Willumsen: Samler eller Superman?

Klassicisten, symbolisten og abstraktionisten mødtes i Frederikssund for at se, hvem der havde den største samling. Dette kunne med god vilje være begyndelsen på en gammeldags vittighed, men den kunstnerkuraterede præsentation af Thorvaldsen, Willumsen og Jorns samlinger er en af de bedste udstillinger på et dansk kunstmuseum længe. Imens gøres Willumsens egne værker til tegneserieinspireret popkunst på ARKEN. Et kækt forsøg, der dog ikke helt holder vand.

Samling af samlinger
Bertel Thorvaldsen (1770-1844), J.F. Willumsen (1863-1958) og Asger Jorn (1914-1973) er blandt de få danske kunstnere, som har fået museer i eget navn. Bygget over dansk kunsthistories måske største skulptør, største figurative maler og største abstrakte står disse institutioner indviet i henholdsvis 1848, 1957 og 1982 som markante huse i dansk kunsthistorie.

Nu er det dog ikke de tre mestres eget værk, der vises frem på J.F. Willumsens Museum, men de samlinger af andres værker, som de tre kunstnere oparbejdede. Kunstnerskabte samlinger, der i udstillingen Ekkorum mødes som en samling af samlinger.

Udstillingen har endnu et kunstnerkurateret lag ved at være sammensat af kunstneren Christian Vind. Der er dog tale om en ‘ren’ udstilling, der kun består af objekter fra de tre kunstnersamlinger, hvilket også indbefatter en del værker! Faktisk er hele museumsbygningen ryddet til at kunne rumme udstillingen, mens Willumsens værker så er at se på ARKEN i særudstillingen J. F. Willumsen – Farver og Striber.

Et kunsthistorisk ekkorum 

Ideen med Ekkorum er at sætte disse samlinger frem i lyset og vise, hvordan den kunstnerskabte samling udfolder sin egen kreativt udfoldede kunsthistorie. Mens både Thorvaldsen og Jorn primært samlede med øje på samtiden, var Willumsen orienteret mod den ældre europæiske kunst. Som den måske mest excentriske og passionerede samler skabte han en eksklusiv rodebutik af 2000 genstande fra antikken til omkring år 1800, som tæller værker af blandt andre El Greco, Rembrandt og Rubens.

At flere af værkerne har vist sig at være forfalskninger eller af ukendt status, tager ikke noget fra den stormfulde helhed. Ikke overraskende er der fokus på stærke farver og melodramatiske motiver i denne personlige kunsthistorie, der er overbevisende ophængt fra gulv til loft i salen omkring Willumsens eget store relief.

Også de omfattende udklipsbøger er fint fremvist på en måde, som sætter dem i relation til kunsthistorikeren Aby Warburgs billedatlas.

Willumsen havde et erklæret forbillede for sin samling i Thorvaldsens Museum. Den danske stjerneskulptør, der efter en international karriere fik tilegnet sit museum i København og kendes for sit hvide marmor af klassicistisk tilsnit, dyrkede i sin samling en ”mørk kondenseret romantik” (med Vinds ord) i vilde landskaber, grotter og forfaldne ruiner.

Ekkorum præsenterer Thorvaldsens samlinger i små rum, der minder lidt om omgivelserne inde på Thorvaldsens Museum, dog med markante vægfarver i lilla, rød og blå.

Det særlige får plads

Asger Jorn var ingen fan af Thorvaldsen, men havde dog en interesse i hans skitser og ville på den baggrund lave en udstilling på Thorvaldsens Museum, der dog ikke blev til noget. Som del af kollektivt arbejdende avantgardegrupper havde han anledning til at dele billeder med andre.

I sine berømte modifikationer annekterede han trivialbilleder i et overrumplende møde mellem figurativ kitsch og spontan abstraktion. Han havde også vidtløftige historiske projekter og forener i disse aktiviteter den nordiske folkekunst med samtidens internationale avantgarde. Det har bragt en af de mest interessante samlinger af det 20. århundredes kunst sammen, inklusiv overraskelser som en lille del af et stort slagmarkspanorama, som Jorn købte i Paris.

Alle tre samlinger er nok kendte, men får sjældent lov til at træde i forgrunden og skinne som her. Vinds nænsomme kuratering får givet hver samling plads og vist dens særpræg, mens man også fornemmer forbindelser og dialoger på tværs af tid. Udstillingen er derfor en flot iscenesættelse af museet som et altid særligt perspektiv på kunsten, som er mere interessant i kraft af sine slagsider og idiosynkrasier end i en form for retlinet kanon.

Projektet er velbeskrevet, både i det fikse lille formidlingshæfte, Vind har lavet til udstillingen, og den flot illustrerede forskningsantologi om kunstnersamlinger, der er udgivet samtidigt med udstillingen.

Kan Willumsen og Superman nu også sammen? 

Imens disse tre kunstnersamlinger har gjort museet i Frederikssund til en samling af samlinger og med Vinds ord ”forankret byen i en verden af dyb tid,” har J. F. Willumsen: Farver & striber indtaget ARKEN som en totalpræsentation af Willumsens værk.

Her er fokus ikke på kunsthistoriens store tradition, men på forbindelsen til datidens populærkultur. Som titlens “farver og striber” anslår, er udstillingens påstand, at der nærmest er ren tegneseriekarakter over den ældre Willumsens værk med pangfarver og karikeret gestik.

Man finder da også tidlige tegneserier som Knold og Tot i Willumsens omfangsrige bind af udklip, som han gennem årene indsamlede, for eksempel under en rejse til USA i tiden før 1. Verdenskrig.

Willumsens mangeartede virke inkluderede også reklameopgaver, så vandtætte skotter var der ikke til tidens pop. På denne baggrund er tesen om sammenfaldet med en pulserende populærkultur en interessant udlægning af det ellers besynderlige spor, som kunstnerens værk buldrer ud af.

Hårdnakket forfølgelsesjagt

Udstillingen synes dog så opsat på at få sin pointe igennem, at den forfalder til lovligt groft skårne fremstillinger. For eksempel sættes Superman ved siden af et selvportræt af kunstneren som statue på piedestal, Prins Valiant ind ved siden af prinsen fra Kongesønnens Bryllup, og tegnefilm kører ved siden af værkdetaljer, selv om der er et par årtier imellem kunstnerens udtrykte interesse og disse eksempler.

Det havde virket bedre at holde sig til de angivelige inspirationer, som havde været stærke nok i sig selv. For hvad med forskellene og det som ikke er der? Der er ikke mange tegn på samtidens verden i Willumsens billeder. Ingen maskiner, skyskrabere eller startletter, men tværtimod Venedig, malerfyrster og muser fra en gammel verden, som det også fremgår af kunstnerens samling.

Hvis man vil forfølge sporet omkring forbindelsen til samtidens billedkultur og dens svulstige blikfang i første halvdel af det 20. århundrede, er der også et blindt punkt omkring den politiske propaganda. Hvordan ville Willumsens værk skulle ses i forhold til den nazistiske og kommunistiske billedbrug, som om nogle dyrkede en figurativ stil med stærke farver og symboler? Sådan en læsning ville have ført den billedhistoriske kuratering ud i et bredere og mere konfliktfyldt perspektiv.

Det giver mening at lade de storladne og samtidigt skæve billeder møde det moderne museums proportioner. Vi ser Willumsen som en umiddelbart overbevisende maler, som har det hele, men som også kaster det op i luften igen i de groteske og selvkarikerende sene værker.

Ekkorum og Farver og striber byder på to forskellige perspektiver på Willumsens værk og på, hvad museets rammer kan bruges til. I den første tør man sætte det dybe og komplekse i spil, mens man i den anden møder en bulderbasse, der bare mangler taleboblerne indsat.