Vi er alle syge. Kunst til selvmedicinering

Soil.Sickness.Society er en øjenåbnende og generøs udstilling på Rønnebæksholm. Gennem kunstværker og workshops sættes samfundets stigende præstationskrav og den medfølgende psykiske belastning af mennesket under lup.

Udstillingen Soil.Sickness.Society bygger på den præmis, at det kapitalistiske samfunds iboende krav om stigende vækst påvirker menneskets psykiske sundhed negativt. Stadig flere bukker under af stress, søvnmangel og depressioner, og mange brænder ud på grund af de psykisk forkrøblende forhold i det højteknologiske konkurrence- og præstationssamfund.
Samtidig lever et stadig større antal mennesker i frygt for en forestående apokalypse som følge af økokrisen. Sagt med andre ord: Kloden sveder og mennesket græder.

Udstillingen fungerer som en boble, man kan gå ind, i eller som et forstørrelsesapparat, der tydeliggør disse problemstillinger og giver os mulighed for at reflektere over og diskutere dem. Det handler om at omgå psykisk skrøbelige mennesker med en større følsomhed, og det handler om at behandle naturen som en levende medspiller, uden hvilken vi ikke selv kan overleve.

Sprængte rammer

Den ambitiøse udstilling har sprængt Rønnebæksholms rammer, idet flere bygninger, som normalt ikke anvendes til udstillingsformål, nu er inddraget og også vil danne ramme om det omfattende program i den kommende tid.

Det gælder de private gemakker på førstesalen i hovedbygningen – oh fryd at opleve den unge Davide Hjort di Fabios torsoskulpturer og Mia Edelgarts video med fokus på folks søvnproblemer. Fryd og horror også at lytte til Hannibal Andersens iPhone i vindueskarmen i toiletterne, hvor vi hører den velkomstmuzak og modtagelse, som vi møder hos myndighederne, når vi ringer op og får at vide, at vi er nummer 27 i køen.

Også den statelige og fint istandsatte Herskabsstald er inddraget. Et banner hænger ned fra facaden med ordene: ”Vi er alle syge. Hospital for selvmedicinering.” I bygningen er et stort loftsrum indrettet som freudiansk inspireret terapirum med tykke persiske tæpper på gulvet. De er udlånt af venlige mennesker i lokalområdet.

Det bløde, ultraviolette lys fra loftslamperne i det ellers mørklagte rum masserer den besøgende ind i et mentalt velvære. På ferniseringsdagen fortæller Jakob Jakobsen, der står bag værket, om sit møde med det danske behandlingssystem, som han oplevede under en knap tre måneder lang indlæggelse på Gentofte Hospital. Sidste år udgav han en dagbog om oplevelserne Ophør oprør, der for nylig indbragte ham de danske kunstkritikeres pris for bedste kunstbog i 2020.

For Jakob Jakobsen handler det i høj grad om at udvikle nye antiterapi-former og nye psykofarmaka-produkter, der ikke sletter hukommelsen, og samtidig bevarer patienternes følsomhed. Det er også vigtigt med større empati og omsorg i behandlingssystemet, mener Jakobsen, og tilføjer, at behandlingssystemet i dag fortrinsvis er gearet til at gøre folk ”normale”, så de kan gå ud og producere igen.

Ved siden af ham på gulvet sidder Birgit Bundesen, der er overlæge i psykiatri og også mag.art i litteraturvidenskab. Som leder af Foreningen Kunst og Mental Sundhed bygger hun bro mellem kunstens og lægevidenskabens verdener. Hun fortæller om anvendelsen af skriveprocesser i såkaldt ”narrativ medicin” og om terapiformen REWRITALIZE, hvor skønlitteratur benyttes i behandlingen af psykisk syge patienter. I udstillingsperioden er det store rum tilgængeligt for alle og danner ramme om digtoplæsninger, debatter og samtaler.
Hver torsdag i september og oktober vil udstillingens kurator Maria Kjær Themsen desuden undervise i yoga og introducere til tantrisk filosofi.

Glokale kunstnere

Udstillingen gennemsyres af en vilje til at skabe en bedre verden. Man mærker de mange velmenende hensigter fra kuratorernes side. En del af kunstnerne har selv haft psykiske problemer. Nogle af dem har været medicineret og indlagt, hvilket betyder, at de kan forholde sig til temaerne med ekstra indlevelse.

Et relativt stort antal kunstnere er bosat i lokalområdet, men det betyder på ingen måde, at de er lokale kunstnere. De er snarere ”glokale”, da de alle har udstillingsaktiviteter både i og udenfor Danmark. Det gælder for Finn Reinbothe, Esther Fleckner, Ursula Reuter Christiansen, Maiken Bent, Torben Ribe og kurator Maria Kjær Themsen m.fl., at de bor i nærområdet.

Udstillingen forgrener sig videre ud i Herregårdshaven, hvor vi oplever Medicinhaven for Radikal Omsorg, som er kurateret af Ida Bencke fra Laboratoriet for Økologi og Æstetik. Her introduceres til haveritualer, urtemagi, balsange, madlavning, frøhøst, fermentering og en række havecamps, der fremmer ”sårbarhed, regeneration og modstand.”

Her bliver publikum introduceret til den kultiverede naturs principper og dens mulige helbredende kraft. Fra 14. august føjes endnu et element til, nemlig Nina Beiers performance og udstilling i den 1200 kvm store lade. Værket/udstillingen, som har titlen Cat Cow, vil materialisere sig dels som skulptur, dels som performance.

Værkerne i kunsthallen

Der rækkes også ud til lokalsamfundet i samarbejdsprojekter med den Steinerinspirerede specialskole Marjatta foruden med Næstved Sygehus, hvor Maiken Bent og Torben Ribe har skabt en permanent udsmykning til Lungemedicinsk afdeling.

Her har de forsøgt at skabe en hjemlighedsstemning for de indlagte, der ofte føler sig fremmedgjorte i den lidt sterile og fremmedgørende hospitalsindretning. Den vil imidlertid først blive indviet til efteråret, men de bidrager samtidig begge med nye og interessante værker til den aktuelle udstilling.

Ribe bl.a. med værker, der handler om hans eget sygdomsforløb, Bent med læderpuffer, hvoraf nogle er ophængt i kæder og udspændt mellem blødt og hårdt, bevægelse og stilstand. Deres værker indgår i en spændende udveksling med det øvrige værkudvalg.
Lad mig her især fremhæve den kenyansk-britiske billedkunstner Grace Ndiritus (f. 1982) suggestive film – det gælder både handlingen og det æstetisk raffinerede visuelle sprog – Becoming Plant (2021) med en gruppe nøgne dansere af begge køn, der agerer med et bevægelsesmønster, der minder om planter, der vajer i vinden. Det er en undersøgelse af, hvorledes psyken påvirkes efter indtagelsen af svampe. Filmen ledsages af en speak ved nævnte Birgit Bundesen, som indfører os i forsøget.

Hannah Toticki Anberts (f. 1989) installation Sleep Walkers består af nogle fantasifulde ‘uniformer’ syet til mennesker med søvnproblemer. Her er indsyede høretelefoner, dyner, der kan bæres som dragter og jakker med knapper som ørepropper og epauletter skabt af sovemasker. Rummet er mørklagt med nogle mørkegrønne og mørkeblå gardiner med indsyede lommer til mobiltelefoner.

Finn Reinbothe (f. 1953) har skabt en totalinstallation i et særskilt rum Untitled (Walk with me og Back to Nature) – en stedsspecifik installation af fundne, flade og firkantede objekter, der er lagt ud på gulvet og danner en mosaik af minder om materialernes tidligere brug, steder og de historier, de bærer med sig. Det handler i høj grad om aldring og om den død, der venter os alle, bl.a. visualiseret af et invalideret gangstativ med forskellige benlængder.

I et andet rum kan vi opleve malerier af både Ursula Reuter Christiansen (f. 1943) og transsylvansk fødte Kinga Bartis (f. 1984). Sidstnævnte dimitterede fra Kunstakademiet i 2018. Men selv om aldersforskellen er stor, arbejder de begge arbejder med nogle dybt personlige motiver. Bartis benytter en glødende kolorit og en figuration med slørede konturer, hvor mennesker smelter sammen og danner ornamentlignende organiske former på fladen. Det hele er båret af en esoterisk tilværelsesopfattelse, der er i familie med William Blake.

Ursula Reuter Christiansen viser tre stærke, vildt ekspressive, femi-kritiske malerier fra den mytologiske serie Volcano Woman, hvor kvindelige hovedpersoner får afløb for århundreders undertrykkelse i vulkanske iscenesættelser, inspireret af naturen på Lanzarote.

Metafysiske malerier

I gangen hænger et lille værkudvalg af den lidet kendte maler Grethe Bagge (1925-2012). Hendes metafysiske malerier kompletterer udstillingskonceptet i kraft af hendes fokus på relationen mellem mennesket og den store natur – kosmos. Hun er bestemt et bekendtskab værd pga. den følsomme og koloristisk spændende gestaltning af denne åndelige parallelverden.

Lad mig også nævne en liggende skulptur af Nanna Abell med titlen Bang – et krøllet og knust metalfragment af en krøllet bil, der antyder en bilulykke. Oven på den er anbragt en lille blød bold med ordet ”bang”. Også et granatæble – et gedigent frugtbarhedssymbol. Sære betydninger bliver sat i spil, og fantasien kommer på arbejde.

Linda Lamignan har i samarbejde med Sarah Dominique Ihirwe skabt en farverig installation af hængeskulpturer med form efter den græskarlignende frugt kalabas. Men objekterne er fremstillet af paraffin, der er udvundet af olie og er dermed et biprodukt fra olieindustrien. Hermed adresseres den del af udstillingen, som handler om vores omgang med jordens ressourcer. Således kan et middel til fremstilling af miljøbelastende fossile brændstoffer pludselig transformeres til kunstobjekter og optræde som små polykrome ”sole”, der hænger og spreder glæde.

Desuden har Jakob Steen (f. 1986), også i hovedbygningen, skabt et spirituelt rum med et stort maleri af Madonna og en måne samt et højt, marmoragtigt sarkofagformet leje, som man kan lægge sig op på og her forestille sig sin forestående død. På åbningsdagen opførte sangeren Stine Grøn en inciterende lydperformance. Hun optræder normalt med lydhealing for døende og syge.

I slotparken ses Rune Bosses planteinstallation Vokse sammen # 8 bestående af almindelige bøgetræer og blodbøge, der er plantet, så de med tiden vokser sammen til ét træ.

Der er nok at komme efter på Rønnebæksholms interessante udstilling, som på en publikumsaktiverende og meget velmenende måde forsøger at introducere til nogle blødere, mere empatiske og langsommere samfundsværdier og omgangsformer.