en enorm selvoptagethed,” fortæller den identitetsløse.

At holde sig svævende så længe som muligt
Kan Das Beckwerks projekter defineres som kunst ?

“Det ved jeg da ikke,” svarer den navnløse og fortæller:

“Forleden dag var der en, der spurgte mig om Funus Imaginarium var en happening. Jeg svarede: Har du nogensinde været til begravelse? Var det en happening? Mine aktiviteter er ikke mere performance, end dét at danse om juletræet juleaften.”

“Folk har altid meget travlt med at putte alting ind i sammenhænge, hvor de kan forstå dem. Das Beckwerk vil meget gerne holde sig udenfor, holde sig svævende så længe som muligt. Befinde sig i det uafgjorte i så lang tid som muligt,” forklarer han og uddyber:

“Verden er enormt bange for uidentificerede, omkringsvævende objekter. Jeg har forsøgt at leve som navnløs i mange år. Det er selvfølgeligt utopisk at tro at det kan svæve i det uafgjorte for evigt, men man kan se hvor langt tid, man kan holde det svævende.”

Man kan spørge sig selv om noget er dødt når det ikke længere har sin egen hjertebanken, eller om det stadig er lidt i live når det lever i folks erinding og i folks historier.

Das Beckwerks historier vil formentlig være levende og tankevækkende også fremover.